Sander: Den næste skandinav i rummet bør være dansk
Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale da han bød fem astronauter velkommen ved en pressekonference på Christiansborg.
Astronauter er rollemodeller for unge mennesker. Astronauterne gør unge interesseret i naturvidenskaben. Derfor håber vi på, at den næste skandinaviske astronaut vil være dansk.
Det var et af budskaberne, da videnskabsminister Helge Sander bød de fem astronauter – fire fra NASA og én fra ESA – velkommen til et to-dages besøg i Danmark i forbindelse med en pressekonference på Christiansborg.
I sin tale til astronauterne sagde ministeren blandt andet:
– Astronauter er tæt knyttet til videnskaben. Ikke alene fordi astronauterne om bord på rumstationen overskrider nye grænser i videnskabernes verden.
– Men også fordi astronauter er rollemodeller for unge mennesker. Astronauter gør unge interesseret i naturvidenskaberne, og motiverer dem til at studere eller arbejde med udviklingen af nye teknologier.
– Som et lille land er det vigtigt, at Danmark er med helt fremme, og derfor bør den næste skandinaviske astronaut også være dansk.
– Det er baggrunden for, at vi lancerede en kampagne for en dansk astronaut, og hvorfor vi nu har tre top kvalificerede kandidater til rådighed. De tre kandidater forbereder sig i øjeblikket på den afsluttende udvælgelsesproces i ESA.
De fem astronauter er på en rundtur til de skandinaviske lande, og skal endvidere besøge ESA's astronautskole i Tyskland og tekniske center i Holland. Holdet ledes af kommandant Mark Polansky og inkluderer blandt andre svenske Christer Fuglesang, der som den første skandinav deltog i en bemandet mission til rummet for få måneder siden.





