Takketale ved Marienborg-topmøde

Det talte ord gælder.

Kære bestyrelsesformænd – kære rektorer!

Marienborg har gennem årene været hjemsted for mange betydningsfulde begivenheder. Til denne række af skelsættende begivenheder hører vort arrangement her i aften.

Det er markeringen af en omfattende strukturændring. Og af en betydelig styrkelse af danske universiteter og dansk forskning.

Det har været en proces, der har stået på det meste af 2006. Der har været store og vanskelige beslutninger – med betydelige udfordringer og megen travlhed undervejs .

Men jeg synes, at det har været en imponerende proces præget af målrettethed og professionalisme. Denne holdning og tilgang til opgaven vil jeg gerne sige jer tak for her i aften.

Ikke alene på egne vegne – og på vegne af Videnskabsministeriet.
Men også på vegne af regeringen.

Jeg håber, at I som bestyrelsesformænd og rektorer har haft en nogenlunde tilsvarende oplevelse af processen:

For det er ikke helt den virkelighed, som offentligheden har mødt i pressen. Hér er vi blevet konfronteret med en lang række påstande om universitetsfusionerne, herunder:

• At der ikke var foretaget et grundigt forarbejde forud for beslutningen
• At det var et af ministeren, selvopfundet, topstyret og forhastet projekt
• Og at det i øvrigt ikke blev gennemført frivilligt.
  

Påstanden om, at der ikke ligger et ordentligt forarbejde til grund for fusionerne, mener jeg i bund og grund udtrykker en mangel på respekt.

En mangel på respekt for det store arbejde, de enkelte institutioner – med jer i spidsen – har gennemført. En mangel på respekt for de tilbundsgående analyser af fordele, muligheder, ulemper og risici ved de forskellige løsninger.

De analyser, som vi i ministeriet har modtaget fra institutionerne undervejs, og som har dannet grundlag for beslutningen.

Bestyrelsesformænd og rektorer ved bedre end nogen andre, hvordan forhistorien hænger sammen. Nemlig at fusioner af de danske forsknings- og undervisningsmiljøer har været på dagsordenen i mange år.

I hvert fald helt tilbage fra starten af 90'erne. Og at talrige meningsdannere, arbejdsgrupper og organisationer fra både ind- og udland har bidraget undervejs.

Det ændrer ikke ved regeringens målsætning, der har været klar fra starten: At skabe færre men stærkere universiteter, der kan matche den internationale konkurrence.

Men at fusionerne er en idé, der er startet og afsluttet i 2006 – og som er gennemført i hast – er helt ved siden af. 

Da den endelige proces gik i gang, fik jeg fra flere af jer ønsker til afslutningstidspunktet. Flere så gerne processen tilendebragt hurtigst muligt. Af hensyn til medarbejdere og af hensyn til den kommende implementering.

Det har jeg haft fuld forståelse for. Det har regeringen lyttet til.

I det hele taget har regeringen ønsket, at fusionerne skulle foregå ud fra et princip om frivillighed. Tvang skaber sjældent grobund for en frugtbar udvikling.

Derfor er fusionerne et resultat af mange måneders intense drøftelser på hver enkelt institution. Drøftelser om, hvad der kunne være mest hensigtsmæssigt det enkelte sted.

Fødevareområdet er vel det bedste eksempel på, at regeringen har lyttet, da vi besluttede ikke at samle alle institutioner på ét universitet.  

Når det alt sammen er lykkedes alligevel – og jeg vil sige næsten til fuldkommenhed – skyldes det først og fremmest jer. Endnu en gang tak til hver enkelt af jer 12 bestyrelsesformænd og 12 rektorer!

Nu ligger der masser af muligheder, og venter på at blive realiseret. Til gavn for de studerende. Til gavn for forskerne. Til gavn for erhvervslivet – og for hele det danske samfund.

Lad mig nævne fem konkrete områder, som vi skal være meget opmærksomme på:

• Vi kan få nye uddannelser i den synergi, der opstår ved at kombinere fag og studier, der før var adskilte.
• Vi kan få større glæde af forskningsfaciliteterne med en bedre udnyttelse af apparatur, databaser, laboratorier, mv.
• Vi kan blive bedre rustet til at hente EU-midler hjem, fordi der samles større kapacitet og mere erfaring omkring dette formål.    
• Vi får lettere ved at skabe teams af topprofessionelle forskere. Og det bliver lettere for disse teams at tage del i internationale alliancer, fordi de har styrken til det.
• Vi får mulighed for et tættere samarbejde mellem forskning og erhverv, når sektorforskningen integreres i universiteterne.

