Karriererådgivning på universiteterne
Flere af landets universiteter har de seneste år opbygget karrierecentre, der skal rådgive de nyuddannede kandidater til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Står det til videnskabsministeren bør denne service styrkes.
Flere af landets universiteter har de seneste år opbygget karrierecentre, der skal rådgive de nyuddannede kandidater til at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Står det til videnskabsministeren bør denne service styrkes, så der skabes professionelle karrierecentre på universiteterne, der vil have mulighed for at byde ind på markedet for jobformidling.
Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte i forbindelse med Rektorkollegiets og Dansk Industris konference om fremtidens arbejdsmarked onsdag den 5. marts i København.
Videnskabsminister Helge Sander:
– Jeg er overbevidst om, at universiteterne kan spille en afgørende rolle, når det handler om at få akademikere i job. De har det førstehåndskendskab til de studerende, som jobcentrene i øjeblikket bliver kritiseret for at mangle.
– Derfor vil jeg gerne se nærmere på de muligheder, der ligger på dette felt.
– Konkret vil jeg indgå i en konstruktiv dialog med universiteterne om, hvordan man kan professionalisere karrierecentrene på landets universiteter. Hvis de selv ser muligheder i dette.
– Netop derfor var jeg glad for den positive udmelding fra blandt andre Jens Oddershede om, at man gerne ville se nærmere på området.
– Jeg ser gerne, at karrierecentrene fortsætter med at udvikle nye services. Services, der kan hjælpe såvel de studerende som de færdige kandidater ude på jobmarkedet.
– Det være sig alt fra træning i jobsamtaler og i udarbejdelse af CV'er til afholdelse af jobmesser, opbygning af jobbanker, mv.
– Og jeg ser ikke noget til hinder for, at karrierecentrene – over tid – byder ind som "andre aktører" på markedet for jobformidling i det hele taget.
– I 2006 afsatte Videnskabsministeriet og Beskæftigelsesministeriet to millioner kroner til tre pilotprojekter. Projekter, der skulle udvikle job- og karrierevejledningen på universiteterne.
– Pengene blev tildelt projekter på Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Selv om støtten til projekterne er afsluttet, fortsættes indsatsen på universiteterne.





