Første spadestik til Green Lighthouse
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved de første spadestik til Green Lighthouse på Københavns Universitet 29. oktober 2008.
Et nyt klimavenligt Green Lighthouse vil stå færdigbygget næste år med gode faciliteter for studerende og medarbejdere på de naturvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet.
Det er regeringens målsætning, at de nye bygninger i 2020 skal bruge 75 procent mindre energi end i dag. Denne målsætning vil Green Lighthouse allerede leve op til i 2009.
Det var nogle af videnskabsminister Helge Sanders budskaber, da han tog de første spadestik til det nye Green Lighthouse ved Københavns Universitet, onsdag den 29. oktober.
I sin tale sagde ministeren blandt andet:
– Studerende, forskere og medarbejdere kan se frem til et flot og funktionelt hus med et enestående energikoncept.
– Green Lighthouse bidrager på fornem vis til, at Københavns Universitets campusmiljøer er bæredygtige, klimavenlige og energirigtige.
– Huset bliver et fyrtårn, hvad angår bæredygtigt byggeri til uddannelsesformål.
– Energieffektivt byggeri med arkitektonisk kvalitet er et dansk eksempel, der er værd at vise omverden.
– Timingen af Green Lighthouse er ideel set i forhold til klimatopmødet i København i 2009.
– Jeg er sikker på, at Green Lighthouse vil give inspiration til andre uddannelsesinstitutioner og til byggebranchen generelt, når der skal findes bæredygtige bygningsløsninger, som samtidig er flot arkitektur.





