Vi skal kombinere ny viden med forretning
Vi skal blive bedre til at skabe innovation i hele landet og til at koble ny viden til forretning. Så har vi et godt udgangspunkt for at klare os i den tiltagende globalisering.
– Vi skal blive bedre til at skabe innovation i hele landet og til at koble ny viden til forretning. Så har vi et godt udgangspunkt for at klare os i den tiltagende globalisering.
Det var et af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander talte til ErhvervsForum i Horsens ved et arrangement i aftes onsdag den 18. april 2007.
I sin tale sagde ministeren desuden:
– Vi kan ikke klare os i konkurrencen med Kina og Indien om at være billigst på alle områder. Men vi har gode muligheder, hvis vi bliver endnu mere innovative og forstår at kombinere ny viden med forretning.
– Ved at skabe nye produkter og nye services, der passer til markedets og kundernes behov.
– Men en sådan konstant fornyelse kræver adgang til den nyeste viden. Derfor er det nødvendigt, at flere virksomheder får adgang til ny viden – for eksempel ved at samarbejde med et universitet og ved at ansætte mere højtuddannet arbejdskraft.
– Det er baggrunden for handlingsplanen "Innovation Danmark", der på fire år sender tre milliarder kroner ud i det danske samfund for at skabe mere vækst. Særligt i de mindre og mellemstore virksomheder.
– Planen indeholder blandt andet en rabatordning, der giver mindre virksomheder rabat første gang, de køber viden fra for eksempel et universitet. En matchmaker-ordning, der kobler dygtige forskere sammen med dynamiske erhvervsfolk. Et dobbelt-op initiativ, der giver offentlig medfinansiering til forskningsprojekter mellem videninstitutioner og små og mellemstore virksomheder.




