Danmark skal vinde den internationale e-handelspris
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved overrækkelsen af E-handelsprisen 2011 i København 12. maj 2011.
Det talte ord gælder.
Internetøkonomiens betydning
Da de første supermarkeder åbnede i Danmark i 1950'erne, blev ideen mødt med stor skepsis. Hvem ville dog finde sig i selv at skulle gå rundt med sin indkøbskurv og tage varer ned af hylderne? Det havde man jo normalt folk til. Alligevel blev supermarkederne hurtigt en succés, der udkonkurrerede de traditionelle købmænd. For i supermarkederne var priserne lavere, udbuddet var større, og folk ville hellere end gerne betjene sig selv.
I e-handelens barndom gentog historien sig. For hvem kunne dog finde på noget så upersonligt, som at købe ting over nettet? Og selvfølgelig overvandt e-handelen sine skeptikere. For også her var der lavere priser, større udbud og mulighed for at købe varer og tjenester, hvor og hvornår man ville.
Ja, internettet har virkelig forandret vores hverdag og hele vores økonomi.
For nylig udgav The Boston Consulting Group og Google rapporten"Danmark online", der netop handlede om, hvordan internettet forvandler den danske økonomi. Ifølge rapporten bidrager internettet med omkring 5,8 procent af det danske BNP – eller hvad der svarer til 96 milliarder kroner.
Det er enorme summer i en tid, hvor vi kæmper for at skabe ny vækst og sikre en langtidsholdbar økonomi. For at sætte det i perspektiv koster efterlønnen 16 milliarder kroner om året.
Så der er ingen tvivl: Internettet er på rekordtid blevet en grundpille i Danmarks økonomi.
Derfor har Danmark rigtig gode forudsætninger for at være en vindernation i den digitale tidsalder. Det skyldes blandt andet:
- at vi har en rigtig god digital infrastruktur
- at de digitale tilbud anvendes bredt i den offentlige sektor – blandt borgere og virksomheder og
- at danskerne er flittige e-forbrugere.
Det er blandt andet på den baggrund, at Danmark i rapporten fra Google kaldes det mest e-intense land i verden.
Det er jo en god nyhed, men jeg lader ikke champagnepropperne springe. For der er et stærkt forfølgerfelt, og konkurrencen blandt andet fra Asien bliver kun stærkere. Hvis vi skal forblive i front – og det skal vi – skal vi virkelig løbe stærkt og sikre rammerne for, at vi også om ti år er i den globale elite.
E-handel i forandring
Et af vores fokusområder er e-handel, der som én af ganske få erhvervssektorer bare vokser og vokser.
68 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år handlede på nettet i 2010. Og de handlede hver især for cirka 1000 kroner om måneden. Det gør, at Danmark næst efter Norge er det land, der handler mest på nettet.
Var der overhovedet nogen af jer, der er til stede her i salen, som i dag ville drømme om at købe en flybillet i et rejsebureau? Nej vel? Sådan én køber vi da på nettet.
Det samme med koncertbilletter. Ville I overhovedet ane, hvor I skulle gå hen for at købe en billet? Sådan har resten af danskerne det også.
De køber især klassiske varer som rejser, teaterbilletter, elektronik, tøj og bøger på nettet. Mens kun 10 procent af den samlede e-handel er køb af dagligvarer.
Som forbrugere er vi måske stadig for traditionsbundne og vil hellere gå i supermarkedet og handle i stedet for at bestille varerne online. Jeg er dog sikker på, at også dette område vil blive kraftig påvirket af e-handelens muligheder.
De varer, der kan sælges online, vil blive solgt online.
Bredbånds betydning for e-handel
En af de trends, som jeg har bidt mærke i, er, at e-handelstjenesterne bliver stadig mere avancerede.
Tidligere lagde butikkerne blot deres varekatalog på nettet. Færdigt arbejde. Nu kan man se en model i ens egen størrelse prøve det tøj, man gerne vil købe. Man kan designe og bestille et helt nyt køkken hjemme fra sofaen. Eller man kan komme på guidet videorundvisning i drømmeboligen.
Oplevelseselementet i e-handel bliver stadig større, og det kræver stadig større båndbredde. Derfor vil regeringen sikre, at Danmark får en infrastruktur i verdensklasse. Regeringens målsætning er enkel: mindst 100 MBit/s til alle senest i 2020.
Det er en målsætning, der sikrer, at hvad enten man køber eller sælger på nettet, så skal man ikke gå på kompromis med tjenester eller hastigheder. Og vigtigere endnu: Der kan e-handles over alt i landet. For det er jo en af de helt afgørende charmer ved e-handel. At man kan købe og sælge, selv om man bor langt fra den nærmeste gågade.
Tryghed, sikkerhed og e-handel
Så den digitale infrastruktur skal være på plads.
Men det nytter alt sammen intet, hvis ikke danskerne føler sig trygge, når de handler på nettet. Vi skal have tillid til, at netbutikkerne leverer varen. Både i bogstavelig og overført betydning. Derfor skal vi fremme sikkerhed og hensynet til beskyttelse af privatlivet.
Udrulningen af NemID er et eksempel på, at sikkerheden bliver stadig vigtigere. Med NemID har danskerne fået en fælles sikker signatur, der virker både til banker, det offentlige og flere e-handelssteder.
Men når det drejer sig om at fremme e-handel, så er vi også nødt til at se ud over Danmarks grænser. Det er helt afgørende, at vi hurtigt får etableret et velfungerende digitalt indre marked på europæisk plan.
Dette arbejde vil derfor også komme i fokus under det danske EU-formandskab til næste år. Danske virksomheder skal let kunne sælge online til forbrugere overalt i Europa. Og danske forbrugere skal trygt kunne handle online – uanset hvor i Europa virksomheden holder til.
Virksomhederne skal gribe digitaliseringen
For jer, der sidder her i dag – cremen af de danske e-handelsvirksomheder – kan det måske virke paradoksalt, men mange danske virksomheder kan blive endnu bedre til at udnytte internettets muligheder.
Næsten 80 procent af virksomhederne (med mere end 10 ansatte) har adgang til bredbånd. Det lyder højt, men alligevel ligger vi i den nedre ende på en 20. plads af 28 OECD-lande. Det er et potentiale, som skal udnyttes bedre.
Virksomhederne har også en stor opgave foran sig, når de skal ruste sig til den digitale økonomi. Alene markedet for mobilapplikationer forventes at være på 30 milliarder dollars i 2015.
Danske virksomheder bør være i front for at tage så stor en bid af dén kage så muligt.
Afslutning
Jeg vil afslutte min tale med at dele min vision for e-handel med jer.
Min vision er, at Danmark vinder den internationale e-handelspris. Det er ikke en konkurrence, hvor man vinder en fin statuette, men hvor man vinder markedsandele, arbejdspladser og velstand.
Danmark skal vinde, fordi vi tilbyder den bedste, den bredeste, den tryggeste og den mest innovative e-handel.
Takket være jer – de nominerede her i dag – er jeg fuld af forhåbning om, at min vision bliver til virkelighed.





