Videnskabernes Selskab

Det talte ord gælder.

"Vi søger det frygtløst i dybet
og selv når vi ingenting ved
så svømmer vi udad og indad og ned
og håber vi når det, at tænde
før ilten er væk:
så farligt det er at erkende".

Citatet er fra Morten Kyndrup og Jens Johansens sang "Vi søger det frygtløst i dybet" fra Århus Universitets 75-års jubilæum. Jeg synes, det i ganske få og velvalgte ord udtrykker kernen i forskningen. I bidrager alle til at løse en overordentlig vigtig samfundsopgave.

Ofte har vi som politikere kun mulighed for at give den forenklede forklaring – nemlig at viden er forudsætningen for udvikling og vækst. Men det er jo på kanten af forskningsmæssig uredelighed, når en politiker udtrykker sig så forenklet.

Jeg skal jo ingenlunde komme og fortælle jer om formålet, men jeres virke. I stedet vil jeg gerne komme med en betydelig anerkendelse heraf. I – og jeres forsknings- og uddannelsesmæssige metier – er fundamentet for vort samfund. Jeg vil også gerne anerkende den forskningsmæssige kvalitet, I opnår. Det er imponerende. Men også nødvendigt.

Såvel den frie forskning som den mere strategiske er af betydning. Der er i mine øjne formål med alle typer forskning. Og her tænker jeg ikke kun på forskningens resultater, men også på forskning som en proces.

Ønsket om at udforske os selv og verden er en grundlæggende del af både menneskets natur og af vores fælles kultur. Vi ønsker at skabe mening for os selv, og forskning har de seneste 500 år været et af de redskaber, vi har benyttet til at opnå større indsigt. Mere mening.

Gennem forskning bliver vi klogere på os selv og på vores omverden. Og på den måde er forskning en kulturbærende aktivitet. Samtidig er forskningens væsen jo at stille spørgsmålstegn ved det, vi tror er sikkert. Forskning giver ny viden, og er samtidig et opgør med den eksisterende viden.

Det giver dynamik til vores samfund. Og forskning er derfor ikke kun kulturbærende, men bestemt også kulturudviklende. Her er vi tilbage ved den nye og derfor farlige erkendelse, som Morten Kyndrup er inde på i det vers, jeg indledte med. Et vers, som fokuserer på idéudviklingen og kreativiteten hos den enkelte forsker.

Men her skal vi vel ikke glemme, at de banebrydende forskningsresultater ikke kommer af ingenting. Idéer opstår ikke af ingenting. Louis Pasteur har sagt – og her citerer jeg fra Peder Olesen Larsen – at "Opdagelser kommer kun til dem, der er velforberedte".

Pointen handler selvfølgelig om den enkelte forsker, og om at det at forske også er hårdt arbejde. Men hvis vi løfter billedet op på et højere niveau, udtrykker det udmærket det, jeg ser som min opgave, når det handler om at udvikle Danmark som vidensamfund.

Det er min opgave, at sørge for, at vi er velforberedte. At vi er klar til at gribe idéerne og mulighederne, når de kommer. Og at vi er parate til at løse de udfordringer, vi står overfor.

Samfundet kunne profitere af en omfattende dialog om viden. En dialog, der rækker langt ud over videnskabernes selskab og universiteterne. En dialog om behovet for viden. Om vores måder, at dele viden på. Vores måder konstruktivt at udfordre hinanden på. Jeg vil meget gerne være med til at pirre til den nerve, der fremmer lysten til at tilegne sig viden. Gennem hele livet!

Ingen beslutningstagere og politikere betvivler behovet for viden. Så opgaven er ikke at "retfærdiggøre" investeringen i forskning og uddannelse. Selv om vi alle bør indse, at tidligere økonomiske vækstrater fra statskassen på grund af landets økonomiske situation ikke kan fastholdes.

Opgaven er at øge sulten, interessen efter viden. Fra alle. Vi skal have flere unge uddannet. Vi skal øge lysten til at blive klogere. Vores virksomheder kan i øget grad profitere af den viden, som universiteterne tilvejebringer.

