Videre til indhold. | Videre til menunavigation

26.11.2007

Innovation er et landsdækkende projekt

Uddrag af videnskabsminister Helge Sanders tale ved konferencen "Viden 07 – viden der virker" på Aalborg Universitet 26. november 2007.

Det er en selvstændig udfordring at sikre innovation i hele landet. Også i de mindre byer, hvor det kræver noget ekstra at udvikle og fastholde et innovativt miljø.

Det var budskabet fra videnskabsminister Helge Sander, da han talte ved konferencen "Viden 07 – viden der virker", der blev afholdt på Aalborg Universitet mandag den 26. november 2007.

I sin tale sagde ministeren desuden:

– Innovation skal ud til hele landet. Det er ingen hemmelighed, at det kan være svært for de mindre byer at følge med i en videnbaseret økonomi.

– Et godt eksempel er, at mere end 60 procent af erhvervsPhD-projekterne foregår i Storkøbenhavn. Det er ikke tilfredsstillende.

– Innovation i hele landet er en selvstændig udfordring, som vi er meget opmærksomme på. Eksempelvis, at de små og mellemstore virksomheder – som der er mange af i provinsen – kan have stor gevinst af højtuddannede medarbejdere.

– Med handlingsplanen InnovationDanmark 2007-2010 har regeringen afsat næsten tre mia. kr. – blandt andet til at få flere højtuddannede i de små og mellem store virksomheder. Det betyder en række nye initiativer.

– Vi vil blandt andet give mindre virksomheder rabat første gang, de køber viden og teknologisk bistand. Og vi vil øge medfinansieringen ved forskningsprojekter – det kalder vi "dobbelt op". Vi øger antallet af erhvervsPhD'er og udvider ordningen til også at gælde den offentlige sektor. Endelig har vi gjort videnpilot-ordningen endnu mere attraktiv.

– Innovation skal være for hele landet.

Del