Videre til indhold. | Videre til menunavigation

10.06.2011

Vejen mod 2020 er digital

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved DI ITEKs årsmøde i København 9. juni 2011.

Det talte ord gælder.

Der har i lang tid været gisninger om, hvornår statsministeren vil udskrive valg til Folketinget. Siden januar har der ikke været mange dage, hvor det forestående valg ikke har været omtalt i medierne.

Men kommentatorerne har mildest talt haft svært ved at ramme rigtigt i forhold til valgtidspunktet. Og her taler vi altså om at ramme rigtigt inden for en periode på under et år.

Fremhævet citat:  Data definerer den digitale tidsalder. For data er en lige så vigtig råvare for den videnbaserede økonomi, som kul og jernmalm var i den industrielle tidsalder

Nu beder I mig så om kigge betydeligt længere ud i fremtiden end det kommende valg. Ja, faktisk vil I gerne have, at jeg kigger helt frem til 2020.

Det gør vi gerne i regeringen. De mange aftaler, regeringen har indgået over den seneste måned, har jo netop til hensigt at sikre Danmark til 2020.

Men når det kommer til teknologiske forudsigelser, risikerer man at ende i samme teknologipessimistiske kategori som New York Times, der i 1936 skråsikkert slog fast, at en raket aldrig ville kunne forlade Jordens atmosfære. Eller som den lige vel teknologioptimistiske støvsugerfabrikant, der i 1955 mente, at atomdrevne støvsugere ville være på markedet inden for 10 år.

For ville man for ni år siden have forudset, at Facebook, Twitter og andre sociale medier ville få så stor udbredelse, at de ligefrem har spillet en vigtig rolle i revolutionerne i Mellemøsten? Ville man have forudset den store rolle, som smartphones og tablets spiller i vore liv? Og ville man have forudset de eksplosive stigninger i mængden af datatrafik?

Nogle få, men meget dygtige eksperter har nok ramt inden for skiven med deres forudsigelser. Men jeg vil tro, at mange flere har ramt et godt stykke ved siden af.

Med det forbehold vil jeg pege på, at følgende fire trends nok bliver vigtige for danske teknologivirksomheder i 2020:

  • Stadig stærkere globalisering
  • Kraftig vækst i velfærdsteknologi
  • Fokus på grøn teknologi
  • Fortsat eksplosion i datatrafik

Globalisering og IKT

Globaliseringen først!

De store fremadstormende økonomier som Kina, Indien og Brasilien vil kun få stadigt større indflydelse på verdensøkonomien i 2020. Og andre økonomier vil også være hastigt på vej frem. Det vil derfor være en overlevelsesbetingelse for en lille økonomi som den danske, at vi hele tiden kæmper for at bevare vores konkurrenceevne.

Det kræver, at vi lærer af de nye markeder og tilpasser os til de globale udfordringer. Ellers ender vi som et frilandsmuseum, en anakronisme, en historisk kuriositet. Vi skal med andre ord hele tiden – hvert minut – være på stikkerne, hvis vi skal kunne håndtere globaliseringens udfordringer.

Man kan ikke sidde tilbagelænet på stolen og vente på, at udviklingen sker. Det gælder både fra politisk hold og i den enkelte virksomhed. Det er ikke mindst derfor, at regeringen nu udpeger fem nye eksportambassadører til vækstøkonomierne.

Men vores evne til at anvende IKT vil også spille en stor og vigtig rolle.  IKT er et af de allerstærkeste redskaber til at skabe effektivitetsforbedringer og produktivitetsstigninger overalt i samfundet. Det er afgørende, at vi rent faktisk også får realiseret potentialet – både i den private sektor og i det offentlige.

Det er en stor udfordring – også for videnskabsministeren, men bestemt også for alle jer, som er med her i salen. Vi skal gå fra tanken til handling.

Det er jeres virksomheder, der skal levere løsninger, som gør det muligt for Danmark at høste produktivitetsgevinsterne. Der er mulighed for at lave business.

Derfor skal vi konstant blive bedre til at få teknologien fra tegnebrættet og ud på i virkeligheden på vore arbejdspladser. Det er afgørende, at løsningerne rent faktisk giver de ønskede resultater.

Dér er et stort forretningspotentiale for ITEKs medlemmer. Og når I skaber gode løsninger til danske arbejdspladser, så er der helt sikkert også et betydeligt eksportpotentiale for jer.

Velfærdsteknologi

Den næste trend – øget velfærdsteknologi – drejer sig om udviklingen inden for sundheds- og socialområdet. Over de kommende år vil vi se en stor udvikling i anvendelsen af velfærdsteknologi. Det gælder både herhjemme og i udlandet.

