Videre til indhold. | Videre til menunavigation

01.12.2007

Videnskabsministeren gav skulderklap til fremtidens forskere

Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale i forbindelse med præmieoverrækkelsen ved robotkonkurrencen "First Lego League, Scandinavia" i Herning Kongrescenter 1. december 2007.

– Vi skal søge viden, så vi i fremtiden kan gøre vores samfund endnu bedre. Så vi kan helbrede mennesker med kræft. Så vi kan skabe et renere miljø. Hvem ved? Måske er det en af jer, som vælger at arbejde videre med videnskaben og give Norden international anerkendelse som forsker f.eks. i form af en Nobelpris.

Det sagde videnskabsminister Helge Sander, da han talte i forbindelse med præmieoverrækkelsen ved robotkonkurrencen "First Lego League, Scandinavia". Arrangementet fandt sted lørdag den 1. december i Herning Kongrescenter.

I sin tale til de unge finalister sagde ministeren blandt andet: 

– I dag tager vi mange ting for givet. Vi kan ringe fra vores mobiltelefon, og vi kan surfe på internettet. Ja, vi vil snart kunne få robotter, der kan gøre rent og slå græs for os.

– Men alle disse ting, som letter vores hverdag, bygger på banebrydende forskning, nysgerrighed og gode ideer.

– Vi skal søge viden, så vi i fremtiden kan gøre vores samfund endnu bedre. Så vi kan helbrede mennesker med kræft. Så vi kan skabe et renere miljø.

– Derfor skal der i de kommende år satses på de bedste hjerner og ideer, uanset hvor de befinder sig.

– Men der er stadig for få herhjemme, der interesserer sig for naturvidenskab og teknologi. Det skal vi have lavet om på. Jeg er derfor rigtig glad for en konkurrence som First LEGO League, som netop øger opmærksomheden om teknologien og naturvidenskaben.

– Jeg er sikker på, at vores etablerede forskerverden og dommerpanelet er blevet inspireret ved at opleve det store engagement hos alle jer deltagere.

– Det er godt at vinde, men især i en konkurrence som denne er det faktisk også meget vigtigt at være med og lære af at arbejde med naturvidenskab og teknologi.

– Hvem ved? Måske er det en af jer, som vælger at arbejde videre med videnskaben og give Norden international anerkendelse som forsker for eksempel i form af en Nobelpris.

Del