Nye veje til finansiering

Det talte ord gælder.

Det sprudler af liv

Det sprudler af liv og energi i undervisningslokalerne og i laboratorierne på de danske universiteter. Det er jeg førstehåndsvidne til – for den sidste måned har jeg rejst Danmark rundt og besøgt alle otte universiteter.

Det har været interessant og meget lærerigt. Det er livsbekræftende at møde så entusiastiske studerende og engagerede underviserer og forskere. Der tænkes nyt og anderledes på universiteterne. Der afprøves nye undervisningsformer, der eksperimenteres med integration af it og internationalt samarbejde, og man går nye veje i samspillet med erhvervslivet.

Når det gælder finansiering af fremtidens universiteter, tror jeg også, at man med fordel kan gå nye veje. Inden jeg bevæger mig ud af disse veje, vil jeg gerne starte med at slå fast, at der aldrig har været flere midler til uddannelse og forskning, end der er i dag.

Flere midler til universiteterne

Universiteterne har over en årrække haft en markant vækst i både forskning og uddannelsesbevillinger. Og vi fortsætter de stigende investeringer i 2011. Næste år vil de offentlige forskningsbevillinger stige til 19,3 milliarder kroner mod 18,4 milliarder kroner i år. Det er altså ikke småpenge.

Alligevel er der god grund til at drøfte fremtidens finansiering af universiteterne. Hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence, skal vi ikke kun være flittige – vi skal også være kloge og idérige.

Universiteternes betydning i den sammenhæng kan ikke undervurderes. Universiteterne skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet, og det vil ikke være mindre påkrævet om fem, ti eller tyve år.

Derfor vil der også fremover være behov for flere ressourcer til universiteterne. Men det er ikke naturgivent, at alle disse midler skal komme fra statskassen.

Nej til brugerbetaling

Der er grænser for den offentlige finansiering af uddannelse og forskning på universiteterne – derfor skal vi tænke i nye baner. Der er flere muligheder for at øge ressourcerne på universiteterne. Der er dog en finansieringskilde, som jeg gerne vil starte med at udelukke.

Spørgsmålet, om hvorvidt de studerende på universiteterne skal betale for deres uddannelse, dukker op med jævne mellemrum. Så sent som for 14 dage siden udtalte to universitetsrektorer, at de var positive over for en form for brugerbetaling. Jeg bakker ikke op om dette. Jeg mener ikke, at det er den vej, vi skal gå.

Der er bred politisk opbakning om gratisprincippet, og regeringen har ingen planer om, at danske studerende skal betale for en ordinær universitetsuddannelse.

Kapital fra private

Til gengæld vil jeg gerne fremhæve offentligt-privat samarbejde. Samarbejde med virksomheder og donationer fra private fonde løfter dansk forskning og styrker de danske universiteter. Og her har det virkelig rykket den seneste tid. Lad mig komme med nogle eksempler.

For to uger siden var jeg med til at indvie en imponerende tilbygning til Skov og Landskab på LIFE. Her havde Villum Fonden doneret en tredjedel af bygningens pris på 140 millioner kroner

Tidligere på året var jeg med til at underskrive samarbejdet omkring Det Danske Universitetscenter i Kina, og her har Industriens Fond med en donation på 80 millioner sikret opførelsen af bygningen i Beijing.

Og så har Novo Nordisk Fonden hele to gange inden for de seneste tre år doneret et trecifret millionbeløb til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU; dels til forskning i proteiner og dels til forskning i livsstilssygdomme. Jeg vil gerne kort omtale Novo Nordisk Fondens bevilling til forskningscenteret i livsstilssygdomme.

Donationen, der var på 885 millioner kroner, giver naturligvis en enestående mulighed for Københavns Universitet til at blive førende på dette forskningsområde. Derfor er jeg også ærgerlig over den skæve debat, der var i kølvandet på donationen. Her var der fokus på alt andet, end de muligheder donationen bidrager med.

