Videre til indhold. | Videre til menunavigation

12.06.2006

Syddansk Universitets Koldinghusarrangement

Videnskabsminister Helge Sanders tale ved Syddansk Universitets Koldinghusarrangement 12. juni 2006.

Det talte ord gælder.

Universiteter i medvind

Godaften og tak for invitationen til denne specielle og tilbagevendende begivenhed.

Vi befinder os på en borg, der gennem tiderne både har været sønderskudt og nedbrændt, men som siden er genopbygget og restaureret efter alle kunstens regler.

Jeg ser absolut ingen symbolik i, at vi i aften hylder universiteternes velbefindende i disse tidligere så destruerede og nu så smukt genopstandne rammer.

Men der er altid noget helt særligt ved at være til fest her på Koldinghus. Og for tiden er der også – i endnu højere grad end sædvanligt – noget helt særligt ved at beskæftige sig med forskning og uddannelse.

At "viden er den sikre vej til vækst", er en erkendelse, der har spredt sig til alle dele af vort samfund. For os, der er samlet her til aften, er der ikke den store nyhedsværdi i denne erkendelse – vi har vidst det længe.

Men lad os benytte Koldinghusmiddagen i år til at glæde os over:

  • at flere og flere kigger i retningen af universiteterne
  • at flere og flere forventer, at universiteterne leverer den viden, der skal til
  • at flere og flere sætter deres lid til, at universiteterne bliver drivkraft for fremtidens vidensamfund.

Universiteterne er i medvind, og den blæser med stor styrke. Det giver muligheder og udfordringer:

  • Muligheder for at skabe resultater og tiltrække midler til området.
  • Men også et stort ansvar og en stigende forventning om, at midlerne anvendes effektivt og til gavn for samfundet.

Derfor er det en spændende tid, vi befinder os i. En tid, hvor det er helt afgørende for Danmarks vækst og velfærd, at vi får klædt universiteterne på til at føre os sikkert ind i globaliseringen.

Globaliseringsstrategi

Vi bliver dagligt udfordret af både billige og dygtige konkurrenter fra lande som Kina og Indien. Det kræver omstilling og investeringer at gå denne udfordring i møde.

Vi hverken kan eller skal basere vores konkurrenceposition alene på at være billigst. Derimod har vi gode chancer for at vinde i den globale konkurrence, hvis vi er først med ny viden og idéer.

Det er med andre ord de kloge hoveder, der skal vinde globaliseringen for Danmark. Derfor har regeringen fremlagt en plan for, hvordan vi får universiteter, der kan måle sig med de bedste.

Globaliseringsstrategien indebærer omfattende reformer af uddannelse og forskning og markante forbedringer af rammerne for vækst og fornyelse overalt i samfundet.

Som led i velfærdsudspillet har regeringen samtidig foreslået etableringen af en "Globaliseringspulje". I puljen foreslår vi, at der afsættes 11 milliarder kroner ekstra til forskning i 2007-2010.

Det er en satsning af dimensioner, som jeg er glad for, at bestyrelsesformanden venligt kvitterede for i sin tale.

Når vi skal afsætte så mange nye milliarder til forskning, er det vigtigt, at grundlaget for at bruge pengene optimalt er tilstede.

Det er derfor regeringens prioritet, at vi hurtigt og gerne allerede i forbindelse med finansloven for 2007:

  • tager fat på at øge antallet af nye unge forskere – vi mener, der skal ske en fordobling
  • sikrer, at institutionerne hurtigt kan oprette flere post. doc.-stillinger – så vi kan fastholde de nye forskere
  • skaber bedre muligheder for investeringer i forskningsinfrastruktur
  • styrker rammerne for dansk deltagelse i EU-forskningsprogrammer – så vi kan være en aktiv medspiller i den internationale forskning.

Fusioner mellem universiteter og sektorforskning

Hvis universiteterne skal være drivkraften i vidensamfundet, skal vi have stærke og konkurrencedygtige universiteter.

Fusioner mellem universiteter og integration af sektorforskningen i universiteterne er et centralt element i regeringens strategi – og det emne må jeg selvsagt også berøre i min tale.

Men lad det være sagt med det samme: Jeg har ikke en tegning af det nye Danmarkskort i inderlommen. Det tegnes der på med stor flid på i øjeblikket, og det ved I også.

Nogen har kritiseret regeringen for ikke at have en klar vision med den fusionsproces, vi har igangsat.

Men lad mig understrege, at regeringen har klare mål for de nye universiteter:

For det første skal vi skabe faglige synergier ved at øge udbuddet af uddannelser og undervisning baseret på forskning af høj international standard.

For det andet skal integrationen afstedkomme et styrket samarbejde mellem de nye universiteter og eksterne samarbejdspartnere befrugtet af sektorforskningsinstitutionernes nuværende stærke samarbejde med deres brugere.

For det tredje skal integrationen forøge evnen hos de nye universiteter til at markere sig i konkurrencen om EU-forskningsmidler og topplaceringer i det europæiske forskningssamarbejde.

Endelig er det vigtigt at understrege, at de myndighedsopgaver, som sektorforskningsinstitutionerne varetager i dag, fortsat varetages sikkert.

Det er regeringens plan, at der inden sommerferien kan ligge en tilkendegivelse om, hvilke fusioner der ønskes gennemført.

Regeringen har valgt en åben proces baseret på dialog. Og vi inddrager alle berørte institutioner mest muligt i processen.

I den forbindelse vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Syddansk Universitet for en konstruktiv dialog om perspektiverne for den syddanske region.

Syddansk Universitets engagement

Regeringens visioner for universiteterne er ambitiøse. Uden et aktivt medspil fra universiteterne, når vi ikke i mål – medvind eller ej.

Jeg glæder mig i den forbindelse over, at Syddansk Universitet – ikke bare i forbindelse med fusionerne, men generelt – er en aktiv medspiller i realiseringen af vore visioner.

I den udviklingskontrakt, som bestyrelsesformanden og jeg netop har underskrevet, sætter bestyrelsen klare mål for universitetets udvikling og satsningsområder.

Jeg er taknemmelig over, at universitetet spillede en fremtrædende rolle, da vi i maj afholdt Forskningens Døgn. Odense var som bekendt værtsby. Og i sin egenskab af formand for rektorerne fungerede rektor som en værdig formand for forskerdystens dommerpanel.

Afrunding

Til slut vil jeg runde af ved mit udgangspunkt. Mit udgangspunkt var, at vi i aften bør glæde os over, at universitetssektoren har vind i sejlene i disse år.

Vi har med andre ord opbakning fra det omkringliggende samfund i rige mængder. Det giver universiteterne enestående muligheder.

Muligheder for at træde ind i rollen som drivkraft i det samfund, vi er ved at omstille os til. Men der følger et stort ansvar med. Et ansvar, som det kræver investeringer, omstilling og hårdt arbejde at leve op til.

Investeringerne skal regeringen nok hjælpe til med. Omstillingen og det hårde arbejde er i høj grad overladt til jer. Med en fælles indsats kan vi opnå store resultater.

Henry Ford sagde i sin tid: "Hvis jeg havde spurgt mine kunder, hvad de ville have, havde de bedt om en hurtigere hest".

Vi skal vinde globaliseringen ved, at universiteterne går forrest med nytænkningen og de gode idéer. Kun med universiteter helt i front kan vi skabe fundamentet for et bedre samfund.

Jeg er sikker på, at Syddansk Universitet også fremover vil være en konstruktiv medspiller i realiseringen af denne vision.

Tak for ordet.

Del