Videre til indhold. | Videre til menunavigation

18.06.2007

Sander: Rollemodeller kan rykke ved den negative sociale arv

Det er de lyseste hoveder, vi skal leve af i fremtiden, var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte til modtagerne af Tuborgfondets Erhvervsøkonomiske Pris 18. juni 2007.

– Det er de lyseste hoveder, vi skal leve af i fremtiden. Samtidig kan I være rollemodeller, og give andre unge lyst til at gå forskervejen.

Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte til modtagerne af Tuborgfondets Erhvervsøkonomiske Pris mandag den 18. juni 2007 i København.

I sin tale til prismodtagerne sagde ministeren blandt andet:

– I har bevist, at I ved at gøre en særlig indsats har bevæget jer op i den absolutte elite inden for jeres fag.

– Samtidig kan I være rollemodeller, og give andre unge lyst til at gå forskervejen. Her håber jeg især, I også kan være inspiration for de unge kandidater, der kommer fra ikke-akademiske hjem.

– For vi ved, at når det gælder rekruttering til forskerkarrieren, så halter det med at bryde den negative sociale arv.

– Derfor vil regeringen også fremover sætte fokus på eliten. Det sker blandt andet ved den årlige EliteForsk-konference i januar. Her uddeler vi en række priser til danske eliteforskere på forskellige trin i deres forskerkarriere.

– Vi har også indgået en globaliseringsaftale med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

– Udover en markant styrkelse af forskningen er vi blevet enige om at oprette særlige eliteuddannelser.

– Vi vil give særligt udvalgte universitetsmiljøer mulighed for at udvikle nye internationale toårige eliteuddannelser. Målet er blandt andet, at uddannelserne skal få flere til at gå samme vej som jer og stræbe efter samme faglige dygtighed.

Del