Der er ikke tvivl om, at både universitetsloven og nu universitetsfusionerne medfører store forandringer. Også på de enkelte institutioner.

Men i bestræbelserne på at forberede os på fremtiden, må vi ikke smide barnet ud med badevandet. Vi skal holde fast i forskningens grundprincipper. Det gælder ikke mindst forskningsfriheden, som har været til debat de seneste uger.

Jeg vil derfor ved denne lejlighed gerne understrege: Der vil ikke være forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne!

Universiteterne har forskningsfrihed, og ledelserne skal værne om denne. Forskerne kan frit vælge metode, fremgangsmåde og emne. 

Samme budskab vil jeg gerne sende, når det gælder vores grundlovssikrede ytringsfrihed.

Som videnskabsminister vil jeg imidlertid ikke nøjes med at understrege forskeres ret til ytringsfrihed. Jeg vil også fremhæve den præcisering af universitetsloven, som vi gennemførte i 2003:

At universiteterne skal "tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat". Det, mener jeg, er meget afgørende.

Regeringen vil sikre, at forandringerne fører til de ønskede resultater. Når implementeringen er godt undervejs, vil der – i 2009 – blive gennemført en uafhængig evaluering af fusionerne.

Denne evaluering vil bl.a. inkludere den frie akademiske debat og forskningsfriheden.

Evalueringer er en naturlig del af ethvert reformarbejde. Derfor er jeg glad for, at partierne bag universitetsforliget er enige om denne fremgangsmåde.

Men evalueringer skal også give et godt indtryk af, om udviklingen går i den rigtige retning. Danmark skal være et førende vidensamfund med forskning og uddannelse på det højeste internationale niveau.

Vi skal være et samfund, hvor ethvert menneske har gode muligheder for at udfolde sit talent. Et samfund, hvor vækst og beskæftigelse er tæt forbundet med viden og idérigdom.  

Det er en nødvendig målsætning, hvis vi skal gøre os reelle forhåbninger om at være blandt de rigeste lande i verden. Også i fremtiden.

For vi kan lige så godt se i øjnene, at vi går en krævende fremtid i møde. En fremtid, hvor vi – i stigende grad - skal basere vores globale konkurrence på viden og indsigt.

Indsigt i, hvordan vi bedst omsætter nye idéer til nye arbejdspladser. Vel at mærke – arbejdspladser med et højt indhold af viden. Derfor spiller stærke universiteter en helt afgørende rolle for væksten i hele samfundet – og jeg understreger, hele samfundet.

Og med de strukturelle ændringer og styrkelsen af universitetsmiljøet er der skabt et godt grundlag for at møde fremtiden.

Vi skal nu udnytte de mange spændende muligheder, der opstår, når forskellige universitetskulturer, forskningsmiljøer og undervisningstraditioner løber sammen. Når ny energi bliver frigivet. 

Som pejlemærker for det videre arbejde ser jeg:

En langt større internationalisering og et større fokus på kvalitet i såvel forskning som uddannelse. Det tager vi nu fat på efter aftalen om globaliseringspuljen.

En pulje, der søsætter en række konkrete initiativer netop med fokus på internationalisering og kvalitet, som f.eks.:

• Akkreditering af danske uddannelser efter internationale standarder.
• Introduktion af nye såkaldte konkurrenceudsatte basismidler.
• Præmiering af de institutioner, der formår at tiltrække midler fra de internationale forskerprogrammer,
• og muligheden for at studerende kan tage pengene med til studier i udlandet.
  

Men vi skal videre. Der er fortsat meget, der skal udvikles, og der er nye mål, der skal nås. I forventningerne til fremtiden, må vi imidlertid ikke glemme de store ting, der er sket i fortiden.

Siden Københavns Universitet startede sine aktiviteter i 1479, har begivenhederne været mange. To af de markante har måske været universitetsreformen i 2003, hvor bestyrelserne med eksternt flertal blev født.

Og så det nye universitets-danmarkskort i 2006, hvor vi bl.a. fik færre, men stærkere og mere konkurrencedygtige universiteter, samtidig med at vi fastholdt det vigtige, regionale islæt.

Vi, der sidder her i aften, har været en del af denne vigtige proces.

Tak.