Jorden er flad

Det talte ord gælder.

Verden er forandret

Jorden er flad. Det er en noget kontroversiel påstand. Det er dog heller ikke ment bogstaveligt. Det handler om, at spillereglerne i verdensøkonomien er ændret. Den hastige teknologiske udvikling har revolutioneret grundvilkårene i den globale konkurrence.

Liberalisering af vare- og kapitalbevægelser har skærpet den internationale kappestrid mellem virksomheder. Lufttransporten er blevet dereguleret, og søtransporten er blevet billigere og mere omfattende. Og stadig flere virksomheder opsplitter værdikæden på tværs af lande og regioner.

Globaliseringen har som en vejtrommel udjævnet en lang række barrierer for samarbejde og handel. Den globale konkurrencebane er ved at blive flad. Det er derfor, at nogle taler om, at verden er blevet flad.

Det sker for øjnene af os, men måske har vi alligevel ikke helt set eller indset de kolossale forandringer, der finder sted i disse år. Lad mig komme med nogle konkrete eksempler:

• Verdens rigeste mand er mexicaner.
• Den højeste bygning i verden ligger i Dubai.
• Verdens største fly bliver bygget i Rusland og Ukraine.
• Den største filmindustri er i Bollywood i Indien – og ikke i Hollywood.
• Verdens største spillemekka er ikke længere Las Vegas, men ligger i Macau i Kina.

Vesten er ikke længere universets centrum. Økonomisk, politisk og kulturelt oplever vi en ændring i det globale billede, som vi kender det. I de sidste par hundrede år har den største vækst primært fundet sted i Europa og i Nordamerika – med Japan og nogle mindre lande i Sydøstasien som undtagelser. Men i de kommende år vil vejene til økonomisk vækst løbe gennem Shanghai, Mumbai, Santiago og Sao Paulo.

Resten af verden er for alvor kommet op i gear, og flere lande har allerede overhalet os. Det mest dramatiske eksempel er Kina. Kina eksporterer mere på en enkelt dag, end landet eksporterede i hele 1978. I 1978 fremstillede Kina for eksempel 200 klimaanlæg om året. I dag producerer kineserne mere end 50 millioner klimaanlæg om året. Finanskvarteret i Shanghai, der lyser op som et kæmpe juletræ hver aften, er på kort tid blevet otte gange større end finanskvartet i London.

Ser man på befolkningssammensætningen, vil der også ske markante ændringer i fremtiden. Prognoser viser, at i 2025 vil mere end 60 procent af verdens befolkning bo i Asien. Under syv procent vil bo i Europa, og af dem vil en tredjedel være over 65 år.

Der er nogle, som mener, at den internationale finanskrise de seneste par år kun bliver en lille parentes i historiens bakspejl. De store ændringer er den globale omvæltning, der finder sted netop nu. Det handler ikke om den økonomiske nedgang i vesten de sidste par år, det handler mere om den optur og udvikling, en lang række ikke-vestlige verden oplever.

Danmark er udfordret

Det bringer mig tilbage til dansk politik. For Danmark og dansk økonomi er udfordret. Den globale konkurrence er skærpet. Konkurrencen fra nyindustrialiserede lande presser vores virksomheder og arbejdspladser. Og det aldrende samfund presser vores velfærd.

Det er naturligvis en udfordring, som regeringen ikke sidder overhørig. Regeringen er ambitiøs. Vi har et mål om, at Danmark skal være blandt de ti rigeste lande i verden i 2020. For høj velstand og vækst er forudsætningen for at skabe varig velfærd.

Vi skal kunne konkurrere på globale markeder ved at skabe nye, højproduktive arbejdspladser. Og vi skal sørge for, at flere danskere forlænger deres indsats på arbejdsmarkedet. For vi har brug for alle, der kan arbejde. Og nu bliver det for alvor aktuel dansk politik.

Flere skal arbejde i længere tid

I 2011 er der valg til Folketinget. Det bliver et vigtigt valg. Men politik må ikke kun handle om næste folketingsvalg. Politik skal også handle om næste generation.

Vi konservative taler om, at vi har en generationskontrakt. Det handler ganske enkelt om, at vi forpligter os til at videregive et samfund i en endnu bedre stand til vore børn og børnebørn, end det samfund vi selv har modtaget fra vore forfædre. Det kræver, at vi handler fornuftigt og tænker langt.

De sidste to år har regeringen gennemført en række initiativer for at komme helskindet gennem den verdensomspændende økonomiske krise. Det har ikke altid været let. Men det har været nødvendigt.

Regeringen har handlet ansvarligt, og Danmark har klaret sig gennem den økonomiske krise bedre end de fleste andre lande. Vi oplever nu igen fremgang for danske virksomheder. Vi har færre arbejdsløse end i andre lande. Og vi har færre ungdomsarbejdsløse. Optimismen er ved at vende tilbage. Det er positivt.

