Videre til indhold. | Videre til menunavigation

19.01.2010

Dansk IT's it-sikkerhedskonference

Videnskabsminister Helge Sanders tale ved Dansk IT's it-sikkerhedskonference på Radisson SAS Scandinavia i København 19. januar 2010.

Det talte ord gælder.

Velkommen tilbage efter frokost. Jeg håber, at I har fået god næring til resten af dagens program.

Jeg vil gerne starte med at takke for, at jeg igen i år får mulighed for at komme her på Dansk IT's konference og diskutere it-sikkerhed med jer. It-sikkerhed er til stadighed et helt centralt emne på den politiske og samfundsmæssige dagsorden.

Jeg er sikker på, at vi alle her i dag er enige om, at it-sikkerhed er afgørende for, at vi kan høste digitale fordele. Og at it-sikkerhed er en central forudsætning for, at vi drager den fulde nytte af de meget spændende digitale perspektiver, vi står over for i disse år.

Højhastighedskomité – Danmark som højhastighedssamfund

I torsdags præsenterede Højhastighedskomiteen deres bud på, hvordan Danmark kan udnytte de digitale muligheder. Rapporten er sendt i høring over de kommende måneder – og jeg vil opfordre alle her i dag til at deltage i debatten.

Komiteen mener blandt andet, at der er store fordele ved en langt mere udbredt anvendelse af 'cloud computing'. Fordelene er billigere og mere fleksible løsninger, der samtidig har et meget stort grønt potentiale. Og der er adgang til oplysninger, tjenester og programmer, uanset hvor vi er i verden.

Komiteen peger også på, at der er en række udfordringer i forhold til it-sikkerhed og privacy, hvis vi skal høste gevinsterne ved 'cloud computing'. Jeg er glad for, at I har sat jer for at løse de udfordringer i dag. Eller i hvert fald komme videre i arbejdet med et svar.

Sociale medier – en ny virkelighed

I det kommende år skal vi stadig have stærkt fokus på it-sikkerhed og privacy i forbindelse med sociale medier. I dag er flere end 2,2 millioner danskere på Facebook. Det svarer til, at flere end fire ud af ti danskere – fra helt spæd til de ældste – bruger dette ene sociale medie.

At sociale relationer også skabes og plejes i en digital verden – og i stort omfang – er en realitet. Det giver masser af nye muligheder. Det betyder også, at vi står over for en fortsat udfordring, når det gælder den digitale sikkerhed.

Når danskerne nu er verdensmestre i at bruge Facebook – skal vi på egen bane sikre den nødvendige it-sikkerhed og privacy. Derfor har jeg blandt andet opfordret It-sikkerhedskomiteen til at se på muligheden for et kodeks for online sociale netværk. Og med den politiske aftale om fordeling af UMTS-midlerne er der afsat i alt seks millioner kroner de næste tre år til privacy-området.

NemHandel – digitale muligheder i praksis

It-sikkerhed skal være med til at skabe en troværdig digital infrastruktur, der kan skabe grundlag for ny vækst og nye muligheder. Et godt eksempel er NemHandel.

Med NemHandel har vi skabt en sikker infrastruktur, der gør det muligt at sende og modtage fakturaer ligeså nemt, som det er at sende eller modtage en e-mail. Og det gør en forskel.

I december måned blev der sendt næsten en kvart million fakturaer via NemHandel. Og antallet af nye virksomheder, der anvender infrastrukturen, vokser med 4000 om måneden. NemHandel er et godt eksempel på, at der for alvor kan skabes nye løsninger og digitale fordele.

Vi har mange af de rigtige digitale byggeklodser. Nu er det helt afgørende, at vi anvender dem klogt og skaber interessante og brugervenlige løsninger. 

Hopenhagen – den digitale landsby

For en måned siden var næsten alle verdens ledere samlet i Bella Center – kun nogle få kilometer herfra. Klimakonferencen var en meget stor event i Danmark – og i resten af verden.

Jeg har hæftet mig ved, at COP15 både før, under og efter selve klimakonferencen har haft et selvstændigt digitalt liv. Med digital deltagelse, debat og udveksling af holdninger har internettet igen vist, at det er muligt at samle folk fra hele verden i digitale landsbyer.

Et eksempel er Hopenhagen – der udover at være et samlingssted for begivenheder på Rådhuspladsen under selve konferencen – også er en online landsby med flere end seks millioner indbyggere fra hele verden.

Spørgsmål om it-sikkerhed skal derfor også besvares på tværs af nationale grænser og verdensdele. Og i de kommende år vil antallet af digitale tilbud og nye medier fra hele verden vokse voldsomt. Derfor er det helt afgørende, at den enkelte føler sig godt rustet til at møde de mange nye digitale tilbud.

Anvendelse af de mange digitale tilbud kræver sikkerhed og tryghed. Det handler både om konkrete sikre løsninger – som for eksempel den digitale signatur. Og i forbindelse med implementeringen af den nye teledirektivpakke skal det sikres, at den enkelte får besked, hvis private oplysninger har været kompromitteret.

Afslutning

Endelig vil vi i det nye år se resultatet af et rigtigt positivt samarbejde mellem den offentlige og den finansielle sektor. Jeg ser meget frem til, at den nye generation digital signatur – NemID – kommer på markedet. Det bliver en ny digital signatur, som er mere sikker, mobil og brugervenlig.

NemID bliver lanceret den 1. juli 2010. Inden udgangen af året vil alle med netbank – det er omkring tre millioner danskere – have fået den nye digitale signatur. Signaturen kan også hentes i borgerservicecentrene – og naturligvis på nettet.

Resultatet bliver, at man kan bruge den samme digitale nøgle, når man skal på netbanken, udfylde selvangivelsen eller søge om optagelse på universiteterne. På den måde tilbyder vi et godt sikkert og fleksibelt grundlag for nye og sammenhængende offentlige og private digitale løsninger.

Del