Københavns Universitets rektormiddag

Det talte ord gælder.

Universiteternes rolle i samfundet

Kære allesammen

Det er altid med et sug i maven, at man træder ind i festsalen på Københavns Universitet. Disse lokaler er unge i forhold til opstarten i 1479 – men gamle i forhold til universitetsloven fra 2003. Men de er en stadig påmindelse om de omvæltninger, som universiteterne har gennemgået – i takt med samfundet omkring det.

Den sidste store omvæltning var i 1960’erne, hvor der skete en forvandling fra de lukkede miljøer for de få. Til de demokratiske og brede uddannelsesinstitutioner for de mange, som vi kender det i dag.

De danske universiteter uddanner i dag over fem gange så mange kandidater, som de gjorde i 1960’erne. Samtidig har universiteternes rolle ændret sig.

Missionen i dag handler ikke alene om samfundets dannelse og om at bidrage med ny erkendelse. Den handler også om at være katalysator for den innovation, der skal gøre Danmark køreklar til globaliseringen. Og her står vort samfund stærkt!

Vores økonomi er fremragende. Beskæftigelsen er i top. Fordi vi har en velfærds- og arbejdsmarkedsmodel, der både sikrer fleksibilitet og tryghed.

Rundt omkring i Europa bruger man os som forbillede. Det er tankevækkende, at en dansk flexicurity-model er blevet et centralt element i den franske præsidentvalgkamp.

Vi har en dansk profil, som gør, at vi i mange sammenhænge er kommet på verdenskortet. Men for at sikre dette velfærdssamfund er vi nødt til at investere i fremtiden.

Reformperioden

Det er i det lys, at de seneste års reformer på universitetsområdet skal ses. Universitetsloven fra 2003 betød en styrkelse og modernisering af ledelseskraften på universiteterne.

Samme år kom reformen af forskningsrådssystemet, der gav en mere klar arbejdsfordeling og struktur for, hvordan offentlige forskningsmidler skal fordeles.

I 2006 fik vi fusionerne, som vi er overbevist om vil give institutionerne bedre rammer for at placere sig på videnskabens verdenskort.

I år har vi så påbegyndt implementeringen af de mange initiativer fra globaliseringsstrategien, og i de kommende år vil vi se danmarkshistoriens største investering i viden.

Måske er alle ikke enige i de reformer, der er gennemført over de seneste fem år. Men det er den vej, regeringen har ønsket at gå – og som er blevet bakket op af et flertal i Folketinget.

Forskningsfrihed og detailstyring

Den seneste tid har begreber som forskningsfrihed og detailstyring været på dagsorden.

Lad mig med det samme slå følgende fast: Regeringen vil ikke begrænse forskningsfriheden. Det vil jeg ikke være med til, hverken som minister med ansvar for universiteterne – eller som liberal politiker.

Forskningsfriheden står uantastet før og efter universitetsfusionerne. Dette princip er oven i købet nu blevet lovfæstet for de mange forskere på sektorforskningsinstitutionerne, der førhen ikke var underlagt universitetsloven.

Altså en forbedring for forskerne samlet set. Vi er heller ikke interesseret i at detailstyre universiteterne. Tværtimod har regeringen arbejdet for at styrke universiteternes selvstyre.

Og udgangspunktet er ikke så ringe endda. Vi har nu mere eller mindre opfyldt ni ud af de ti løfter om frihedsgrader, der blev skrevet ind i teksten i forbindelse med universitetsreformen tilbage i 2002.

Der er dog ét ønske, som vi ikke har effektueret. Det er ønsket om at hæve den økonomiske grænse på 50 millioner kroner for, hvornår anlægsaktiviteter skal forelægges Finansudvalget.

Universiteterne er desuden blevet selvejende og har fået egne bestyrelser. Selvejet giver flere frihedsgrader end tidligere.

Men selvejer er ikke det samme som at være en privat virksomhed.
Finansieringen og de samfundsmæssige forpligtigelser er vidt forskellige.

Samtidig er vi politikere blevet kritiseret for at blande os i f.eks. uddannelsernes tilrettelæggelse. Til dét vil jeg sige, ja – og det er der en god grund til. For rektor. Gennem for mange år er der studerende, der har været ude i svinkeærinder, overspringshandlinger og slendrian.

Som politikere er vi nødt til at forholde os til den virkelighed, at:

• Det i gennemsnit kun er hver sjette kandidat, der gennemfører på normeret tid.
• At alt for mange sidder fast i "specialesumpen".
• At Danmark har verdens ældste kandidater, når de afslutter deres studier som cirka 30-årige.

