Videre til indhold. | Videre til menunavigation

23.01.2007

Sander vil knytte bånd til verdens videncentre

Videnskabsminister Helge Sander vil gå i spidsen for at åbne døren for danske forskere og virksomheder, der søger samarbejde med kolleger i verdens videncentre. Det var budskabet, da ministeren talte i forbindelse med generalforsamlingen i Venstre i Ikast mandag den 22. januar 2007.

Videnskabsminister Helge Sander vil gå i spidsen for at åbne døren for danske forskere og virksomheder, der søger samarbejde med kolleger i verdens videncentre.

Det var budskabet, da ministeren talte i forbindelse med generalforsamlingen i Venstre i Ikast mandag den 22. januar 2007:

Helge Sander sagde blandt andet: 

– Med de historisk store investeringer i forskning og uddannelse, som regeringen har aftalt med et bredt udsnit af Folketingets partier, er der skabt et rigtigt godt udgangspunkt for at knytte Danmark endnu tættere til verdens videncentre. 

– Over 98 procent af den viden, vi bruger i Danmark, frembringes udenfor landets grænser. Derfor skal danske virksomheder, forskere og studerende være tilstede i de områder af verden, hvor helt ny viden bliver skabt.

– Derfor vil jeg for det første arbejde for endnu flere viden-ambassader i udlandet. Vi har allerede åbnet de første kontorer i Silicon Valley i USA og i Bruxelles i Belgien. Et kontor i Shanghai i Kina åbnes senere på året og andre er på vej. For det andet vil jeg presse på for flere samarbejdsaftaler på forsknings- og teknologiområdet. Jeg har netop underskrevet en politisk aftale med min kollega i Israel, og ser frem til lignende aftaler med bl.a. USA og Japan. For det tredje vil jeg sætte mig i spidsen for delegationsrejser med virksomheder og forskere, der vil knytte bånd til kolleger i udlandet.

Del