Videre til indhold. | Videre til menunavigation

28.08.2007

Dansk-svensk polarekspedition på vej retur om Nordøstgrønland

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition har under vanskelige isforhold arbejdet sig gennem dele af de planlagte kortlægningsområder nord for Grønland og vender nu retur med sejlrute om Nordøstgrønland.

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition har under vanskelige isforhold arbejdet sig gennem dele af de planlagte kortlægningsområder nord for Grønland og vender nu retur med sejlrute om Nordøstgrønland.

Med assistance fra den russiske atom-isbryder "50 let Pobedy" har ekspeditionsdeltagerne på den svenske isbryder Oden banet sig vej gennem ekstreme isforhold i Polarhavet, som dog også har betydet tab af dele af det seismiske målingsudstyr undervejs og nødvendiggjort en forkortelse af den på forhånd planlagte sejlrute.

En forlængelse af assistancen fra den russiske isbryder har af tekniske grunde ikke været mulig, idet den russiske isbryder har konstateret problemer med skruen i de vanskeligt fremkommelige farvande med særdeles kompakte, sammenpressede ismasser.

Den dansk-svenske polarforskningsekspedition fortsætter efter ankomst til mere fremkommelige farvande for egen fremdrift på den svenske isbryder Oden. Ekspeditionens dataindsamling fortsætter, og togtet ventes fortsat afsluttet medio september.

Ekspeditionen er et led i kontinentalsokkelprojektet, som regeringen gennemfører i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre og Færøernes Hjemmestyre for at dokumentere Rigsfællesskabets mulige krav på udvidet kontinentalsokkel i henhold til FN's havretskonvention. Ekspeditionen skal sikre relevante data fra det arktiske ocean, som kan belyse havbundsforholdene i overensstemmelse med FN's havretskonvention.

For feltrapporter og yderligere information om den dansk-svenske ekspedition, se www.a76.dk.

Del