Men der venter os nye udfordringer. For ligesom en række andre lande bliver Danmark udfordret af demografien. Vi bliver færre unge og flere ældre. Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, står der kun fire klar til at tage over.

Det regnestykke hænger ikke sammen. Danmark kommer til at mangle arbejdskraft. Der skal være flere til at skabe vækst i vores virksomheder og flere til at tjene pengene.

Vi skal bevare vores velfærdssamfund, men det kræver, at vi prioriterer vores udgifter med stor omhu. Kun på den måde kan vi skabe et solidt grundlag for at udvikle vores samfund.

Efterlønsordningen rammer lige ned i to store udfordringer: For det første er statskassen ikke bundløs, vi skal bruge vores fælles kasse med omtanke. For det andet skal vi være flere om at arbejde i flere år. Efterlønnen koster 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller til mere end tre nye supersygehuse. Om året!

For det andet indebærer efterlønnen, at folk holder op med at arbejde, selvom de godt kunne blive ved nogle flere år. Og selvom vi har god brug for deres indsats. Det er derfor, at regeringen foreslår, at vi gradvist afskaffer efterlønnen.

Regeringen vil komme med et forslag til en tilbagetrækningsreform her på mandag. Som bekendt har det skabt en del politisk debat siden meldingen i statsministerens nytårstale. Det er helt sikkert en debat, der kommer til at præge valgåret. Jeg tror roligt, at jeg kan sige, at vi konservative er ekstra begejstrede for forslaget. Det har længe stået øverst på vores ønskeliste.

Uddannelser der matcher samfundets behov

Jeg vil gerne vende blikket mod mit eget område: Videnskabsministeriet. Men dagsordenen er den samme. Det handler om, hvordan vi får tingene til at hænge sammen. Det handler om, hvordan vi udvikler det danske samfund. Det handler om vækst.

Det er snart et år siden, at jeg blev udnævnt til videnskabsminister. Hvis jeg skulle bruge den titel, som bedst dækker det, jeg arbejder med – så ville jeg kalde mig "minister for vækst". For vi skaber vækst ved at blive dygtigere. Viden er fundamentet for vækst. Og det er hele omdrejningspunktet for ministeriets virke.

Vi har brug for forskning og nye ideer. Og vi har brug for, at den nye viden bliver omsat til nye produkter og ydelser ude i virksomhederne. Vi har også brug for dygtige kandidater, der matcher samfundets og virksomhedernes behov. For det er de menneskelige ressourcer, vi skal leve af i Danmark. Derfor ser jeg Videnskabsministeriet som et vækstministerium.

Det er helt centralt, at universiteterne uddanner unge til beskæftigelse. Når man tager en femårig uddannelse, skal man kunne anvende den bagefter. Det er vigtigt og værdigt både for den enkelte kandidat og for samfundet, som betaler uddannelsen.

Det er de gode hoveder, Danmark skal leve af. Intet mindre. Så der står meget på spil. Derfor skal vi uddanne kandidater, der kan fremme nytænkning og fornyelse i virksomhederne. Vi ved fra undersøgelser, at flere højtuddannede medarbejdere medfører øget produktivitet i virksomhederne.

Uddannelserne skal tilrettelægges således, at kandidaterne kan gå direkte ud i beskæftigelse. Vi skal øge de studerendes erhvervsparathed. Det kan blandt andet ske ved deltagelse i virksomhedsprojekter og praktikforløb. Et tæt samarbejde med erhvervslivet er en vigtig kilde til at udvikle de generelle kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Netop nu arbejder regeringen med et udspil, der skal øge uddannelsernes match med samfundets og virksomhedernes behov.

Vi kan, og vi skal ikke bestemme, hvad de unge skal studere. Og vi kan ikke sidde på Christiansborg og beslutte, hvilke uddannelser der skal udbydes, og hvilke der ikke skal. En sådan centralisering er ikke vejen frem. Men vi skal sørge for, at der er tæt samspil mellem universiteterne og erhvervslivet, så uddannelserne løbende tilpasses de behov, der er i samfundet.

I dag er der områder, hvor der ikke er nok ansøgere på trods af, at samfundet har brug for kandidaterne. Det gælder for eksempel økonomi samt en række ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser. Det er altså ikke ligegyldigt, hvilke kandidater vi uddanner. Vi skal optage flere studerende på uddannelser, der fører til vækst og beskæftigelse.

Der er brug for, at vi tager grundlæggende fat på spørgsmålet om, hvordan vi skaber mere hensigtsmæssige søgemønstre – mens vi holder fast i ansøgernes frie valg. De studerendes frie valg skal der ikke rokkes ved. Men deres valg skal ske på et oplyst grundlag.

Det betyder blandt andet, at de unge, når de vælger uddannelse, bør have kendskab til jobmuligheder og lønforhold for uddannelserne. Her er det vigtigt, at virksomhederne bliver inviteret med, så de studerende, allerede inden de vælger en uddannelse, har en klar fornemmelse af, hvad det er, de kan bruge uddannelsen til.

