Åbning af Værebroparkens bredbåndsinstallation
Videnskabsminister Helge Sanders tale ved åbningen af Værebroparkens bredbåndsinstallation i Bagsværd 30. april 2009.
Det talte ord gælder.
Tak for invitationen til at komme her til Værebroparken i dag. Jeg er meget glad for at kunne åbne ét af Danmarks største og hurtigste højhastighedsnet.
Det er et flot og fremtidssikret net, der bliver åbnet i dag. Her vil beboerne i mange år fremover kunne nyde godt af den lynhurtige teknologi.
Men det er ikke kun fibre, kabler og ledninger, vi indvier i dag. Nej, vi indvier en flig af fremtiden. For i fremtiden får vi alle brug for stadigt hurtigere internet.
Når alle vore feriebilleder, dokumenter og programmer kommer til at ligge på internettet og ikke på den enkelte computer, så kommer det til at kræve meget af vores infrastruktur.
De krav bliver ikke mindre, når vi i fremtiden uddanner os, taler i telefon og ser tv over internettet. Derfor skal vi have en infrastruktur i verdensklasse.
Jeg ved, at den bredbåndsforbindelse, som vi indvier her i dag, gør det muligt på en gang at levere internet, telefoni, kabel-tv og telefoni over internettet. Dét er infrastruktur i verdensklasse, og det kan I være stolte af her i Værebroparken.
Som videnskabsminister har jeg igennem en årrække haft fokus på, at alle danskere skal kunne få en bredbåndsforbindelse derhjemme. Adgang til bredbånd er en forudsætning for, at borgere og virksomheder kan deltage i det globale videnssamfund. Bredbånd kan hjælpe folk ud af isolation, give ny indsigt og sikkert og hurtigt føre os ind i fremtiden.
I dag kan mere end 99 procent af danske husstande og virksomheder få adgang til bredbånd. Til næste år vil vi alle kunne få bredbånd, hvis vi ønsker det. Ja, Danmark er klart et af de førende lande på it-området.
Faktisk har World Economic Forum for nyligt har kåret Danmark som nummer 1 i verden. For tredje år i træk! Vores flotte placeringer skyldes, at danskerne hurtigt lærer at udnytte teknologiens muligheder. Senest har vi set, at danskerne er verdensmestre i at bruge facebook.
Hele 34 procent af danskerne har en profil med billede og informationer om, hvem vi er. Det bekræfter, at danskerne er gode til at tage teknologien til sig.
Men det er utrolig vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, fordi vi klarer os godt i den slags internationale målinger. Den globale konkurrence er hård. Og det gælder ikke mindst i tider, hvor økonomien er presset.
For der er ingen tvivl om, at der er mørke skyer over økonomien. Verden oplever for tiden en af de værste finansielle kriser siden trediverne. Mange danskere oplever, at deres velstand og jobs ikke er så sikre, som for et par år siden. I regeringen tager vi situationen meget alvorligt. Vi ved, at alle dele af samfundet må bidrage til, at Danmark kommer ud af krisen.
I trediverne byggede man broer og veje for at komme ud af krisen. Nu skal vi fremme vidensamfundets infrastruktur. Derfor mener jeg, at udbygningen af højhastighedsbredbånd er et vigtigt værktøj til at bringe os ud af krisen. For bredbånd åbner nye muligheder for innovation og for fleksibelt arbejdsliv.
Så tiden er kommet, hvor vi skal kigge fremad. Vi skal sikre, at danskerne har fremtidssikret bredbånd, som det vi indvier her i dag. Mange danskere efterspørger også adgang til internettet "hvor som helst og når som helst". Så det er vigtigt også at sikre udbredelsen af mobilt bredbånd.
Derudover vil jeg fremhæve it-færdigheder. Det er vigtigt, at danskerne kan begå sig i den digitale verden. Gode færdigheder er en helt central forudsætning for, at danskerne kan tage digitaliseringens nye muligheder til sig. Derfor skal det være lige så selvfølgeligt at lære at bruge it, som det er at lære alfabetet.
Så der er mange udfordringer på it-området. På den baggrund har jeg nedsat en komité, som skal komme med anbefalinger til, hvordan vi kan ruste os til fremtidens højhastighedssamfund.
Komiteen dækker bredt og har både medlemmer fra it- og teleindustrien, spilindustrien, de store indholdsproducenter og fra forskningens verden. Højhastighedskomiteen har allerede holdt sit første møde for to uger siden. Så nu er arbejdet skudt godt i gang.
Lynhurtigt bredbånd – som her i Værebroparken – vil spille en vigtig rolle. Så også set fra denne vinkel er der grund til at rose den fremsynede investering i avanceret fibernet, som bliver indviet her i dag.
Så lad mig slutte her med at lykønske beboerne i Værebroparken med deres nye digitale muligheder. Muligheder, som mange danskere længes efter – og som vil gøre det ekstra attraktivt at bo i Værebroparken.
Tak for ordet.




