Videre til indhold. | Videre til menunavigation

07.02.2007

Sander tror på billigere mobilpriser i efterårsferien

Der er gode chancer for, at forbrugerne allerede i efterårsferien kan få lavere priser på opkald til og fra udlandsferien i det øvrige Europa, siger videnskabsminister Helge Sander.

– Der er gode chancer for, at forbrugerne allerede i efterårsferien kan få lavere priser på opkald til og fra udlandsferien i det øvrige Europa, siger videnskabsminister Helge Sander.

Kompromisforslaget fra det tyske EU-formandskab vedrørende takster for international roaming blev godt modtaget under dagens samråd i Folketingets Europaudvalg. Der er uformelt rådsmøde 15. marts med plan om efterfølgende forhandlinger med Europaparlamentet og forventet endelig godkendelse på rådsmøde i begyndelsen af juni.

– Hvis denne tidsplan holder, kan de lavere mobiltakster for udlandsopkald allerede være gældende i efterårsferien, siger Helge Sander.

Danmark har gennem hele forløbet støttet Kommissionens hensigt om, at det skal blive markant billigere for forbrugerne at anvende deres mobiltelefon i udlandet. Det har dog været regeringens ønske, at en eventuel regulering af detailpriserne først skulle træde i kraft, hvis det viste sig nødvendigt.

Formålet har været at undgå en regulering, der fastfryser markedet. Det ville være sket med Kommissionens oprindelige forslag. Endvidere har det været regeringens prioritet at sænke priserne på engrosniveau mere, end Kommissionen har lagt op til, idet det er en væsentlig forudsætning for, at man overhovedet kan få lavere priser til forbrugerne.

Med det tyske formandskabs kompromisforslag er der både opnået en strammere regulering af engrospriserne og en regulering på detailniveau, der på en god måde kombinerer på den ene side hensynet til innovation og konkurrence og på den anden side hensynet til at sikre markant lavere priser for forbrugerne.

– Vi var ikke nået hertil uden bl.a. det danske pres for at tage disse hensyn. Så havde vi stadig siddet med et forslag fra Kommissionen, der ikke i tilstrækkelig grad løste problemet på engrosniveau – og et forslag der samtidig ville føre til en fastfrysning af markedet. Det havde ikke været i forbrugernes interesse, siger videnskabsministeren.

– Så alt i alt er jeg meget tilfreds med udviklingen og det forslag til kompromis, der foreligger nu. I de videre drøftelser vil vi fortsat fra dansk side lægge pres på for at få engrospriserne reduceret og derved også få endnu lavere forbrugerpriser.

Del