Globale kompetencer og fremmedsprog.

Der er behov for flere kandidater på de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige områder. Når det er sagt, så skal vi ikke glemme værdien af de humanistiske uddannelser. Kulturforståelse er ikke nogen modsætning til profit og konkurrenceevne. Hvis vi skal begå os i den globale økonomi, er vi nødt til at skærpe vores forståelse for de kulturer, vi vil samarbejde med.

Det er bare anderledes at samarbejde med en virksomhed i Shanghai – end en virksomhed i Slagelse. De danske virksomheder har brug for flere kandidater med global forståelse og sproglige og interkulturelle kompetencer.

Derfor er jeg fortaler for, at studie- og praktikophold i udlandet skal være en naturlig del af flere uddannelser. Vi skal have flere samarbejdsaftaler mellem danske universiteter og de udenlandske. Både med Firenze og Philadelphia, men også Flensborg. For vi må nemlig heller ikke overse mulighederne, som ligger lige uden foran vores egen hoveddør.

Syddansk Universitet har allerede et tæt og grænseoverskridende samarbejde med Flensborg Universitet, Fachhochschule Flensborg og universitetet i Kiel. Dette nuværende samarbejde ser jeg gerne styrket yderligere – også i en tid med økonomiske udfordringer.

Det er dog for sent først at fokusere på kulturelle og sproglige kompetencer i universitetet – det skal starte meget tidligere. Derfor har jeg, sammen med undervisningsministeren, taget initiativ til at udarbejde en national sprogpolitik for fremmedsprog.

Sprogfagene har de samme udfordringer som naturfagene havde – at der ikke er en rød tråd gennem hele uddannelsessystemet. Det skal vi ændre på. Det skal være en del af uddannelserne, der matcher samfundets behov.

Gode sprogkundskaber er afgørende for, at vi kan begå os i en forandret og globaliseret verden. Det betyder også, at vi skal se på, hvordan vi kan styrke tyskundervisningen.

Men det handler ikke kun om sprogforståelse, det handler også om kulturforståelse. Tyskland er vores største handelspartner, og vi nærer tætte kulturelle og historiske bånd. Og det tyske mindretal spiller en afgørende rolle som brobygger.

Forholdet mellem Tyskland og Danmark

Jeg startede denne nytårstale i den globale verden. Jeg vil gerne lande i den lokale. Tidligere nævnte jeg det tætte forhold mellem Danmark og Tyskland. Det har været et turbulent forhold. Og det har man især mærket her i grænselandet.

De senere år er der dog sket en kulturel tilnærmelse mellem de to lande. Tysk er på mange måder blevet sejt. Tysk øl, tyske film og tysk fodbold er blevet populært. Pludselig ser du danske drenge og piger med fodboldtrøjer, hvor der står Schweinsteiger. Vi er begyndt at holde med Tyskland, når de spiller fodbold. Sådan var det ikke tidligere.

Den tyske ambassadør beskrev udviklingen på en meget rammende måde, da han besøgte Sønderjylland i forbindelse med den Tyske Dag den 6. november 2010: "Vom Gegeneinander über das Miteinander zum Füreinander."

Mit einander und für einander – Sønderborgs kandidatur til at blive Europæisk kulturhovedstad i 2017 er et eksempel på dette grænseoverskridende samarbejde. Jeg ser det som en enestående mulighed for hele regionen, både for Sønderjylland og Slesvig. Det kan for alvor kickstarte væksten og tiltrække international opmærksomhed. Derfor vil jeg gøre alt for at støtte Sønderborgs kandidatur.

Mit einander und für einander – jeg vil gerne tilføje et "von einander". Vi kan nemlig med fordel også "lære af hinanden". Sønderjylland er Danmarks landfaste forbindelse til resten af Europa og den måde, denne rolle forvaltes på, kan vi alle lære noget af. De unge her får en helt særlig forståelse for sprog og kultur, og det vil ruste dem i helt særlig grad til fremtidens udfordringer.

Derfor bifalder jeg også fuldt ud, at de tyske mindretalsskoler her i efteråret er blevet økonomisk ligestillet med de danske folkeskoler. Vi skal værne om disse helt særlige institutioner. Mindretalsskolerne er et eksempel på, hvordan vi kan klæde de unge mennesker på til en forandret verden. Mindretallet går her forrest og viser vejen for flertallet på uddannelsesområdet.

Jorden er stadig rund

Jorden er ikke flad som en pandekage. Den er stadig rund. Men den er forandret. Historisk set har Sønderjylland og især mindretallet før imødegået forandringer på fornem vis, og jeg er sikker på, at de også denne gang vil gøre dette.

Og den måde de vil gøre det på, nemlig gennem åbenhed, internationalitet og kultur- og sprogforståelse, er en tilgang, som resten af landet kan lære meget af.

Tak for ordet og godt nytår!