Sander: Vi skal sætte fokus på fremtidens talenter
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved finalen i konkurrencen "Unge Forskere" på Århus Rådhus 31. marts 2008.
Hvis flere unge skal gå forskervejen, er det afgørende, at vi understøtter de talentfulde elever, uanset hvor de findes i Danmark. De er rollemodeller for andre unge. Derfor er en konkurrence som Unge Forskere vigtig.
Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander (V), da han talte i forbindelse med præmieoverrækkelsen ved finalen i konkurrencen "Unge Forskere". Arrangementet blev afholdt mandag den 31. marts på Århus Rådhus.
I sin tale sagde ministeren blandt andet:
– Jeg er meget optaget af, at flere unge vælger at gå forskervejen. For at det skal lykkes, er det afgørende, at vi understøtter de talentfulde elever, uanset hvor de findes i Danmark.
– Hvad nu, hvis Mozart aldrig havde været i nærheden af et klaver som barn? Hvis Michael Laudrup ikke havde haft en fodboldinteresseret far og aldrig var begyndt til fodboldtræning?
– Det er vigtigt, at I unge på et tidligt tidspunkt kan snuse til forskningens forunderlige verden. Måske finder I ud af, at I har særlige evner, nye ideer eller en glødende interesse.
– Netop derfor er en konkurrence som Unge Forskere vigtig. Ikke alene for at øge den brede interesse blandt unge for naturvidenskab og teknik, men også for at bringe talenterne frem i lyset.
– I 2007 deltog mere end 1.600 unge med mere end 1.000 projekter. Samtidig har unge danske forskere i 2007 deltaget i internationale konkurrencer og vundet flotte priser i USA, Sydafrika og Kina.
– Det, synes jeg, illustrerer, at Unge Forskere ikke alene er et tilløbsstykke, men at projekterne faktisk har en høj kvalitet.
– Jeg glæder mig samtidig over, at Unge Forskeres sekretariat har fået den europæiske finale til Danmark i september måned. Det er alle tiders mulighed for at vise, at Danmark er helt med fremme, når det kommer til forskning og innovation.





