Bedst på Nettet 2009
Videnskabsminister Helge Sanders tale ved prisoverrækkelsen på IT-Universitetet 1. december 2009.
Det talte ord gælder.
I år er niende gang, at Bedst på Nettet afholdes. Og det er en fornøjelse igen i år at uddele priser til de bedste offentlige hjemmesider.
Arrangementet er en mulighed for at fejre de bedste løsninger, udveksle erfaringer, skabe nye kontakter og drøfte udviklingen de kommende år.
Jeg vil benytte anledningen til at sætte jeres hårde arbejde med at udvikle de offentlige hjemmesider ind i et større perspektiv.
Med Bedst på Nettet sætter vi i fællesskab fokus på, at det er brugerne, der skal i centrum, og at nytteværdien er afgørende for, om de digitale tilbud anvendes.
Det har været omdrejningspunktet for dagens program, og for de mini-sessions I har deltaget i. Og det har naturligvis afgørende for, hvem der om få øjeblikke løber med årets priser.
I et større perspektiv handler det om, hvilken offentlig sektor vi gerne vil have – med relevant og fleksibel service i høj kvalitet.
Fokus på brugerne
Udgangspunktet er, at offentlige hjemmesider skal være til for brugernes skyld.
Borgere og virksomheder skal have nem adgang til relevante oplysninger og kunne anvende brugervenlige digitale selvbetjeningsløsninger.
De overordnede mål er måske åbenlyse, men det er ikke desto mindre vigtigt, at holde fast i målsætningerne.
Vi skal skabe platforme, der sikrer mindre administration og mindre bureaukrati.
Vi skal skabe platforme, der sikrer en bedre og mere fleksibel service til borgere og virksomheder.
Og vi skal skabe platforme, der sikrer en højere grad af synergi og samspil på tværs af den offentlige sektor og mellem borgere, virksomheder og den offentlige sektor.
Fokus på nytteværdi og resultater
Vi er i dag midt i en af de værste økonomiske kriser i nyere tid. Hele den globale økonomi har haft det svært de seneste 1½ år – og i Danmark går vi heller ikke ramt forbi.
Derfor er det vigtigt, at vi finder løsninger, der sikrer, at Danmark kommer stærkt ud på den anden side af krisen. Spørgsmålet er naturligvis hvordan? Og jeg er overbevist om, at digitale løsninger er en central del af svaret.
Det handler om brugervenlig selvbetjening, om intelligent anvendelse af data – og om innovative tiltag, der sikrer bedre, hurtigere og nemmere løsninger.
Og det handler om at sætte fokus på det relevante – og bruge de digitale muligheder til at gøre en forskel.
Jeg tror, at vi i Danmark er stærkt rustet til for alvor at høste de digitale gevinster. Men det forudsætter et fortsat fokus på nytteværdien af de digitale tilbud og digitale løsninger, vi anvender.
e2012
Med e2012-målet har regeringen sat et ambitiøst mål for digitaliseringen af den offentlige sektor.
Senest i 2012 skal al relevant skriftlig kommunikation mellem borgere, virksomheder og den offentlige sektor kunne foregå digitalt. Det stiller store krav til udviklingen af de digitale løsninger.
Samtidig er det helt afgørende, at vi sikrer, at den kommunikation og digitale værktøjer, borgere og virksomheder har adgang til på de offentlige hjemmesider, er let tilgængelig og relevant.
Alt i alt er de offentlige hjemmesider en vigtig brik i udviklingen af den offentlige sektor – og i udviklingen af vores samfund generelt.
Med de ord vil jeg heller ikke lade spændingen vente længere. Nu vil jeg sammen med dommerkomiteen overrække priserne til vinderne af Bedst på Nettet 2009.




