Videre til indhold. | Videre til menunavigation

27.08.2008

Konferencen Et fælles løft – ny strategi for natur, teknik og sundhed i hele uddannelsessystemet

Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale på Eksperimentarium i København 27. august 2008.

Interessen for natur, teknik og sundhed skal styrkes, så flere danske unge vælger områderne som levevej. For at det kan lykkedes, skal der skabes større sammenhæng i uddannelsessystemet og større sammenhæng mellem de enkelte fag.

Det er ikke en nem opgave, men den skal løses, så Danmark også i fremtiden kan klare sig i en globaliseret verden.

Det var nogle af videnskabsminister Helge Sanders budskaber, da han åbnede konferencen "Et fælles løft – ny strategi for natur, teknik og sundhed i hele uddannelsessystemet" på Eksperimentarium, onsdag den 27. august.

I åbningstalen sagde Helge Sander blandt andet:

– Mange lande i den vestlige verden har oplevet en svigtende søgning til en række uddannelser inden for netop de fagområder. Danmark er ingen undtagelse. Og selvom der i år er en lille stigning i ansøgningen til ingeniørstudierne, så er det desværre ikke den generelle tendens inden for natur, teknik og sundhedsuddannelserne. Derfor er der behov for at gøre en særlig indsats.

– Regeringen har sat nogle ambitiøse mål i globaliseringsstragien. Helt overordnet skal vi styrke undervisningen i – og interessen for – natur, teknik og sundhed. Og vi skal have flere unge til at tage en videregående uddannelse inden for området.

Anbefalingerne lyder blandt andet, at:

  • Der skal skabes større sammenhæng på tværs af de enkelte fag – matematik, fysik, kemi, biologi og naturfag.
  • Der skal skabes sammenhæng med omgivelserne. De naturvidenskabelige fænomener skal gøres konkrete og relevante for de unge.
  • Og sidst, men ikke mindst, skal der skabes sammenhæng på langs. Undervisningen i grundskolen skal skabe forståelse, nysgerrighed og lyst til at vælge en uddannelse inden for natur, teknik eller sundhed. 

– Det er ikke en nem opgave at løse. Det er jeg helt klar over. Derfor er det særlig vigtigt, at vi i alle dele af uddannelsessystemet står sammen om at løse opgaven. Vi kan ikke løse opgaven hver for sig.

Del