Jeg vil gerne slå fast, at for mig er forskningsfrihed et grundlæggende princip i universiteternes liv og i vores demokratiske tradition. Ligegyldigt om pengene til forskning stammer fra basismidler eller er doneret af private, skal forskningen leve op til samme høje standard. Det må der ikke herske tvivl om.

Men samtidig vil jeg gerne understrege, at jeg synes, at det er helt naturligt, at private fonde og virksomheder, der donerer midler til forskning, også stiller visse krav. Helt grundlæggende kan universiteterne, som modtager donationen, jo altid sige nej, hvis universitetet prioriterer forskning på andre områder.

Jeg er meget optaget af, hvordan vi i højere grad får de private forskningsmidler i spil. Det gør man i andre lande, og det skal vi også blive bedre til i Danmark. Jeg mener, at universiteterne aktivt skal søge finansiering hos og samarbejde med virksomhederne. Og jeg vil gerne belønne de universiteter, der er dygtige til at tiltrække donationer fra fonde og virksomheder. Regeringen ønsker således, at der afsættes 100 millioner kroner årligt fra 2011 til en såkaldt matchfond.

Samarbejde med offentlige forskningsmiljøer er en del af nøglen til vækst og produktivitet i virksomhederne. Også universiteterne vinder ved samarbejdet. Et tæt samarbejde er med til at sikre en stærkere sammenhæng mellem uddannelse og forskning på den ene side – og aftagernes behov på den anden.

Så der er al mulig grund til at fremme offentligt-privat samarbejde.

Universiteterne skal prioritere

Jeg er naturligvis interesseret i, at vi investerer markant i forskning og uddannelse, da viden er fundamentet for, at vi kan skabe vækst i Danmark. Samtidig vil jeg understrege, at god undervisning ikke opnås blot ved at øge bevillingerne. Alt for mange aspekter udelades, hvis debatten kun bliver et spørgsmål om kroner og øre.

Det interessante spørgsmål er: Hvordan får vi bedre undervisning for de midler, vi investerer i uddannelse? Det handler om at bruge pengene optimalt. Derfor er jeg glad for, at Dansk Magisterforening med konferencen i dag sætter fokus på pengestrømmene på de danske universiteter.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har haft mulighed for at læse analysen endnu. Men det er vigtigt, at man ser på, hvordan man anvender ressourcerne. Det handler kort sagt om at få mest mulig uddannelse, forskning og formidling for pengene.

Universiteterne skal prioritere knivskarpt. Vi skal tage ved lære af både de gode og de dårlige eksempler. Det kan vi ikke lovgive os ud af fra Christiansborg. Vi kan ikke styre helt ned i detaljen. Vi har givet universiteterne selvbestemmelse - for universiteterne er selv de bedste til at finde de rigtige løsninger. Vi har givet mere frihed og ansvar. Ikke ansvarsfrihed, men frihed under ansvar.

Universiteterne er guld værd

Jeg vil gerne vende tilbage til min rundtur til landets universiteter.

Forrige mandag besøgte jeg Danmarks Tekniske Universitet. Her talte jeg blandt andet med fire initiativrige unge, der studerer design og innovation. De fire unge har opfundet en lille tromle med en hånddrevet centrifuge, der kan benyttes af minearbejdere, når de skal skille guld fra mudder og småsten.

I dag anvender man kviksølv i denne proces. Og mindre minedrift er i dag ansvarlig for næsten en tredjedel af al kviksølvforurening i verden. Så det er altså en større miljøforurener, den lille tromle bekæmper.

Jeg spurgte de unge, om de ville redde verden? Svaret var umiddelbart ja! Efter en mindre kunstpause blev det tilføjet – og så tjene en masse penge!

De danske universiteter skal måske ikke redde verden. Men de skal være med til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. De skal være med til at bringe ny viden og nye ideer ud til virksomhederne.

Og kravene til viden og innovation bliver større – ikke mindre i fremtiden. Det samme gælder kravene til universiteterne. Derfor er det vigtigt, at universiteterne tænker i nye baner, når det gælder finansiering af uddannelse og forskning. Og derfor er det vigtigt, at man ser på, hvordan universiteterne anvender ressourcerne optimalt.

Tak for ordet.