Sander: Vi må tænke kreativt og anderledes
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved indvielsen af det nye Biocenter i Universitetsparken i København 13. september 2007.
– Trods massive investeringer i viden kan vi ikke konkurrere med statskasserne i Tyskland, England og Korea. Derfor må vi tænke kreativt – og tænke anderledes. Vi må samle kræfterne, gå på tværs af discipliner og udvikle partnerskaber, også i samarbejdet mellem det offentlige og erhvervslivet.
Det sagde videnskabsminister Helge Sander, da han torsdag den 13. september 2007 talte ved indvielsen af det nye Biocenter i Universitetsparken i København.
Visionen er at skabe et slagkraftigt center for bioteknologisk forskning, undervisning og innovation på højt internationalt niveau. Staten har skudt 650 mio. kr. ind i byggeriet, mens Lundbeckfonden har doneret 25 mio. kr. Det færdige byggeri vil omfatte et knap 30.000 m2 stort kompleks til forskning og undervisning. Dertil kommer en privat forskerpark på ca. 10.000 m2.
I sin tale sagde ministeren desuden:
– Vi skal stimulere processen med skabelse af ny viden, så virkelysten og kreativiteten bliver en endnu større drivkraft.
– Sidste års politiske aftaler om globaliseringspuljen og velfærd er en ansvarlig fremtidssikring, hvor vi kan bruge flere penge på viden, fordi det langsigtede finansieringsgrundlag er på plads.
– De øgede investeringer i forskningsinfrastruktur er vigtige, fordi danske forskere naturligvis skal have adgang til moderne laboratorier, apparatur og forsøgsfaciliteter.