Denne virkelighed er ikke tilfredsstillende. Slet ikke hvis vi skal forsvare milliardinvesteringen i forskning og uddannelse. Heller ikke for et samfund, der skriger på højtuddannet arbejdskraft. Og absolut heller ikke for de studerende.

Uanset hvad, så er en høj alder en hæmsko for den enkelte studerendes karrieremuligheder. Det er derfor, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget har taget en beslutning om at blande sig.

Men da Folketingets flertal og regeringens politik af nogle tilsyneladende opfattes anderledes, end den er tænkt – så forholder vi os naturligvis til det.

Derfor har jeg i sidste uge – sammen med universitetsformændene - besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på denne problemstilling.

Arbejdsgruppen vil bestå af en repræsentant fra universitetsformandskredsen, fra rektorkollegiet og fra Videnskabsministeriet. Den skal hurtigst muligt komme med konkrete forslag til, hvor der kan ske forenklinger af reglerne på universitetsområdet.

Internationalisering

Internationalisering er blevet et begreb, vi møder hver dag. Tit og ofte bliver vi konfronteret med påstanden om hjerneflugt fra Danmark.

At dygtige forskere forlader landet til fordel for attraktive udenlandske miljøer. Heldigvis er der mange, der gør det. Og heldigvis vender de fleste også hjem igen.

Tilmed er der rigtig mange udenlandske eksperter, der vælger at slå sig ned i Danmark. Jeg har fået oplyst, at blandt det videnskabelige personale på Københavns Universitet er det cirka hver syvende, der er fra udlandet. Blandt post.doc.-stillingerne er det hele 40 procent.

Og det er slet ikke enestående, når vi ser på andre universiteter. Så helt galt kan det ikke være.

Jeg tror ikke, vi skal være så bekymret for denne problemstilling. For internationale kompetencer er afgørende for såvel forskere som for de mange unge, der fremover træder ud på et globalt arbejdsmarked.

Derfor er jeg meget glad for, at udlandsstipendieordningen nu er faldet på plads. Danske studerende kan fra næste sommer læse i op til to år i udlandet – og tage taxametertilskuddet med i rygsækken.

På forskningssiden er der skabt en præmieringspulje, der belønner de universiteter, der er gode til at tiltrække internationale forskningsmidler. Sammen med andre initiativer skal disse gøre det lettere for danske universiteter at åbne døren for ny viden i udlandet.

Men vi har også et rigtigt godt udgangspunkt. Forskningen bliver nu styrket med markante investeringer i milliardklassen. Derved får danske forskere bedre muligheder for at samarbejde med de bedste i verden.

Men det kræver også, at danske forskere eksponeres internationalt. Anerkendelsen af de danske eliteforskere har allerede været en stor succes. Eliteforsk er blevet etableret på bare få år.

Men vi skal videre. Derfor vil jeg efter sommerferien fremlægge et initiativ, der kan være med til at skabe en bedre international platform for danske forskere.

Det handler om at sikre den bedst mulige eksponering af vore forskere, så de har bedre muligheder for at høste store internationale priser. Som f.eks. Nobelpriserne.

Enhver ved selvfølgelig, at vi ikke kan planlægge os til flere Nobelpriser. Men vi skal være bedre til at tilbyde de bedste af de bedste blandt vores forskere optimale arbejds- og forskningsvilkår.

Afslutning – dialog med universiteterne

I dag har Videnskabsministeriet eksisteret i 1973 dage. Når vi om under en måned runder de 2000 dage, vil vi markere det med en konference, hvor vi sætter fokus på de næste 2000 dage.

Jeg vil tillade mig at fastslå, at regeringen efter de første 2000 dage har leveret varen. Det er et godt fundament.

Så nu skal vi sætte os nye mål – og jeg har store forventninger til, at deltagerne i konferencen mandag den 21. maj vil være med til at sætte den fremtidige kurs.

Det er vigtigt, at alle de centrale aktører og vi politikere spiller sammen. Jeg og regeringen er lydhør.

Her i aften vil jeg gerne afslutningsvis takke for den velvilje, man fra universiteternes side allerede har udvist, når det handler om at debattere udfordringer og finde løsninger.

Det gælder ikke mindst værterne, formand Bodil Nyboe Andersen og rektor Ralf Hemmingsen.

Denne konstruktive dialog håber jeg, vi kan fortsætte.

Tak for ordet.