Alt andet lige – Nykredits forskningspris
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens tale ved overrækkelsen af Nykredits forskningspris i København 11. november 2010.
Det talte ord gælder.
Ceteris paribus. Sådan hedder det på latin. På dansk siger vi alt andet lige.
Den formulering er speciel populær inden for de økonomiske videnskaber. Og den bruges typisk, hvis økonomer vil tage brodden lidt af deres udsagn. Så kan man fralægge sig ansvaret, hvis noget nu ikke helt bliver, som man forudsagde.
Derfor hænder det, at det ikke altid er krystalklart, når man taler med en økonom. Måske er det derfor, at man har gåden: Hvad får man, når man krydser en økonom og en mafiaboss? Man får et tilbud, man ikke kan forstå!
Men alt andet lige, så kan vi ikke undvære økonomer. En nylig undersøgelse viser, at hver kandidat på de samfundsvidenskabelige studier øger værditilvæksten i den private sektor med næsten 600.000 kroner mere om året, end resten af arbejdsmarkedet i gennemsnit.
Undersøgelsen, der er udarbejdet af økonomer – så den må jo alt andet lige være korrekt – viser, at det, som det koster at uddanne en økonom, er tjent hjem efter blot ni måneder. Det er ikke nogen dårlig investering.
Det er heller ikke nogen dårlig investering, Nykredits Fond har foretaget med den nye forskningspris. Nykredits Fond har givet professor Søren Leth-Petersen fra Københavns Universitet og professor Søren Hvidkjær fra Copenhagen Business School et godt tilbud, der er til at forstå. Og der er en million gode grunde til at lykønske prismodtagerne.
Søren Leth-Petersen modtager Nykredits Forskningspris på 750.000 kroner til et forskningsprojekt om huskøb og privatforbrug under indkomstusikkerhed og husprisusikkerhed. Det er – desværre må man nok sige – et meget aktuelt område. Så forskningen er yderst relevant.
Nykredit Fonds Forskerpris på 250.000 kroner til Søren Hvidkjær for hans banebrydende forskning inden for finansiel økonomi er velfortjent.
Jeg vil gerne fremhæve Søren Hvidkjærs internationale samarbejde i den sammenhæng. Og jeg hæfter mig specielt ved modtagelsen af "best paper award" for en artikel i Journal of Finance. Det må – alt andet lige – betyde, at jeg må trække min vittighed tilbage om, at økonomer ikke er til at forstå.
Der er også en million gode grunde til at takke Nykredits Fond for lanceringen af den nye forskningspris. I mine øjne er det helt rigtig set, at man tildeler priserne til original og nytænkende forskning. For det er det, vi har brug for, hvis vi skal nå til nye erkendelser.
Som videnskabsminister og som konservativ er jeg specielt glad for det private initiativ. I Danmark skal vi leve af menneskelig formåen. Og her er det ikke nok, at vi er flittige, vi skal også være dygtige og idérige.
Vi skal være gode til at omsætte ny viden til nye produkter og ydelser. Derfor skal vi investere i uddannelse og forskning af den højeste kvalitet. Det gør vi også. Vi har øget forskningsbevillingerne med 40 procent inden for de sidste fem år.
Men al finansiering af forskning behøver ikke nødvendigvis at komme fra den offentlige kasse. Der er også brug for bidrag fra det private erhvervsliv. Det giver ikke kun flere ressourcer. Det styrker også sammenhængen mellem uddannelse, forskning og erhvervsliv.
Så endnu engang tak til Nykredits Forskningsfond for det gode initiativ. Og endnu engang tillykke til de første prismodtagere.





