Eliteforskere er gjort af særligt stof

Det talte ord gælder.

Deres Kongelige Højhed. Kære prismodtagere. Mine damer og herrer. Det er mig en stor glæde at byde alle velkommen til årets EliteForsk-konference.

Jeg vil gerne give en særlig velkomst til Deres Kongelige Højhed Kronprins Frederik. Og samtidig ønske tillykke med Deres nye status som far til fire.

Velkommen til nobelpristager Dale T. Mortensen fra Northwestern University og Aarhus Universitet. Vi er stolte over og glade for, at De har sagt ja til at være dagens festtaler.

Også velkommen til dagens anden taler – ph.d. Birgitte Lindegaard fra Rigshospitalet. Og sidst, men ikke mindst, velkommen til alle prismodtagerne.

Eliteforskere er gjort af et særligt stof

Kære prismodtagere. Tillykke med den hæder, I modtager i dag. Den er velfortjent.

Jeg vil gerne starte med at oplæse en jobannonce. Det er nu ikke en ledig stilling. Fristen er for længst overskredet – faktisk med næsten 100 år. Men alligevel er den stadig aktuel:

"Mænd søges til farefuld færd. Lav løn, bitter kulde, lange måneder med fuldstændig mørke. Konstant fare. Sikker tilbagevenden tvivlsom. Ære og anerkendelse i tilfælde af succes."

Sådan lød stillingsopslaget, da polarfareren og eventyreren Ernst Shackleton i 1914 søgte deltagere til sin ekspedition. Målet var at krydse Antarktis til fods som de første nogensinde.

Det blev en ubegribelig hård tur, og ekspeditionen nåede aldrig sit mål. Den historie vender jeg tilbage til. Men hvad har eventyreren Shackleton med eliteforskere at gøre? Ikke så lidt endda.

For det første besidder både eventyreren og forskeren – i store mængder – en af de fineste menneskelige egenskaber; nysgerrighed. Ambitionen om at nå nye mål og få større indsigt. Ønsket om at flytte grænserne for vores erkendelse.

For det andet ved både eventyreren og forskeren, at hvis man skal nå nye mål, så må man gå nye veje. De ved begge, at man ikke kommer nye og ukendte steder hen, hvis man kun træder i andres fodspor.

For det tredje har de usikkerheden tilfælles. Shackleton var klar over, at det ikke var sikkert, at han ville nå sit mål. Og på samme måde ved forskeren, at det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi ikke ved noget med sikkerhed – endnu. Det er netop grundlæggende for forskning; vi kender ikke resultatet på forhånd.

Danmark har brug for eliteforskere

Men vi ved, at Danmark har brug for forskning af den højeste karat. Vi har brug for de allerdygtigste forskere. Det er eliten, der skal sikre, at dansk forskning når nye højder og bliver drivkraften bag morgendagens innovation.

Kære prismodtagere, I er en del af denne elite. Men inden man er en del af eliten – så er man et talent. Her er der et par centrale spørgsmål – som jeg gerne vil stille:

Hvordan bliver vi dygtigere til at spotte talenterne? Og når vi har fundet talenterne, hvordan befordrer vi så, at talentet udvikles og potentialet udfoldes?

Måske kunne man starte med at spørge alle jer prismodtagere her i dag: Hvorfor er det netop jer, der er nået så langt?Hvorfor er det ikke den person, der sad ved siden af jer i skolen, i gymnasiet eller på universitetet?

Hvor har I fået motivationen fra? Hvem eller hvad har pirret jeres nysgerrighed? Hvor har I fået det ekstra skub?

Der er en lang række muligheder for talentfulde forskere. Det vidner dagen i dag om. Men der er ikke samme opmærksomhed på – og muligheder for – de talentfulde studerende.

Jeg vil gerne sætte mere fokus på talentpleje. Vi skal blive bedre til at tilgodese de bedste af de bedste studerende på universiteterne. Og jeg nægter at tro, at vi ikke kan holde fast i bredden, samtidig med at vi styrker eliten.

Tværtimod, så kan eliten skabe opmærksomhed og begejstring om forskning. De kan være rollemodeller. For mig handler det om at respektere det enkelte individ i stedet for at holde dem nede.

Derfor vil jeg foreslå, at

• De dygtigste skal have lov til at tage flere fag i løbet af deres uddannelse.
• De dygtigste skal kunne modtage legater uden at blive trukket tilsvarende i SU'en.&
• De dygtigste skal kunne smykke deres eksamensbevis med den akademiske titel cum laude.

Det handler ikke kun om kolde kontanter. Langt fra. Det handler mindst lige så meget om anerkendelse af de dygtigste. Og det er måske ikke dér, vi har de bedste traditioner i Danmark. Men det vil jeg gerne være med til at ændre. Jeg tror, at anerkendelse er en afgørende drivkraft.

Ære og anerkendelse

Det er også udsigten til anerkendelse og en utrættelig nysgerrighed, der gør, at nogle mennesker finder på at krydse Antarktis til fods. Og lad mig vende tilbage til vores eventyrer. Som nævnt lykkedes det ikke Ernst Shackleton at krydse Antarktis.

Faktisk nåede ekspeditionen aldrig at sætte fødderne på det arktiske fastland. Ekspeditionsskibet blev skruet ned i isen. Og ekspeditionsholdet måtte i hård kulde overvintre på et øde klippeskær. Herfra drog Shackleton og en håndfuld af hans mænd ud efter hjælp.

På mirakuløs vis lykkedes det holdet efter tre uger i en lille redningsbåd at finde hjælp hos en lokal hvalfangerkoloni. Og på ligeså mirakuløs vis lykkedes det Shackleton efterfølgende at få reddet alle de mænd, som de havde efterladt på klippeskæret.Det kan man – for nu at anvende en ny royal vending – kalde et mirakel gange to.

Kære prismodtagere, jeg er glad for, at vi i dag hædrer og belønner jer for jeres indsats. I er nutidens meget nødvendige eventyrere. I har måske ikke kæmpet jer gennem pakis, isende kulde og arktisk mørke. Men I har vist samme nysgerrighed og vedholdenhed, som Shackletons ekspeditionshold.

I har til fulde demonstreret en vilje til viden, en stræben efter at blive klogere og en lyst til at undersøge det ukendte. Det er al ære og anerkendelse værd.

I er rollemodeller. Og det er vigtigt, at I skaber opmærksomhed omkring forskning. At I formidler, at I inspirerer og lader jeres nysgerrighed smitte af på yngre generationer.

Jeg vil gerne slutte med at ønske held og lykke med jeres fremtidige karriere som forskere.

• Danmark har brug for talentfulde forskere