Velkomsttale til IKT-rådet
Videnskabsminister Helge Sanders tale ved IKT-rådets første møde i Videnskabsministeriet 20. december 2006.
Det talte ord gælder.
Kære alle
Det er med stor glæde og med store forventninger, at jeg kan byde jer velkommen til IKT-rådets åbningsmøde.
Jeg synes, det er et meget stærkt hold, der er samlet.
Derfor er jeg glad for, at I alle har takket ja til udnævnelsen, og er mødt så talstærkt op.
I dag skal vi kridte banen op til det kommende samarbejde, og se på nogle af de udfordringer, Danmark står overfor på IKT-området.
Lad mig starte med at referere til ét af de emner, der de seneste dage har optage medierne:
Det drejer sig om de udviklingsopgaver på it-området, der i øjeblikket flyttes til udlandet, fordi der mangler it-specialister herhjemme.
Frontberetninger som disse vidner om, at det ikke længere alene er driftsopgaver, der outsources – men også de videntunge udviklingsopgaver.
Det er nogle signaler, jeg tager alvorligt, for det er udvikling og nytænkning, vi skal lave af i fremtiden.
IKT er med andre ord et område, der bliver stadig vigtigere, når det handler om at forberede Danmark til den global konkurrence på viden.
Det understreges kun af, at 1/3 af væksten i produktiviteten – i dag – kan tilskrives IKT.
Men også af, at IKT er blevet en integreret del af arbejdet på mange arbejdspladser.
Og når det at gå i banken, tale i telefon eller finde interessante rejsemål er noget, der ofte foregår via internettet.
IKT er afgørende for Danmarks fremtid.





