Sander: Dansk forskning skal åbne døren til udlandet
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale i forbindelse med Danmarks Forskningspolitiske Råds forskningskonference 4. marts 2008 i København.
Forskningen er global i sin natur – viden flyder over grænserne. Derfor skal vi hele tiden sikre, at dansk forskning har de bedste rammer for at begå sig i den globale konkurrence.
Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte i forbindelse med Danmarks Forskningspolitiske Råds forskningskonference tirsdag den 4. marts 2008 i København.
Ministeren bakkede op om hovedbudskabet i rådets årsrapport:
– Jeg er meget enig med Danmarks Forskningspolitiske Råd i budskabet om, at en helt afgørende sigtelinje for dansk forskning skal være, at vi har de rigtige rammer og redskaber så vi kan klare os godt i international sammenhæng.
– For forskningen er global i sin natur, og det hverken kan eller bør vi lave om på.
– Tværtimod skal vi tage udfordringen op, og sikre os en internationalisering af dansk forskning – på alle områder og på alle niveauer. Det er den eneste vej frem.
– Jeg føler, at jeg har været en "rejsende ambassadør", når jeg det seneste år har rejst rundt i verden for at indgå samarbejdsaftaler med førende videncentre, blandt andet i Israel, Australien, Singapore, Tyskland og Kina.
– Danmarks Forskningspolitiske Råd kommer ligeledes med nogle gode bud på, hvordan vi bør arbejde med den fortsatte internationalisering af dansk forskning.
– Jeg vil gerne kvittere for disse konstruktive meldinger. For danske love og regler må ikke afskærme os fra udlandet. De skal derimod åbne døren til viden udefra.
– Det siger sig selv, at når langt størstedelen af ny viden frembringes uden for Danmarks grænser. Så skal vi være fysisk til stede og have kontakterne i orden til de relevante samarbejdspartnere.
– Om det er Sydney, Silicon Valley eller Shanghai – så skal Danmark ikke være et ukendt navn. Hverken på uddannelses- eller forskningsområdet.





