Galathea 3 er halvvejs og besætningen skifter
Galathea 3 ekspeditionen havde store vagtskiftedag den 12. december 2006 i Sydney. Søværnets besætning, der i alt tæller 50 sømænd, blev skiftet ud efter fire måneder.
Galathea 3 ekspeditionen havde store vagtskiftedag den 12. december 2006 i Sydney. Søværnets besætning, der i alt tæller 50 sømænd, blev skiftet ud efter fire måneder. Den nye besætning følger ekspeditionen, indtil skibet vender tilbage til København i slutningen af april 2007.
Vagtskiftet betød også overdragelse af det ledelsesmæssige ansvar, idet kommandør Carsten Schmidt overdrog kommandoen til den nye chef, kommandør Lars H. Hansen. For Carsten Schmidt var det et farvel på flere måder, idet kommandøren, der tidligere på ruten fyldte 60 år, går på pension, når han kommer tilbage til Danmark.
Med stoppet i Sydney er Galathea 3 ekspeditionen halvvejs på sin tur rundt om jorden. Galathea 3 har indtil videre bragt forskerne, der arbejder ombord, forbi Færøerne og Grønland, igennem Atlanterhavet forbi Azorerne, syd om Afrika, tværs over det Indiske Ocean og til Australien. Ekspeditionen har sejlet 27.300 sømil – ca. 50.000 km.
Siden afrejsen fra Amaliehaven i København den 11. august 2006 har forskerne ombord gennemført en lang række undersøgelser. De har beskæftiget sig med havenes kulstofkredsløb, med bakterier, med geologiske undersøgelser af havbunden, med ingefær på tropiske øer og en lang række andre projekter.
Foruden søværnets besætning blev 35 personer fra den videnskabelige besætning skiftet ud i Sydney. Efter Sydney går turen via Salomonøerne til Christchurch på New Zealand, videre til Valparaiso i Chile, Galapagos, Virgin Islands og Boston, inden kursen sættes mod København.




