Sander vil se teleloven efter i sømmene
Vi skal se telelovgivningen efter i sømmene. For udviklingen på telemarkedet kræver fleksibilitet og fremsyn - også når det handler om loven. Det var et af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander talte ved Tele2007-konferencen den 21. marts 2007.
– Vi skal se telelovgivningen efter i sømmene. For udviklingen på telemarkedet kræver fleksibilitet og den kræver fremsyn – også når det handler om loven.
Det var et af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander talte i forbindelse med Tele2007 konferencen onsdag den 21. marts 2007 i Ingeniørhuset i København.
I sin tale sagde ministeren desuden:
– Udviklingen på IKT-markedet kræver fleksibilitet og fremsyn af lovgivningen. Og telelovgivningen udgør en vigtig del af fundamentet for markedet i Danmark.
– Helt konkret vil de lovgivningsinitiativer, der følger af det strategiske eftersyn, forløbe til efteråret.
– Men det er jo ikke gjort med, at vi til efteråret sikrer optimale lovrammer for innovation og investeringer. Udviklingen kræver en løbende og fremadrettet indsats.
– Opstår der barrierer, skal vi løbende se på, om rammerne skal tilpasses. Opstår der nye muligheder, skal de kunne bringes i spil, når de byder sig. Opstår der nye grænseflader til andre myndigheder, skal vi se på nye samarbejder.





