Forskningspolitisk årsmøde i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab

Det talte ord gælder.

Kære alle sammen!

Der var engang, hvor livet på sin vis var meget nemmere for universiteterne. Dengang fyldte forskning og videregående uddannelse ikke meget på den offentlige dagsorden – eller i finanslovsdebatterne blandt politikerne.

Ordet "globalisering" var kun lige optaget i retskrivningen – og ingen tænkte nærmere over dets betydning.

Dengang uddannede man langt færre kandidater – og de fleste af dem var beskæftiget inden for universiteternes mure, på gymnasierne eller andre steder i den offentlige sektor.

Dengang var der kun meget få steder, hvor der var et tæt samarbejde mellem universitetsforskere og virksomheder eller med andre aktører i samfundet.

Og dengang skulle et dansk universitet ikke bekymre sig over, om nogen kunne risikere at snuppe deres forskere, studerende eller EU-midler for næsen af dem. Disse tider er uigenkaldeligt forbi.

Situationen i dag

Universiteterne uddanner i dag cirka dobbelt så mange kandidater som i starten af 90'erne, små tre gange så mange som i starten af 80'erne og fem gange så mange som i slutningen af 60'erne.

Universiteternes størrelse og antallet af ansatte er fulgt med den udvikling – og det samme er kravene til også at udvikle sig som arbejdspladser og organisationer.

Kandidaterne bliver i dag ansat i det private erhvervsliv i næsten lige så højt et antal som i det offentlige – og det skal de rustes til.

Og universiteterne er nu nødt til både at konkurrere og samarbejde langt mere indgående internationalt om de dygtigste studerende, forskere og undervisere – ikke mindst om ressourcer fra EU og andre steder fra.

Nye forventninger fra samfundet

Samtidig med alt dette er det omgivende samfunds forventninger til den forskning og uddannelse, som universiteterne præsterer, steget kolossalt.

Der er i dag en bred forståelse for, at forskning og uddannelse er grundlaget for den fremtidige vækst og velstand. Derfor giver et flertal i Folketinget i disse år et historisk økonomisk løft til universiteterne og til forskningen.

Disse mange ekstra midler uddeles på et tidspunkt, hvor der også råbes efter flere ressourcer til sygehuse, skoler, børneinstitutioner og ældrepleje.

Det er derfor et stadigt krav, at vi sammen kan retfærdiggøre over for såvel befolkningen som Folketinget, at disse investeringer er nødvendige. Især, hvis jeg senere skal ud og argumentere for endnu flere midler.

Politikernes forventning er, at dansk forskning fortsætter med at udvikle sig fra det høje niveau, som det er kendetegnet ved i dag. Og vi forventer, at forskernes formidling og samarbejde med samfundet går betydeligt længere end til alene at skrive lærebøger og artikler, blive interviewet og holde foredrag.

Ledelsesreformen på universiteterne

Alle disse forandringer, udfordringer og nye forventninger stiller store krav til universiteternes evne til at prioritere, lægge langsigtede planer og til at kunne tage beslutninger, der ikke er lige populære alle steder.

Udviklingen har vist, at den gamle ledelsesform på universiteterne ikke var tidssvarende nok i forhold til, at de effektivt kunne håndtere disse udfordringer. Det var dét, der var baggrunden for universitetslovens reform af ledelserne på universiteterne.

I dag møder de universitetsansatte en langt mere aktiv ledelse. Det er dét, der var meningen – men det er klart, at det giver anledning til debat og diskussion.

Afslutning

For nogle debattører er svaret at nedsable stort set alt, hvad der er sket på universiteterne de sidste 25 år og kræve lovgivningen spolet tilbage til de gode gamle dage.

Jeg håber i dag også at høre nogle andre bud på, hvordan universiteterne lever op til de mange nye udfordringer.

• Hvordan skal universiteterne bidrage til velfærd og velstand og samtidig have kvalitet og frihed i centrum?
• Hvordan får vi sikret internationalt konkurrencedygtige karriereveje for de dygtigste unge forskere – så de forbliver eller vender hjem til Danmark?
• Hvordan får vi flere kvindelige forskere?
• Hvordan får vi internationaliseringen af forskningen yderligere op i gear?
• Hvordan bekæmper vi den negative sociale arv?

Det er bare nogle af udfordringerne. "Flere basismidler", "mindre ledelse" og "nej til kommercialisering" kan da umuligt være svarene på dem alle sammen!

Tak skal I have.