Videre til indhold. | Videre til menunavigation

06.03.2008

Sander: Det skal være lettere at få merit

Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved seminar om anerkendelse og mobilitet i de videregående uddannelser i København 6. marts 2008.

Én af de største udfordringer for det danske velfærdssamfund er manglen på kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal Danmark markedsføres internationalt som et attraktivt studie- og arbejdsland. Men vi skal også fjerne de hindringer, som studerende og specialister oplever, når de søger om at få godkendt deres uddannelse i Danmark.

Det var et af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander talte i forbindelse med et seminar om anerkendelse og mobilitet i de videregående uddannelser i København torsdag den 6. marts.

Videnskabsminister Helge Sander:

– En af de største udfordringer for vores velfærdssamfund er nu manglen på arbejdskraft. Vi mangler dygtige ingeniører i virksomhederne, speciallæger i sygehussektoren og specialister i den danske bioindustri – for blot at nævne nogle eksempler.

– Regeringen lægger derfor stor vægt på at markedsføre Danmark som et attraktivt studie- og arbejdsland.

– Men hvis dygtige studerende og specialister løber panden mod muren, når de søger anerkendelse eller meritoverførsel for deres udenlandske uddannelser, så står andre lande med armene åbne.

– Vi skal være kritiske og forlange kvalitet, når vi vurderer udenlandske uddannelser – men vi skal ikke sætte unødvendige barrierer op for anerkendelse af gode kvalifikationer.

– Vi har store ambitioner for udviklingen af vores uddannelser i Danmark.

– Samtidig har vores virksomheder og forskningsinstitutioner brug for at tiltrække it-specialisten fra Bangalore og speciallægen fra Kiev.

– Centralt i hele dette billede står anerkendelsen af de udenlandske kvalifikationer. Aktørerne i denne vigtige proces er alle vores videregående uddannelsesinstitutioner.

– I skal sikre den vigtige balance mellem en fair og rimelig anerkendelse af udenlandske uddannelseskvalifikationer på den ene side og opretholde den høje kvalitet af vores danske uddannelser på den anden side.

Del