Videre til indhold. | Videre til menunavigation

30.04.2008

Sander: Vi skal bryde den negative sociale arv

Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved mini-konferencen "Bryd den negative sociale arv" i København 29. april 2008

Når kun hver tyvende studerende på landets universiteter er fra ufaglærte hjem, så vidner det om, at den såkaldte negative sociale arv er meget udbredt. Men de højere uddannelser skal ikke være for særlige grupper i samfundet – alle, der kan og vil, skal have adgang til universitetet. Alt andet vil være spild af talent for både den enkelte selv og for samfundet som helhed.

Det var nogle af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte ved mini-konferencen "Bryd den negative sociale arv" i København tirsdag den 29. april.

I sin tale sagde ministeren blandt andet:

– Det er så ærgerligt hver gang unge mennesker, der har talentet, evnerne og karaktererne, vælger ikke at tage en videregående uddannelse.

– I dag er det kun hver tyvende studerende, der kommer fra ufaglærte hjem. Den negative sociale arv eksisterer i bedste velgående.

– Blandt studerende, der er lige dygtige, så gennemfører næsten 80 procent af de unge fra akademiske hjem en lang videregående uddannelse. Mens det kun er halvdelen af de unge fra ufaglærte hjem.

– Med andre ord – der er en gruppe unge, som ikke får en videregående uddannelse, selv om de har evnerne.

– Det er et tab af talent. Både for det danske samfund, som skriger på højtuddannet arbejdskraft. Men også for den enkelte selv.

– Der må ikke være barrierer for, at dygtige unge får mulighed for at yde deres bedste og få det meste ud af deres evner. Det er en udfordring, som kræver konkrete initiativer.

– Derfor nedsætter vi i dag en idégruppe. Vi har samlet en stærk gruppe med forskellige faglige profiler, hvoraf flere selv er mønsterbrydere. Formand bliver Hanne Kathrine Krogstrup – prorektor på Aalborg universitet.

Del