Videre til indhold. | Videre til menunavigation

12.01.2007

Sander indgår dansk-israelsk forskningsaftale

De danske forskningsmiljøer på universiteter og virksomheder får nu bedre muligheder for samarbejde med israelske kollegaer, efter at videnskabsminister Helge Sander har indgået en politisk aftale med sin israelske kollega.

De danske forskningsmiljøer på universiteter og virksomheder får nu bedre muligheder for samarbejde med israelske kollegaer, efter at videnskabsminister Helge Sander har indgået en politisk aftale med sin israelske kollega. Dermed er rammerne lagt, og inden for det næste halve år underskrives en mere detaljeret aftale, som skal styrke samarbejdet mellem danske og israelske forskere og højteknologiske virksomheder.

Videnskabsministeren har stået i spidsen for en dansk delegation bestående af virksomhedsledere, videnskabsfolk, venture kapital og forskere, der 8.-10. januar besøgte Israel.

– Vi tog netop herned for at styrke samarbejdet mellem Israel og Danmark, og det mål har vi nået. Jeg havde blandt andet en lang, konstruktiv samtale med min israelske kollega Eliyahu Yishai,  siger Helge Sander.

Carsten Damsgaard og Helge Sander Danmarks ambassadør i Israel, Carsten Damsgaard, og videnskabsminister Helge Sander. Foto: Indius Pedersen.

Siden statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2005 under et besøg i Israel drøftede mulighederne for et styrket samarbejde om forskning og teknologi, har der været løbende forhandlinger. Israelerne har under forhandlingerne blandt andet fremhævet deres særlige styrkepositioner inden for life sciences og it. Det er områder, hvor også danskerne står stærkt.

– Udgangspunktet for denne rejse er at få skubbet et arbejde i gang med israelerne. Det sker ved at lave en samarbejdsaftale, som vi nu har fundet rammerne for. Der er rigtig gode synergimuligheder mellem Israel og Danmark. Dertil kommer, at vi har stigende handel med Israel. Nu er aftalen i hus og det er planlagt, at der skal etableres en fælles dansk-israelsk styregruppe, der skal følge op på aftalen. Der skal laves en kortlægning af de samarbejdsmuligheder, der kan være relevante at arbejde videre med, siger Helge Sander.

– Jeg håber, vi kan lave en meget bred løsning med israelerne inden for de rammer, vi nu har aftalt. De israelske forskere er meget virksomhedsorienterede, og det kan vi lære meget af.

Del