Danmark har brug for gode ideer i en globaliseret verden
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved Iværksættermesse i Forum i København 12. september 2008.
Alle unge på videregående uddannelser skal have tilbud om undervisning i iværksætteri. Det er et af regeringen mål i kampen om at blive et idérigt og innovativt samfund. For iværksætteri er nøgleord, hvis Danmark skal klare sig i fremtiden.
Det var nogle af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander åbnede Danmarks største rådgivningsmesse for iværksættere og selvstændige, Iværk08, fredag den 12. september.
I sin tale sagde videnskabsminister Helge Sander blandt andet:
– Globaliseringen kræver, at vi er i stand til at konkurrere på vores viden og gode ideer. Vi bliver i dag ikke bare udfordret på pris, men også på forskning og innovation. Så der er kun én vej frem: Vi må tage kampen og satse endnu hårdere på innovations- og iværksætterområdet.
– Regeringen har en klar målsætning om, at Danmark skal være et af verdens mest idérige og innovative samfund.
– Vi har sat målrettet ind med en ambitiøs iværksætterpolitik, som hviler på kultur, kompetencer og kapital. Arbejdet har givet resultat. Danmark er blandt de lande i OECD, som gennem de senere år har forbedret vilkårene for iværksætteri mest.
– Et centralt element er de såkaldte innovationsmiljøer. De har virkelig formået at give lokale videnbaserede iværksættervirksomheder en værdifuld håndsrækning. Innovationsmiljøerne kan således hjælpe lovende iværksættere med at realisere disse projekter gennem tilførsel af udviklingskapital.
– Et andet centralt regeringstiltag er de fem regionale Væksthuse, der blev etableret i 2007. Væksthusene er fyrtårnene i vores målsætning om at skabe et sammenhængende rådgivningssystem, hvor iværksættere kan få hjælp til at udvikle kompetencer og forretningspotentialer. Væksthusene betyder nemlig, at iværksættere nu kun behøver at henvende sig ét sted.
– I et større perspektiv handler det i bund og grund om at opbygge en iværksætterkultur herhjemme. Hvis det skal lykkes, er det vigtigt, at iværksætteri indtænkes i uddannelsessystemet. Målsætningen er, at alle unge på de videregående uddannelser skal have tilbud om undervisning i iværksætteri.