Den opgave løses ikke udelukkende med formidling inden for det akademiske miljø – en formidling jeg i øvrigt ingenlunde vil underkende vigtigheden af – tværtimod skal forskerne hyldes for deres resultater.

Men vi har også en ny og anderledes formidlingsopgave foran os. Lidt populistisk sagt, skal vi have etableret en folkebevægelse for viden! Formålet er utvetydigt at højne befolkningens – herunder også erhvervslivets – indsigt i de muligheder og det uendelige potentiale, der findes, hvis vi bliver dygtigere til at dele viden.

Jeg har stor respekt for den opgave universiteterne i disse år løser med det betydelige meroptag af ph.d.-kandidater. Jeg glædes med at læse evalueringerne af forskningsrådenes indsats.

Men opgaven er jo ikke løst endnu. Vi skal have høje ambitioner. Og her tænker jeg ikke udelukkende på de økonomiske ressourcer. Det er for fattigt, at en dialog om fremtiden altid starter med et krav om økonomiske midler. Tillad mig, men så er vi altså ikke dygtige nok.

Vi skal – parallelt med den store overordnede dialog om vidensamfundet – drøfte, ikke om, men hvorledes vi kan anvende vores ressourcer optimalt.

Det er en dialog, jeg ved allerede er i gang mange steder. Men det lyder unægtelig som om, der nogle steder spørges: Hvordan kan jeg skaffe flere midler? Hvor kan jeg spare?

Måske skal I også overveje: Bruger jeg ressourcerne rigtigt? Hvorledes kan jeg få mere ud af de tilstedeværende ressourcer? Det er et helt andet mindset!

Det leder mig videre til den mere prosaiske del af mit syn på viden og på Danmarks som vidensamfund. For der er også en verden omkring os, og i den verden spiller viden en rolle som konkurrenceparameter mellem samfund. EU-Kommissionen udgav sidste år publikationen "The world in 2025".

Hvis man kaster et blik heri, er netop den brede satsning på forskning, innovation og uddannelse en forudsætning for at være et førende vidensamfund i fremtiden.

Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil EU og USA i 2025 have afgivet den videnskabelige og teknologiske førerposition til Asien. Kina og Indien vil i 2025 stå for 20 procent af den globale forskning og udvikling, hvilket er en fordobling i forhold til i dag.

Kun 6,5 procent af verdens befolkning vil leve i EU – heraf vil 30 procent være ældre end 65 år i 2025. Dermed vil der også være mindre talentmasse i den erhvervsaktive alder. EU og Danmark står med andre ord over for store udfordringer for at bevare en videnmæssig førerposition i fremtiden.

Danmark 2020

Videnskabsministeriets ressortområde vejer derfor tungt i regeringens arbejdsprogram "Danmark 2020". Fundamentet for arbejdsprogrammet er, at viden skal føre til vækst og dermed også til velstand og velfærd.

Med arbejdsprogrammet markeres det, at vi fortsat har store ambitioner på de danske universiteters vegne. Som ét af vores ti ambitiøse mål for Danmark vil vi arbejde for, at mindst ét dansk universitet skal ligge i Europas top 10.

Vi skal have forskningsmiljøer i særklasse. Miljøer, der både kan tiltrække de bedste forskere, dygtige studerende og investeringer fra udlandet. Vi skal fortsætte det igangværende arbejde med at internationalisere de danske forskningsaktiviteter og samarbejde mellem universiteter.

Regeringen har nået målet om at øge de offentlige bevillinger til forskning og innovation med 1 procent af BNP fra 2010-2012. Vi vil videreføre det høje ambitionsniveau også i årene efter 2012.

Men der er desværre ikke tvivl om, at vi går andre økonomiske tider i møde, end vi har været vant til. I forlængelse af et af temaerne i hvidbogen, vil jeg derfor gerne signalere, at den ambition ikke nødvendigvis er udtryk for, at der er adgang til ubegrænsede midler.

Og derfor er det vigtigt, at vi udnytter alles potentialer mest muligt. Det kan vi efter min mening gøre på mange måder. Og det glæder jeg mig til i fremtiden at drøfte nærmere med jer.

Af samme årsag er jeg oprigtig glad for jeres invitation og oplæg til dette års drøftelse af vilkår for universiteter, forskere og forskningsråd.

