Videre til indhold. | Videre til menunavigation

11.03.2009

Unge Forskere 2009

Videnskabsminister Helge Sanders tale ved Finalen i Unge Forskere på Århus Rådhus 9. marts 2009.

Det talte ord gælder.

Deres Kongelige Højhed. Hr. borgmester – kære junior-forskere. Tak for invitationen til at deltage her i dag. Jeg har haft fornøjelsen af at deltage i flere landsfinaler for jer unge forskere. Som videnskabsminister kan man kun glæde sig over så mange energiske mennesker og så flotte projekter.

To unge forskere og Helge Sander Klik på billedet for at hente det i høj opløsning. Fotografen skal krediteres. Foto: Martin Schubert/Tilsted Com

Arthur Schopenhauer var en tysk filosof, der levede i 1800-tallet. Han har engang sagt: 

"Nye tanker og nye sandheder gennemgår tre stadier: Først bliver de latterliggjort. Dernæst bliver de voldsomt modarbejdet. Så til sidst bliver de accepteret som selvindlysende".

Jeg vil gerne sige: Nye ideer skal altid tages alvorligt! Men prøv nu alligevel at forestille jer, hvordan folk mon reagerede, første gang det i ramme alvor blev foreslået, at mennesker kunne flyve til månen.

Eller et mere nuværende eksempel: At tale i en telefon uden ledning. Der blev nok smilet lidt af sådan nogle mærkelige tanker første gang de kom frem. Men husk, at de fleste ting, vi i dag tager for givet, engang virkede usandsynlige. Netop derfor er forskning en rejse ud i det ukendte. Men en rejse fuld af tro på, at nye opdagelser ligger forude. 

Alle I unge forskere har netop den nysgerrighed, som er så vigtig for at kunne finde frem til ny viden. Det er simpelthen en fornøjelse at opleve jeres sprudlende ideer.

Jeg håber, at jeres ildhu og interesse for forskningens forunderlige verden kan smitte af på jeres kammerater. For Danmark har virkelig brug for talenter som jer. Globaliseringen kræver, at vi er i stand til at konkurrere på vores viden og gode ideer. Og der er ikke tid til at hvile på laurbærrene.

Mange lande satser i disse år benhårdt på forskning og uddannelse, så konkurrencen er hård. Et godt eksempel på en sådan satsning er Brasilien, som jeg besøgte i november 2008. Og tro mig – Brasilien er andet end fodbold, karneval og samba! 

Brasilien satser målrettet på forskning og udvikling, og det har givet flotte resultater på flere områder. I Danmark kører vi stadig på benzin. Men i Brasilien har de over en årrække satset på udvikling af ethanol, der stammer fra sukkerrør. 

Det har medført, at ni ud af ti nye biler i Brasilien i dag kan køre på dette biologiske materiale. Brasilien har satset på et område, de er gode til.

På samme måde skal vi i Danmark satse på vores styrkepositioner. Klima- og energiområdet er netop et område, hvor vi er gode i Danmark. Tænk bare på, at verdens største vindmølleproducenter er danske!

Det er regeringens klare ambition, at Danmark udvikler sig til et grønt vækstsamfund, der på sigt er uafhængigt af fossile brændstoffer som for eksempel olie, kul og gas.

Derfor vil jeg som videnskabsminister inden sommer fremlægge en grøn forskningsstrategi. Grøn forskning – ikke mindst i vedvarende energiformer – vil både gavne vores eksport og hjælpe os til at kunne mindske den globale opvarmning.

Men jeg vil gerne sige her i dag: Uden kloge hjerner kommer vi ingen vegne. Derfor er det vigtigt, at vi understøtter og hjælper unge forskningstalenter som jer. Netop derfor er konkurrencen Unge Forskere så værdifuld.

Med jeres projekter har I været på en rejse ind i forskningens forunderlige verden. Jeg håber, at det bliver til mange flere rejser. Og glem aldrig: Nye tanker, der umiddelbart fremstår usandsynlige og mærkelige, ender nogle gange med at blive banebrydende for hele vores samfund.

Det var ikke tilfældigt, at en så stor forsker som Albert Einstein slog fast: "Det vigtigste er at blive ved med at stille spørgsmål". Det skal I også gøre. I skal være nysgerrige, og I skal tro på jeres ideer. Fortsat held og lykke.

Tak for ordet.

Del