Sander: Vi skal sælge videnbaserede løsninger om verdens energiproblemer
Vi vil fordoble den offentligt finansierede energiforskning og -udvikling, så den når op på én milliard kroner om året i 2010. Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte i forbindelse et virksomhedsbesøg på Siemens Windpower 28. marts 2007.
– Vi vil fordoble den offentligt finansierede energiforskning og -udvikling, så den når op på én milliard kroner om året i 2010.
Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte i forbindelse et virksomhedsbesøg på Siemens Windpower onsdag den 28. marts 2007.
I sin tale sagde ministeren blandt andet:
– Med regeringens energiudspil vil vi øge forskning og teknologiudvikling på energiområdet markant. Vi vil faktisk fordoble den offentlige finansiering, så den når op på én milliard kroner om året i 2010
– I Danmark har vi et godt teknologisk og energipolitisk udgangspunkt for at tage udfordringerne på energiområdet op. Vi er globalt førende inden for energiteknologier som vind, biomasse og brændselsceller.
– Danmarks eksport af energi- og miljøteknologi har de seneste ti år været stærkt voksende.
– Jeg håber på en fremtid, hvor Danmark er førende eksportør af vedvarende energi. Med det danske værtskab for FN's klimatopmøde i 2009 får vi lov til at vise hele verden, hvad vi virkelig kan.
– Det er en kæmpe chance for at markedsføre dansk energiteknologi og -forskning. Og en unik mulighed for danske virksomheder for at sætte yderligere fokus på vores styrkepositioner, for eksempel inden for vindmølleindustrien.
– Vi skal vise, at vi er et førende vidensamfund. Et samfund, der leverer videnbaserede løsninger på verdens problemer.
– Derfor mener jeg, der er tre ting, vi skal fokusere på:
- Vi skal styrke indsatsen inden for demonstration af nye teknologier.
- Vi skal bringe allerede kendte, men ikke færdigudviklede teknologier, helt frem til markedet.
- Vi skal satse mere på strategisk forskning inden for energiteknologi.
– Det er gennem forskningen, at vi sikrer, at der på langt sigt vil være ny teknologi og nye løsninger på området.




