En gave til gavn for alle
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved offentliggørelsen af grundforskningscentret "The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability" på DTU i Lyngby 16. december 2010.
Det talte ord gælder.
En bæredygtig gave
Julen nærmer sig, og bæredygtige gaver er med på manges ønskesedler.
Håndklæder i økologisk bomuld, solcelleopladere til mobiltelefonen og certifikater på CO2-kvoter kommer til at ligge under juletræerne i flere danske hjem. Selv årets julevin, Beaujolais Nouveau, blev fragtet til København i en klimavenlig bil. Bilens motor, der måske ikke overraskende er udviklet af Risø DTU, kører på 85 procent bioetanol.
Men en af julens helt store bæredygtige gaver kommer fra Novo Nordisk Fonden.
Jeg vil gerne udtrykke stor anerkendelse til Novo Nordisk Fonden for donationen på 700 millioner kroner til oprettelse af et nyt bioteknologisk grundforskningscenter på DTU.
Med denne tredje megadonation inden for blot tre år sætter Novo Nordisk Fonden helt nye standarder for samarbejdet mellem private virksomheder og offentlig forskning.
Samarbejde om forskningsfinansiering
Noget af det, der står allerøverst på min ønskeseddel som videnskabsminister, er netop et styrket samarbejde mellem offentlig og privat forskningsfinansiering.
Det er der væsentlige grunde til. Sådanne donationer kommer os alle til gavn:
- de studerende, der får adgang til nyeste viden
- underviserne og forskerne, der i den grad inspireres og beriges af forskningsmiljøet
- erhvervslivet, der vil kunne omsætte den nye viden til nye produkter – og dermed skabe øget vækst
- samfundet, der generelt får gavn af den nye viden til implementering af nye, kloge, løsninger
En sådan markant donation øger ressourcerne, og den bidrager til tættere relationer mellem forskningen på universiteterne og virksomhederne. Muligheden for betydelig gensidig inspiration er til stede.
Universiteterne har over en årrække fået markant flere midler til både forskning og uddannelse. Siden 2006 er de offentlige investeringer i forskning steget med 40 procent. Og vi fortsætter som bekendt de stigende investeringer i 2011.
Men sulten efter viden er umættelig. Det er en befordrende sult efter mere, for viden er fundamentet for væksten i vores samfund. Derfor er en kombination af flere forskellige finansieringskilder også ganske interessant.
Regeringen vil fremme samarbejdet.
Regeringen vil meget gerne stimulere den private opbakning til universitetsforskningen. Det er en del af regeringsprogrammet, og derfor oprettede vi i forbindelse med aftalen om globaliseringspuljen en matchfond.
Matchfonden er på 200 millioner kroner de næste to år. Den skal belønne de universiteter og forskningsinstitutioner, der bedst formår at tiltrække nye forskningspenge fra virksomheder og fonde.
Som videnskabsminister vil jeg gerne bidrage til at sikre de bedste rammer for samarbejdet mellem erhvervslivet/fondene og universiteterne. Unødvendige barrierer skal derfor fjernes!
Forskning er i dag så specialiseret, at den mange steder foregår i hold. Det tager år at opbygge det rigtige team.
Regler og procedurer omkring ansættelser skulle gerne være en hjælp – og ikke en forhindring – til at få den bedst mulige forskning til Danmark. Det er muligt i dag at lave gruppeansættelser, men jeg vil gerne gøre de muligheder endnu bedre. Derfor ser jeg løbende på om vi har de optimale rammer, så vi kan fremme samarbejdet.
Jeg vil gerne fremhæve, at det i princippet er ligegyldigt om pengene til forskning stammer fra basismidler eller er doneret af private. Det afgørende er, at forskningen lever op til højeste standard, og at forskningsfriheden naturligvis ikke kompromitteres. Ingen kan have anden interesse end at sikre højeste kvalitet.
En investering i fremtiden
Selvom jeg startede med at sammenligne donationen fra Novo Nordisk Fonden med en julegave, så er de 700 millioner kroner til et nyt forskningscenter ikke en gave i traditionel forstand. Det er en klog og fremadskuende investering, der både er ledsaget af høje forventninger og stor tillid.
Der er høje forventninger om, at donationen bidrager til, at DTU og Danmark bliver førende inden for den bioteknologiske forskning. Og der er høje forventninger om, at forskningscenteret dermed bidrager til at fremme et bæredygtigt samfund, og at det vil være med til at skabe og sikre arbejdspladser nu og i fremtiden.
Donationen er samtidig en tillidserklæring til DTU, om at de kan klare opgaven. For man overlader altså ikke 700 millioner kroner til hvem som helst. Jeg er sikker på, at DTU vil gøre sig al mulig umage for at leve op til forventningerne og tilliden.
Jeg vil nok engang udtrykke min store anerkendelse til Novo Nordisk Fonden for donationen. Og endnu engang hjertelig tillykke til The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability og til de forskere og forskernetværk, som nu får mulighed for at arbejde i centeret.
Det samarbejde og den tillid, som denne donation er udtryk for, kommer som nævnt studerende, undervisere, forskere, erhvervslivet, samfundet – ja, os alle til gavn.
Så rigtig god arbejdslyst til alle, der er involveret i centeret. Hvilken gave, der her er doneret. Hvilken gave, vi alle får glæde af.