Herhjemme får vi for alvor sat fokus på dette felt gennem den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som vi sidder og færdiggør.

Lad mig også nævne den sundhedsaftale, som rummer store perspektiver og som regeringen for nyligt indgik med Dansk Folkeparti og Pia Christmas Møller. Aftalen indebærer blandt andet en styrket satsning på 130 mio. kr. på telemedicin. Derfor skal der udarbejdes en samlet handlingsplan for udbredelse og anvendelse af telemedicinsløsninger.

Men det er også en del af aftalen at omlægge ABT-fonden.

Nu skal de mange udviklingsprojekter i kommuner og regioner ud i virksomhederne og omsættes til produkter. I den forbindelse er der ingen tvivl om, at skal vi være succesfulde, skal vi også kigge på vore incitamentstrukturer. Vi skal ikke belønne læger for at lave konsultationer ansigt til ansigt, når vi lige så godt kunne have online konsultationer.

For Danmark har virkelig en styrkeposition, når det drejer sig om at udvikle og implementere digitale velfærdsløsninger. Den styrkeposition, håber jeg, vil give os stor glæde og udbytte – frem mod 2020.

Grøn teknologi

Den tredje tendens, som vil præge forretningsmulighederne i de kommende år, er det grønne område. Clean tech, grøn it, smart grid, miljøteknologi, video-konferencer og hele energiområdet er i rivende udvikling.

Ligesom med velfærdsområdet, har Danmark en styrkeposition, når det drejer sig de grønne teknologier. Og der bliver behov for masser af IKT-baserede løsninger til at understøtte udviklingen.

Datarevolutionen

Den fjerde tendens, jeg vil nævne, er den såkaldte "datarevolution".

Ifølge Google bruger vi nu to dage på at producere lige så meget information – eller data – som al den information, menneskeheden har produceret siden tidernes morgen og frem til 2003. To dage!

Det er en virtuel eksplosion af data.

For mig er der ingen tvivl. Data definerer den digitale tidsalder. For data er en lige så vigtig råvare for den videnbaserede økonomi, som kul og jernmalm var i den industrielle tidsalder.

Jeg er overbevist om, at vi først lige er begyndt at lære, hvordan vi kan anvende data til nye forretningsmuligheder. Det er klart et område, hvor innovative danske virksomheder kan skabe store erhvervseventyr i de kommende år – hvis vi ellers forstår, kan og vil holde os til.

I den forbindelse vil jeg til inspiration nævne Videnskabsministeriets initiativ om at sætte offentlige data i spil. Initiativet drejer sig om at få flere af de mange data, som det offentlige ligger ind med, stillet til rådighed for virksomheder, som kan bruge den slags data i deres forretning. Det skal selvfølge ske i fuld overensstemmelse med reglerne om beskyttelse af sensitive personoplysninger.

Virksomheder, der vil have vækst, bør kigge grundigt på de muligheder, der er på dette område.

Værdien af de danske offentlige data vurderes til at være helt op mod 25 milliarder kroner.

Men eksplosionen af data kræver naturligvis også, at vi har en infrastruktur i topklasse. Derfor skal alle borgere og virksomheder som bekendt i 2020 have mulighed for at få en bredbåndsmålsætning på mindst 100 Mbit/s – uanset hvor i landet de bor.

Allerede nu er det sådan, at 25 procent af danskerne kan få en 100 megabit-forbindelse, hvis de ønsker det. Så jeg er ikke i tvivl om, at vi når de 100 procent med 100 Mbit/s i 2020.

Visionen for det digitale Danmark 2020

På baggrund af de fire tendenser: Globalisering, velfærdsteknologi, grøn teknologi og dataeksplosion, vil jeg lige sige tre ord om min digitale 2020-vision for det digitale Danmark med jer.

Det er et Danmark, hvor vi ikke taler om at indtænke teknologien i alle led i vores samfund. Vi gør det bare. Det er et Danmark, hvor virksomheder, borgere og myndigheder har adgang til og er med til at skabe den nyeste teknologi. Og det er et Danmark, hvor digitalisering er forudsætningen for vækst.

Med de visioner kan jeg kun konkludere, at Danmark i 2020 er et land, hvor ITEKs medlemsvirksomheder har store muligheder. Muligheder for at skabe bedre digitale løsninger for borgerne. Muligheder for skabe innovation. Muligheder for at skabe vækst og god business.

Afslutning

Så vejen mod 2020!

Fremtiden er lys – fremtiden er digital!

Del