Sander: EU har gjort os globalt parate
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale til Brande Rotary Klub 28. marts 2007.
Netop på grund af EU har vi et rigtigt godt udgangspunkt – en stærk platform – for at møde globaliseringen.
Det var et af budskaberne fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte til Brande Rotary Klub onsdag den 28. marts 2007.
I sin tale sagde ministeren blandt andet:
– Netop på grund af EU har vi et rigtigt godt udgangspunkt – en stærk platform – for at møde globaliseringen. Vi har en stærk økonomi og et velfungerende indre marked. Vi er vant til at samarbejde om fælles udfordringer.
– Det er en styrke i disse tider, hvor vi oplever en stærk konkurrence fra f.eks. Kina og Indien om hvem, der kan være billigst. Det er det samme billede, der tegner sig over hele Europa.
– Derfor satser EU nu benhårdt på forskning og udvikling. Det er viden, vi skal leve af fremover. Ikke billig arbejdskraft.
– For få måneder siden startede Det Europæiske Forskningsråd, der skal tiltrække og fastholde forskningseliten til de europæiske forskningsmiljøer.
– Samtidig er EU's forskningsbudget vokset markant fra 35 mia. kroner i 2006 til hele 68 mia. kroner i 2013.
– EU har tit været det første skridt ud i verden for mange danske virksomheder, der ville prøve udfordringer med globaliseringen. Sammen med den storstilede investering i viden har EU således været med til at gøre os globalt parate.





