Digitalisering: Sammen når vi længst
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved Digitaliseringsmesse i Odense 8. september 2010.
Det talte ord gælder.
Digitaliseringens muligheder
85 procent af borgerne vil gerne betjene sig selv på nettet. Men kun 10-15 procent af borgerservicen foregår digitalt.
Hvordan kan det være? Og vigtigere: Hvordan gør vi noget ved det?
For vi SKAL gøre noget ved det!
Borgernes forventninger og ønsker til den offentlige service er høje. Samtidig er det en realitet, at der i de kommende år bliver færre hænder til at løse flere opgaver i den offentlige sektor.
Den udfordring kan kun løses ved, at vi udnytter
digitaliseringens muligheder.
Digitalisering kan give både bedre og billigere service til borgerne. Jeg er ikke i tvivl om, at offentlig digitalisering er en forudsætning for, at vi også fremover kan have et velfungerende velfærdssamfund.
Derfor er regeringen og KL enige om, at vi skal have fuld digital kommunikation med borgere og virksomheder i 2012. Det er ikke langt ude i fremtiden. Det er faktisk lige rundt om hjørnet.
Her er det virkelig jer, der kan drive digitaliseringen og gøre en forskel. Det er jeres entusiasme, engagement og virkelyst, der er forudsætningen for, at borgerne får en god digital service. Uden jeres bidrag kan vi ikke digitalisere samfundet. I er digitaliseringens frontkæmpere.
Digitale veje til vækst
Men I skal ikke kæmpe alene.
Jeg skal naturligvis gøre mit. Derfor lancerede jeg inden sommerferien arbejdsprogrammet, Digitale Veje til Vækst.
Her er der tre vigtige fokusområder:
- Vi skal have højhastighedsbredbånd til alle
- Vi skal sørge for, at danskerne har færdigheder til at deltage i den digitale udvikling.
- Og vi skal udvikle bedre digitale løsninger, der er relevante, brugervenlige og tilgængelige.
Lad mig kort uddybe hvert punkt.
For det første: Hurtigt bredbånd til alle.
Hurtigt bredbånd har samme betydning for Danmark i dag som elektricitet havde for industrialiseringen. Og ville det være acceptablet, hvis danskere rundt omkring i landet måtte klare sig uden elektricitet? Naturligvis ikke.
Derfor er regeringens målsætning, at alle i hele landet skal kunne få adgang til bredbånd med 100 Mbit i sekundet i 2020. Hurtigt bredbånd vil bringe bedre, billigere og mere effektiv digital borgerservice til hele landet.
For det andet skal vi sikre, at alle er med på det digitale tog.
Tre ud af fire danskere anvender nettet dagligt eller næsten dagligt. Her er vi tæt på en verdensrekord. De fleste kan anvende netbank, tjekke årsopgørelsen, bestille en rejse eller en biografbillet på nettet.
Men kommunerne – og særligt selvfølgelig borgerservicecentrene – har et særligt ansvar for at tage hånd om dem, der stadig har svært ved at anvende de digitale tilbud. De kommer i borgerservicecentrene og får "medbetjening", til at anvende de digitale løsninger. Her løser I i kommunerne en særlig vigtig opgave.
Jeg vil i den sammenhæng gerne kvittere for den store deltagelse i Lær Mere-netværket, hvor vi styrker borgernes it-færdigheder lokalt.
Alle skal kunne deltage i det digitale samfund.
Og så kommer jeg til det tredje område – indholdet skal være godt!
Vi får kun danskerne til at tage de digitale løsninger til sig, hvis løsningerne er gode nok. Derfor skal vi gøre en særlig indsats for at sikre, at de er nemme og sikre at bruge – også for borgere med særlige behov, som f.eks. handicappede.
Også her, har I i kommunerne en stor opgave med at stille de rigtige krav til leverandørerne. Derfor glæder jeg mig over, at I samarbejder om at koordinere kravene til leverandørerne.
Jeg glæder mig også over, at kommunerne har forpligtet sig til at udvikle mindst 15 nye fælleskommunale, velfungerende og effektive selvbetjeningsløsninger. Jeg håber, at disse løsninger vil komme til at spille fint sammen med borger.dk, der har et godt og relevant
indhold.
Borger.dk har vundet flere priser, og er stadig under udvikling.
Blandt andet har vi netop begyndt et samarbejde med København, Frederiksberg, Aalborg, Århus og Næstved Kommune om at videreudvikle borger.dk’s personlige indgang, Min Side. Vi har udviklet et effektmålingssystem, og vi gør det muligt at genbruge tekster, så kommunerne slipper for at sidde og skrive det samme.
Udviklingen af borger.dk og andre digitale løsninger er vigtig.
Men det er mindst lige så vigtigt at få fortalt borgerne om de digitale muligheder.
Som jeg nævnte i indledningen, er det bemærkelsesværdigt, at 85 procent af borgerne gerne vil betjene sig selv på nettet, men at kun 10-15 procent af borgerservicen foregår digitalt.
Derfor er det så vigtigt, at der markedsføres for og henvises til de mange digitale tilbud lokalt.
For eksempel fik man i Århus kommune rigtig mange borgere til at få sig en digital signatur i sidste efterår. Det skete gennem den muntre kampagne: "Digital signatur – endnu et frækt tilbud fra din kommune"!
Når vi taler om digital signatur, bliver jeg nødt til at nævne NemID.
Med NemID har danskerne fået en ny digital, som bygger bro mellem borgere, virksomheder og det offentlige. Signaturen er blevet til i et forbilledligt samarbejde mellem kommuner, regioner, staten og bankerne. Det er et eksempel, der viser, at når vi arbejder sammen på tværs af sektorer, kan vi virkelig bygge løsninger til gavn for Danmark.
Afslutning
Digitaliseringen er blevet så vigtigt et element i vores samfund, at der er masser af ting at diskutere. Og udviklingen stopper ikke.
Regeringen, KL og Danske Regioner er enige om, at der skal laves en ny strategi for 2011-2015.
I den forbindelse er det vigtigt, at vi tør tænke nyt, være innovative og bruge den nyeste teknologi.
Jeg ser frem til et spændende og konstruktivt samarbejde om strategien.
Jeg er glad for og imponeret over, at over 1000
mennesker deltager her på Digitaliseringsmessen. Jeg håber, at I får en masse inspiration og gode idéer med hjem, så vi kan bruge it endnu smartere til gavn for alle.
God messe til jer alle.




