Sander: It skal understøtte mulighedernes samfund
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved Telecom 2008 i København 29. april.
Det er ikke nok, at Danmark ligger i front på diverse it-ranglister. Vi skal i endnu højere grad udnytte de mange muligheder, som it giver os. Både i forhold til at skabe en endnu bedre offentlig service, flere valgmuligheder for den enkelte og et renere miljø.
Det var nogle af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte i forbindelse med Telecom 2008 i København tirsdag den 29. april 2008.
– Danmark er i eliten, når det gælder it-udviklingen. Vi skal fortsat udvikle os for at bevare den position. Både den offentlige og den private sektor kan blive bedre til at omsætte de flotte placeringer i mere innovation, vækst og velfærd.
– Digitale løsninger kan for eksempel være med til at aflaste pleje- og sundhedspersonalet i den offentlige sektor.
– Det har hele tiden været mit mål, at den digitale signatur skal være folkeeje. Og jeg tror simpelthen, at vi med den næste generation af den digitale signatur kommer til at bygge den digitale Storebæltsbro. En løsning, der vil stå som en digital milepæl i fremtiden.
– Brugen af IKT medfører på den ene side en øget CO2-udledning. På den anden side hjælper IKT samfundet med at fungere mere effektivt og mere miljørigtigt. IKT er derfor både en del af problemet og en del af løsningen.
– Udover hensynet til miljøet tror jeg også, der er en sidegevinst i form af et stort beskæftigelsespotentiale, hvis Danmark kan blive et af de førende lande inden for miljøvenlig udvikling, produktion, anvendelse og bortskaffelse af it.





