Videre til indhold. | Videre til menunavigation

12.06.2006

Samarbejde mellem offentlig og privat forskning som forudsætning for at Danmark kan bevare sin globale førerstilling

Videnskabsminister Helge Sanders tale ved indvielsen af LM Glasfibers nye vindtunnel 12. juni 2006.

Det talte ord gælder.

Tak for ordet

Og tak, fordi jeg må komme her i dag og deltage i indvielsen af LM Glasfibers ny vindtunnel.

At vi har gode forsknings og innovationsmiljøer i danske virksomheder, er noget, der ligger mig meget på sinde. Det er simpelthen afgørende for, om vi i årene fremover kan gribe de muligheder, der kommer med globaliseringen.

Her er en virksomhed som LM Glasfiber et rigtigt godt eksempel. Som del af den danske vindmølleindustri agerer LM Glasfiber på et globalt marked.

Med investeringen i den ny vindtunnel satser LM Glasfiber på at være med helt i front af den teknologiske udvikling. Det er flot, men også nødvendigt.

Innovation i virksomheder

Det gælder ikke kun for LM glasfiber men for hele erhvervslivet, at vi skal skabe innovation, hvis vi skal blive ved med at være i førertrøjen på et globalt marked.

Men innovation handler ikke nødvendigvis om at skabe alting fra bunden en gang til. Nej, i Danmark skal vi satse på de ting, vi er gode til, og udnytte de styrkepositioner vi har.

Man kan sige det sådan, at innovation ikke drejer sig om at opfinde cykelhjulet en gang til, men om at få det til at køre hurtigere.

Spørgsmålet er så, hvordan vi får hjulet til at køre hurtigere. Rammerne for regeringens indsats for at skabe mere innovation i de kommende år, er i høj grad globaliseringsstrategien.

Jeg vil i dag fremhæve tre pakker af tiltag fra strategien som særligt centrale for at skabe flere succeser som LM Glasfiber:

  • Mere samarbejde mellem offentlig og privat om forskning
  • Hårdere konkurrence om forskningsmidlerne
  • Fusioner mellem universiteter og sektorforskning

Mere samarbejde mellem offentlig og private om forskning

Det er karakteristisk for den danske vindmølleindustri, at udviklingen er sket i et tæt samarbejde mellem virksomheder og forskningsinstitutioner. Det mangeårige samarbejde mellem LM Glasfiber og Forskningscentret Risø er et godt eksempel på det.

Virksomheder, der samarbejder med offentlige forskningsinstitutioner om forskning, er mere innovative, og den offentlige forskning bliver bedre af det. Derfor vil regeringen understøtte mere offentlig-privat samarbejde om forskning

Det vil vi gøre ved at iværksætte helt nye initiativer på området. Vi vil blandt andet give mindre virksomheder rabat første gang, de køber viden og teknologisk bistand.

Og vi vil lave en "dobbelt op"-ordning, hvor det offentlige investerer en krone for hver gang, det private investerer en krone i et forskningsprojekt.

Derudover vil vi støtte såkaldte "matchmakere", der kan skabe netværk mellem virksomhederne og universiteter og sætte projekter i gang.

Samtidig vil vi gøre de eksisterende ordninger langt mere fleksible, så ministeriet hurtigt kan understøtte og prioritere de områder, der er særligt lovende.

Hårdere konkurrence om forskningsmidlerne

Hvis virksomhederne skal have noget ud af at samarbejde med de offentlige forskningsinstitutioner, skal kvaliteten af den offentlige forskning være i top.

Regeringen har derfor sat som mål, at vi skal øge den samlede forskningsindsats, så den i 2010 udgør tre procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Men kvalitet handler ikke alene om, hvor mange penge vi bruger på forskning. Derfor lægger regeringen vægt på konkurrence som et sundt princip for uddeling af forskningsmidler.

Det skal sikre, at pengene går til de bedste forskere. Det vil skabe forskningsmiljøer i verdenseliten.

Afslutning og indvielse

Vi har brug for, at dansk erhvervsliv hele tiden fornyer sig, så de kan tjene penge til Danmark til gavn for os alle sammen. Derfor er der behov for en øget og målrettet satsning på forskning, uddannelse og innovation.

En del af den opgave tager regeringen på sine skuldre. Men opgaven med at ruste Danmark til globaliseringen, kan vi ikke løfte alene.

Vi er afhængige af, at virksomhederne viser mod og vilje til at satse på fremtiden. Derfor er det med stor glæde, at jeg i dag kan deltage i en sådan satsning på fremtiden.

Og med disse ord synes jeg, vi skal starte LM Glasfibers ny vindtunnel og erklære den for indviet.

Del