Videre til indhold. | Videre til menunavigation

18.11.2010

Vi skal have mere entreprenørskab

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved "Studentertopmøde om entreprenørskab" i forbindelse med Global Entrepreneurship Week 18. november 2010.

Det talte ord gælder.

Facebook og Nodes

Op med hænderne. Hvor mange her er på Facebook? Jeg tænkte nok, at det måske var lettere at spørge, hvem der ikke er på!

Facebook er en fantastisk iværksætterhistorie. I 2004 opretter den 19-årige Harvard-studerende Mark Zuckerberg en hjemmeside, hvor studerende kan komme i virtuel kontakt med hinanden. Inspirationen kom blandt andet fra det, vi i Danmark kender som den blå bog i gymnasiet.

Mark Zuckerbergs Facebook bliver et tilløbsstykke fra dag ét, og udviklingen foregår med lysets hastighed. I dag er der over 500 millioner brugere, og Facebook anslås at have en markedsværdi på omkring 50 milliarder kroner.

Men Facebooks fremgang og udbredelse har også banet vejen for andre virksomheder og iværksættere. Lad mig komme med et eksempel fra Danmark.

I 2008 startede to unge studiekammerater fra CBS virksomheden Nodes. Nodes arbejder med Facebook-applikationer og forskellige former for annoncering på Facebook.

Kunderne spænder fra Volkswagen og Røde Kors til Frank Hvam og Sundhedsstyrelsen. På to år er antallet af ansatte i virksomheden steget fra to til tyve, og de regner med, at der skal ansættes yderligere ti næste år. Den unge virksomhed er allerede ved at udvide til det tyske marked og får i dag lavet en del af programmeringen i Hviderusland.

Nodes er et godt eksempel på, hvordan initiativrige, hårdtarbejdende og internationalt orienterede unge kan gøre en forskel. Og det er et godt eksempel på, at fremtidens iværksættere er veluddannede.

En ny undersøgelse viser, at over 60 procent af entreprenørerne har en videregående uddannelse som baggrund for at starte deres virksomhed. Det er et godt afsæt at have viden med i bagagen, når man vil starte egen virksomhed, eller når man vil skabe innovation i etablerede organisationer.

Billedet af iværksætteren, som roder i kælderen med diverse rør og ledninger, er ikke helt opdateret. Iværksætteren er gået fra kælderen til kollegieværelset.

Entreprenørskab styrker vores konkurrenceevne

Jeg kommer tilbage til det omkring uddannelse. Først lidt om hvorfor det er så væsentligt med entreprenørskab og iværksætteri. Hvorfor er det vigtigt? Det enkle svar er, at i Danmark skal vi leve af vores ideer. Danmarks primære råstof er menneskelig formåen.

Vores evne til at udvikle, producere og markedsføre nye varer og tjenesteydelser er afgørende for, at vi kan stå distancen i den internationale konkurrence. Både i private virksomheder og i den offentlige sektor skal vi være nytænkende og omsætte ideer og viden til værdi.

Vi skal ikke kun være veluddannede, men også entreprenørielle. Derfor skal vi gennem vores uddannelsessystem stimulere elever og studerendes evner til at tænke nyt og omsætte ideer til værdi. Det styrker vores fremtidige konkurrenceevne.

En god entreprenørskabskultur kommer ikke af sig selv. Det stiller store krav til det danske uddannelsessystem. Entreprenørskab er ved at blive integreret i undervisningen i det danske uddannelsessystem. Antallet af skoler og uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelse i entreprenørskab, er stigende. Men det kan blive endnu bedre!

Det er regeringens ambition, at entreprenørskab skal på skemaet i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og i studieplanerne på de videregående uddannelser.

Regeringen udarbejdede sidste år en strategi på området. Strategien beskriver en aktiv investering i entreprenørskabsuddannelse i hele uddannelsessystemet. Alle love, bekendtgørelser og udviklingskontrakter vil fremover indeholde uddannelse i entreprenørskab, hvor det er relevant.

En væsentlig implementering af strategien har været etableringen af Fonden for Entreprenørskab. Fonden skal være hovedkraften i implementeringen af strategiens målsætninger.

Entreprenørskab i uddannelserne

Uddannelse i entreprenørskab skal gøre den enkelte i stand til at skabe værdi ved at starte nye aktiviteter eller forbedre eksisterende aktiviteter. Unge skal lære at tænke selvstændigt og identificere og udnytte nye muligheder. Og de skal sætte sig ambitiøse mål og nå dem.

Underviserne skal styrke de studerendes faglige kompetencer. Og de skal styrke deres evne til at anvende fagligheden i sig selv – og i sammenhæng med andre fagligheder. Det er ofte på tværs af fagene, at der opstår nye ideer og forretningsmuligheder.

Og så skal der være leg med i læringen. Elever og studerende skal deltage i kreative processer og udvikle deres eksperimentelle viden sideløbende med deres faglige viden. Forskning i entreprenørskab viser netop, at fuld læring opnås ved at løse praktiske problemer, hvor faglig viden kombineres med eksperimentel viden.

Og der skal være plads til fejl. Man skal have mulighed for at prøve sig frem. Det lærer man en masse af. Efter sigende brugte den amerikanske opfinder Thomas Edison tusinde forsøg på at skabe den elektriske pære.

I en samtale, hvor Edison bekræftede de mange forsøg, blev han spurgt om, hvordan det føles at have begået 999 fejltagelser? Hertil svarede Edison: "Jeg har aldrig begået 999 fejltagelser. Men jeg er nok det eneste menneske i verden, der kender 999 forskellige måder, hvorpå man ikke kan lave en elektrisk pære."

Vores egen store videnskabsmand Niels Bohr var enig med Edison. Bohr definerede en ekspert som en person, der har begået alle de fejl, som er mulige at begå inden for et begrænset område.

Fra Zuckerberg til Goethe

Jeg ved, at I med mødet i dag blandt andet vil forsøge at udarbejde en deklaration, hvori I vil fremsætte visioner for undervisning i entreprenørskab. Det glæder jeg mig til at høre mere om. For emnet er vigtigt.

Vi skal leve af vores ideer, og vores evne til at udvikle nye produkter og tjenester. Så enkelt er det. Derfor skal vi styrke entreprenørskab og iværksætterånd. Vi skal stimulere elever og studerendes evner til at tænke nyt og omsætte ideer til værdi.

Vi skal skabe rammerne for, at sådan nogle som jer, der har hovedet fuld af ideer, bliver en del af et uddannelsesmiljø, hvor spørgsmålet "Hvad kan jeg anvende det til?" konstant bliver besvaret på skolerne og uddannelsesinstitutionerne.

Jeg startede ud med faderen til Facebook, Mark Zuckerberg. Lad mig afslutte med filosoffen og forfatteren Goethe. Goethe, der også var videnskabsmand, skrev følgende opmuntrende ord, der i mine øjne passer fint til fremtidige opfindere, idémagere og entreprenører. Og den passer godt til jer:

"Hvad du end kan drømme om at kunne – begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd, og begynd nu!"

Del