Videre til indhold. | Videre til menunavigation

28.09.2010

Viden er fundamentet for vækst

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved Dansk Industris erhvervspolitiske topmøde i København 28. september 2010.

Det talte ord gælder.

Enhver ansvarlig politiker må simpelthen spørge sig selv: Hvad skal Danmark leve af fremover? Regeringen har sat fokus på at skabe vækst i Danmark, og regeringens vækstforum har stillet diagnosen:

Produktiviteten rasler ned

Produktiviteten rasler ned; Danmark taber konkurrencekraft for hver dag; vores lønniveau betegnes af flere som tyngende; den offentlige sektor er blevet alt for stor i forhold til den private sektor, der som bekendt finansierer den; globaliseringen stormer frem – og vi har altså knapt fået løbeskoene på. Vores innovationskraft er for ringe. Altså, nu må vi tage fat. Nu! Og jeg går rigtig gerne i front. 

Regeringen og regeringens vækstforum drøfter vækstmedicinen, og Dansk Industri præsenterer i dag hundrede forslag, der bringer Danmark fremad.

Som videnskabsminister med ansvar for blandt andet universiteterne og forskningsrådene, så er jeg jo minister for den viden, der er fundamentet for den vækst i Danmark. Og den viden vil jeg rigtig gerne frisætte sammen med jer. Fordi behovet for viden er markant.  

Tres procent af danske virksomheder har over en treårig periode hverken fornyet produkter eller processer. Man kan med andre ord sige, at tres procent af dansk erhvervsliv – i hvert fald af de små og mellemstore virksomheder – ikke er særlig innovative. 

Innovation betaler sig

Og vi ved jo, at investeringer er ret så lønsomt. Én krone investeret i forskning og udvikling giver et afkast på 1,66. Virksomheder, der arbejder målrettet med offentlige forskningsinstitutioner, har i gennemsnit femten procent højere produktivitet per medarbejder, end de øvrige virksomheder. Så der er rigtig mange gode incitamenter for at komme videre. 

Men vi har altså en udfordring. Den viden, vi producerer på universiteterne og i forskningsprojekterne, den udgør en samlet investering på knapt tyve milliarder om året. Og den investering i viden skal naturligvis omsættes til for eksempel nye produkter, nye services, nye produktionsmetoder, ny viden om kunderne og indsigt i markedet. Altså, omsættes til vækst. Ikke mindst i de mange små og mellemstore virksomheder, der måtte have behov herfor. Og den opgave løser vi altså ikke godt nok i dag.  

Vel har vi velfungerende GTS-institutter, men vi skal altså gennemtænke systemet for fremtidig vidensdeling fra universiteterne til de små og mellemstore virksomheder. For hvad nytter det at stå i Kina med den nyeste teknologiske indsigt, hvis man ikke aner noget om forhandlingskulturen eller de overodnede politiske og samfundsmæssige rammer. Så der er behov for at bringe meget mere viden end den teknologiske indsigt ud til virksomhederne. 

Og jeg har altså også en forventning om, at vi kan nå ud til mange flere, og meget gerne i hele landet, end de cirka 20.000 virksomheder, som GTS'erne når i dag. Vi har knapt 200.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark – så har vi godt nok også talt alt med, men alligevel.  

GTS-institutter skal ses efter

Så jeg vil helt sikkert se GTS-systemet meget grundigt efter i sømmene. Og derfor har jeg sammen med Dansk Industri inviteret lige netop jer med til denne her workshop. Jeg vil nemlig gerne invitere jer med til at finde løsningen på, hvorledes vi i øget grad kan bringe viden ind i virksomhederne, og hvordan er det nu, erfaringerne med anvendelse af viden kan bringes tilbage til forskningsmiljøerne, altså en dynamisk bevægelse, hvor virksomhederne og vidensmiljøerne gensidigt kan inspirere hinanden. 

Jeg har derfor set rigtigt meget frem til dagens workshop, som jo i den grad er udviklet sammen med dansk industri og en workshop, hvor taletiden er jeres, og hvor jeg håber, I vil dele erfaringer og indsigt og visionære ideer til fremtidens vidensoverførsel. Så vil vi samle op på alle de ideer og input, som I kommer med, og dem vil jeg så bringe med til den arbejdsgruppe, der i de kommende måneder kommmer til at arbejde med tankerne om at kigge GTS'erne godt efter i sømmene.  

Og i november så vil jeg meget gerne mødes med de af jer, der har lyst til at drøfte videre, for jeg tror nemlig på, at der er jer, der i væsentlig grad kan bidrage til løsningen af denne betydningsfulde opgave: at fremme væksten i Danmark ved at overføre nyeste viden til de små og mellemstore virksomheder, der har behovet.  

Så vi er på en vigtig mission: Viden er fundamentet for vækst, og nu skal vi altså have den her viden omsat. Og så er vi konservative jo ikke så bange for reformer.

Rigtig hjertelig velkommen og god arbejdslyst til jer alle!

Del