Videre til indhold. | Videre til menunavigation

15.03.2010

DFF's konference: Den frie forsknings anatomi og fremtidens rådssystem

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved Det Frie Forskningsråds konference "Den frie forsknings anatomi og fremtidens rådssystem" i København 9. marts 2010.

Det talte ord gælder.

Viden er samfundets fundament. Viden er forudsætningen for vækst.
Vi skal hele tiden bygge videre på og udfordre vores viden. Vi skal hele tiden lære. Derfor er den søgende, konstruktive nysgerrighed særdeles befordrende.

Den sunde videnshunger. Lysten til at blive klogere. Glæden ved at sætte sig ind i nyt stof. Og i særdeleshed, evnen at kunne bringe den nye viden i anvendelse.

Samfundet investerer i viden. Det gør vi på alles vegne, fordi det uomtvisteligt er en af de vigtigste elementer i samfundets udvikling. Vi skal derfor også sikre, at så mange som muligt får indsigt og gavn heraf.

Den optimale formidling foregår gennem uddannelse, men det er måske ikke den eneste kanal? Vi vil både den frie og den strategiske forskning. Samfundet har behov både på kort og langt sigt. Det har vi som mennesker også. Et af de vigtigste elementer i individets trivsel, er jo netop, at vi kan se meningen med vores virke. Her og nu. Men også fremover.

Viden og virketrang

Når jeg lytter til Per Nørgaards 6. symfoni – også kaldet "At the end of the Day" – så fyldes jeg af en stemning af virketrang. Af sult efter mere. Per Nørgaard trækker mig ind i et mentalt rum af indsigt og fordybelse. Herinde konfronteres jeg med en masse spørgsmål og udfordringer.

Ikke alle svar er ligetil. Men efterhånden bringes mere orden i kaos og et mønster opstår. En retning. En ny sti kan betrædes. Og pirres virketrangen! Så blomstrer utålmodigheden. Videre. Nye mål. Ting, der kan gøres bedre, skal forbedres.

Kombinationen – eller rettere symbiosen af – fordybelse eller refleksion og virkelyst på baggrund af den tilegnede indsigt, finder jeg yderst befordrende. Nærmest sitrende inciterende. Jeg værdsætter personligt de mentale udfordringer, som diverse kunstneriske udtryk leverer.

Til min store glæde har jeg jo i mit samarbejde med forskere inden for blandt andet naturvidenskab, læring og undervisning, psykologi, ledelse og forretningsudvikling oplevet, at præcis samme glæde og passion kendetegner forskere.

Nogle opnår den største tilfredsstillelse i processen at tilegne sig ny viden. Andre higer også efter muligheden for derudover at formidle den nye viden og derved selv blive udfordret på ny, komme til nye erkendelser ... Fortsætte rejsen. Vidensrejsen.

Jens Christian Djurhuus og Peder Andersen skrev jo også i deres kronik i Information i sidste uge, at fri forskning er drevet af nysgerrighed, flid og kunnen og af en trang til at udforske det ukendte. Det er jeg helt enig i. 

Dialog med forsknings- og universitetsverdenen

Som det er fremgået af den mere seriøse del af pressen, så har jeg været så privilegeret gennem mit erhvervsvirke løbende at have fået muligheden for at tilegne mig ny viden.

Dels har jeg lært umådelig meget af samarbejdet med særdeles kvalificerede og inspirerende forskere, men for mig har det også været helt optimalt, fx forud for at skulle udarbejde nye forretningsstrategier, at tilegne mig viden herom på eksempelvis Stanford University.

Jeg er vel et eksempel på "Livslang læring". Eller dét, professor Mitch Risnek på lidt provokerende kalder , fordi han gerne vil betone vigtigheden af det lærende, legende, løbende nysgerrighedspirende og vidensdelende læringsforløb. Det holder heldigvis aldrig op ...

Jeg er meget glad for i dag at kunne indlede dialogen med netop Det Frie Forskningsråd. Dialog har også været min tilgang til det årlige møde mellem ministeren og universitetsverdenen i sidste uge, og vil også være det i morgen, hvor jeg skal deltage i Videnskabernes Selskabs årsmøde.

Det er vigtigt med dialog og med respekt for synspunkter og synsvinkler. Også selvom der ikke nødvendigvis er enighed på alle punkter.

Det Frie Forskningsråd

Som naturlig opfølgning på dialogen kommer handlingerne. Det Frie Forskningsråd yder en vægtig indsats. Jeg er allerede blevet orienteret om jeres arbejde med blandt andet Sapere Aude – et meget overbevisende og nødvendigt projekt.

Jeg vil også gerne kvittere for den flotte evaluering af jeres virkemidler, som Center for Forskningsanalyse netop er kommet med. Som I også har diskuteret i dag, så er der i den kommende tid en revision af forskningsrådsloven på programmet.

Forslaget har nu været i høring, og jeg har haft lejlighed til at sætte mig ind i både de nye forslag og i nogle af de bemærkninger, der er kommet fra forskellige kanter. Og lad mig i den forbindelse sige, at jeg selvfølgelig har noteret mig, at der er positive såvel som kritiske kommentarer fra Det Frie Forskningsråd.

Næste skridt er, at politikerne sætter sig sammen og i fællesskab drøfter den videre færd, blandt andet på baggrund af de indkomne høringssvar.

Afslutning

Det Frie Forskningsråds virke og initiativer bidrager i den grad til – sammen med øvrige råd og styrelser under Videnskabsministeriet – at berige individet og for eksempel virksomheder med viden.

Derved udvikles og vækstes samfundet. Det er stærkt nødvendigt. Og kravene hertil bliver ikke just mindre de kommende år. Derfor vil jeg gerne afslutningsvist slå fast, at regeringen fortsat har store ambitioner når det gælder forskning, innovation og uddannelse. Det høje ambitionsniveau for dansk forskning er jeg overbevist om, vi deler med Det Frie Forskningsråd.

Som jeg har forstået jeres program, er det nu tid til at supplere eftermiddagens åndelige føde med nærende og fristende gastronomi. Lad os derfor hilse på hinanden med ønsket om et befordrende og udviklende samarbejde. Skål.

Del