Jeg har ladet mig fortælle, at årsmøderne i Videnskabernes Selskab er et forum, hvor bølgerne kan gå højt, og hvor der er rum til en fri debat. Som ny i dette forum er det en debat, jeg virkelig har set frem til.

Jeg har med interesse læst selskabets Hvidbog. Jeg vil med det samme give udtryk for, at jeg deler jeres ønske om en konstruktiv dialog om rammen for dansk forskning i de kommende år. Det er ikke sikkert, at vi er enige om alt.

Universitets- og forskningsverdenen er et sted med mange synspunkter og synsvinkler. Det har altid været mødested for nye tanker og idéer. Og sådan skal det også blive ved at være. Men dialogen, evnen til at lytte og respekten for synspunkter om, hvordan situationen opleves ude på universiteterne, er vigtig.

Forskningens rammevilkår

Som I ved, står vi her i foråret over for en række større opgaver. Én af de vigtigste opgaver er en revision af forskningsrådssystemet.

Vi indgik en politisk aftale i december med alle Folketingets partier. Lovforslaget har nu været i høring, og jeg har haft lejlighed til at sætte mig ind i både de nye forslag og i nogle af de bemærkninger, der er kommet fra forskellige kanter. Og lad mig i den forbindelse sige, at jeg selvfølgelig har noteret mig, at der er positive såvel som kritiske kommentarer.

Næste skridt er, at vi sætter os sammen i forligskredsen og i fællesskab drøfter den videre færd, blandt andet på baggrund af de indkomne høringssvar. Jeg vil ikke i dag give et konkret bud på områder, hvor der eventuelt skal ske justeringer.

En anden stor opgave, der venter forude, er opfølgningen på evalueringen af universitetsområdet. Det er en evaluering, der følger op på de reformer, som regeringen har gennemført. Det er ambitiøse og nødvendige reformer, der er blevet gennemført.

Det er reformer, som har haft til hensigt at styrke universitetssektorens globale konkurrenceevne, og de er helt i tråd med internationale tendenser.

Den bærende tanke bag universitetsreformen er, at universiteterne skal have frihed under ansvar. Det bakker jeg fuldt op om. Jeg synes, reformerne grundlæggende er helt rigtigt tænkt.

Universiteterne skal være selvstændige enheder, og vi skal fortsætte arbejdet med at skabe optimale rammer for deres udvikling. Og her er det jo fantastisk privilegerende for mig, at der ligger en grundigt gennemarbejdet evaluering af universitetsreformen, som vi i det videre arbejde kan tage udgangspunkt i.

Også på dette område har jeg noteret mig synspunkter. Det gælder for eksempel frihedsgrader og råderum for universitet og forsker samt behovet for en ny tillid i universitets- og forskerverdenen.

Der er ingen tvivl om, at det er den enkelte forskers engagement, der driver værket og frembringer viden på højeste niveau. Det engagement skal understøttes af god ledelse på alle niveauer, hvor der udvises lydhørhed over for ideer og holdninger hos medarbejderne.

De højt specialiserede og kreative medarbejdere er en meget vigtig ressource i videnøkonomien. Jeg ved fra min tid som formand for Den Jyske Opera, at det kræver en særlig ledelsesform at lede kreative mennesker, hvis vi vil realisere deres fulde potentiale.

Vi skal værne om de danske demokratiske traditioner, og jeg ser det som afgørende, at der sikres ægte og ærlig involvering af både medarbejdere og studerende.

Derfor ser jeg frem til den debat, der følger af universitetsevalueringen. Og jeg kan garantere, at jeg vil møde ideer og forslag til forandringer med åbent sind.

Afslutning

Jeg startede min tale med at citere første vers af sangen "Vi søger det frygtløst i dybet". Jeg vil slutte min tale med at citere sidste vers i den samme sang.

"Vi ved at vi drømmer om viden
og drømmer vi ved det en dag
hvor drømmen får farver og fyldes med smag
og liv og et lys der kan vende
det om, det vi ved
om verden – og om at erkende".

Med disse ord ser jeg frem til en god dialog i dag og et godt og konstruktivt samarbejde fremover.