Videre til indhold. | Videre til menunavigation

20.12.2010

Cloud computing skal være trygt og sikkert

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved IT-sikkerhedskomiteens konference om cloud computing i København 16. december 2010.

Det talte ord gælder.

Da elektricitet begyndte at blive udbredt, kunne ingen forestille sig mængden af ting, den nye opdagelse kunne bruges til. Jo, det var da en fin og interessant opdagelse, at man kunne sende en elektrisk strøm fra et sted til et andet, men var der mon ikke også en masse farer forbundet med brugen af elektricitet?

Fremhævet citat: Når det gælder cloud computing, må vi begynde med at sige: the sky is not the limit

Formår vi for alvor at tænke nyt og se, hvordan ny teknologi kan ændre verden? Selv ikke en Benjamin Franklin eller en Thomas Edison ville have kunnet forudse, hvordan elektricitet og elektriske apparater har forandret vores verden.

Sådan er det også med cloud computing. Cloud computing som begreb er relativt nyt, og perspektiverne ved cloud computing er slet ikke fuldt opdyrket endnu. Der er ingen tvivl om, at cloud computing har et enormt potentiale for måden, vi opnår information, deler viden og driver virksomhed på.

Med cloud computing får alle med en fornuftig internetforbindelse adgang til den samlede regnekraft og hukommelse fra en mængde computere over hele kloden. Reelt er der altså tale om, at vi alle får adgang til verdens bedste computer.

Det er en computer, der er så kraftig, at den indeholder milliarder af billeder, årevis af videoklip og mere information, end man kunne samle i adskillige biblioteker. Det er kort sagt en computer, der gør det umulige muligt.

Perspektiverne for cloud computing er store – meget store. Hvis dét potentiale skal løftes – og det skal det – skal vi gøre det trygt og sikkert at anvende cloud computing. Vi skal så at sige have skyen sikkert ned på jorden. Derfor er konferencen her i dag så vigtig.

Sikkerhed og tryghed

Det er regeringens ambition, at danskerne kan føle sig sikre og trygge ved at anvende den digitale infrastruktur. Det handler blandt andet om, at borgerne skal være trygge, når de bruger de mange digitale selvbetjeningsløsninger.

Men det er også vigtigt, at de har tillid til, at de digitale tjenester – både offentlige og private – håndterer borgernes oplysninger på en sikker måde. Og sådan skal det selvfølgelig også være, når man bruger cloud computing. Cloud computing skal ikke blot være tilstrækkeligt sikkert. Cloud computing skal også være en meget mere sikker løsning, end hvad vi har i dag.

En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at hver fjerde virksomhed var ramt af systemsvigt eller ødelæggelse af data som følge af svigt i hardware eller software i løbet af 2009. Derfor er det vigtigt at tænke sikkerhed ind i virksomhedernes arbejde.

Kan cloud gøre det nemmere at blive sikker, så vil jeg da opfordre til, at man søger skyen. Er det tilmed mere sikkert i skyen end hjemme i kælderen, så ligger det lige til højrebenet at gå i gang.

Men budskabet er stadig, at man ikke skal gå kritikløst ind i cloud'en. Hjemmearbejdet skal laves først: Risici for at bruge skyen skal vurderes, kontrakten med leverandøren skal gennemtænkes, business case'n skal være god osv.

Nye udfordringer kræver nye løsninger

Der er en række udfordringer for bedre udnyttelse af potentialerne i cloud computing. Hvad er for eksempel de juridiske konsekvenser ved, at man bruger internettet til at lagre data og programmer? Må man overhovedet lægge personfølsomme data i skyen?

Det har vi blandt andet Datatilsynet til at vurdere, og jeg ved, at Odense Kommune har valgt pionerens rolle og har anmeldt en cloud-løsning til Datatilsynet. I skal have ros for at have været gået i gang med at søge nye løsninger.

Skyens fordele

Der er flere fordele:

  • Cloud computing gør det lettere for iværksættervirksomheder at komme i gang.
  • Etableringsomkostningerne ved cloud computing er lave.
  • Det er fleksibelt for brugerne, som får it-infrastruktur, når de har brug for den, og let kan komme af med den igen, når de ikke har brug den længere.
  • Cloud computing giver bedre udnyttelse af ressourcerne, når man ikke skal bruge energi på drift og vedligehold af sine servere.
  • It-afdelingen kan i stedet fokusere på udviklingsprojekter og den forretningsmæssige brug af it.

Startdin.biz ved hjælp af skyen

IT- og Telestyrelsen har samlet en vækstpakke til små og mellemstore virksomheder. I pakken, der blev lanceret for en uge siden, er der blandt andet en guide, der skal gøre det nemt at starte virksomhed ved at bruge de muligheder, internettet giver.

Hvis I ikke allerede har besøgt startdin.biz, så er I hermed inviteret. Projektet er en del af det politiske initiativ om digitale veje til vækst, som jeg satte på dagsordenen i foråret.

Der er altid behov for nye varer, nye måder at tænke på, nye vejledninger og nye rammer. Men for at vi for alvor får glæde af cloud computings mange muligheder, skal vi også turde turde og inspirere hinanden.

Mange tak til It-Sikkerhedskomiteen for indsatsen – den er der også fremover et stort behov for. Når det gælder cloud computing, må vi begynde med at sige: the sky is not the limit.

Del