It-sikkerhedskonference
Videnskabsminister Helge Sanders tale ved it-sikkerhedskonferencen 17. januar 2006.
Det talte ord gælder.
God formiddag og tak for, jeg igen i år får mulighed for at tale ved Dansk IT's it-sikkerhedskonference.
It-sikkerhed er bestemt ikke blevet mindre vigtigt, siden jeg stod her første gang.
It-sikkerhed kræver samarbejde både
- inden for den offentlige sektor
- inden for den private sektor
- på tværs af den offentlige og den private sektor.
Konferencer, som denne, er netop med til at styrke dette samarbejde. Jeg vil derfor gerne kvittere for, at Dansk IT også i år har taget initiativ til en konference om it-sikkerhed.
It-sikkerhed er et fælles ansvar. Regeringen har sin del af ansvaret, men vi kan ikke løse problemerne alene. Udbydere og brugere har i høj grad også et ansvar.
Mange af de udfordringer, vi står overfor, er grænseoverskridende.
Det gælder for globaliseringens udfordringer. Men det gælder også for udfordringerne inden for it-sikkerhed.
Spam og virus stopper ikke ved landegrænserne og viser pas. Derfor er det vigtigt, at alle, der arbejder med it-sikkerhed, står sammen om det fælles ansvar.
Globaliseringsrådet
Globalisering er i dag blevet en helt central del af samfundet. Og vi befinder os lige nu i en meget spændende tid.
Som bekendt har regeringen nedsat et Globaliseringsråd. Rådet skal rådgive og komme med input til regeringens strategi. Både erhvervsliv, forskere og organisationer er repræsenteret i rådet.
De to helt centrale spørgsmål for rådets arbejde er:
- Hvordan kan vi bedst gribe globaliseringens muligheder?
- Og hvordan kan vi bedst forberede os på globaliseringens udfordringer.
Rådet har diskuteret spørgsmål som:
- Hvordan får vi omsat mere forskning til konkrete produkter?
- Hvilket indhold skal vores uddannelser have for at være mest effektive?
- Hvad betyder innovation, når man er en lille virksomhed?
Det er vigtigt, at vi fordomsfrit kan diskutere disse spørgsmål. Og alle forslag til svar er velkomne.
Globaliseringsrådet lægger snart sidste hånd på sit arbejde. Og regeringens udspil til en strategi forventes i løbet af nogle måneder.
Globalisering
Det er efterhånden gået op for de fleste, at vi ikke kan leve af baconeksport alene. Der skal mere til, hvis vi skal gøre os håb om at fastholde vores høje velstandsniveau.
Der skal med andre ord mere viden ind i vores produkter og services. For vi kan ikke og skal ikke komme uden om globaliseringen. Det er der bred enighed om.
Det er nok mere, hvad vi skal gøre ved den, som er til
diskussion.
Regeringen vil gerne sikre, at Danmark fortsat kan være et af
verdens mest velfungerende samfund.
Regeringens strategi kommer til at indeholde meget om forskning, innovation og uddannelse.
Vi har i dag en række styrkepositioner i Danmark. Det gælder f.eks. en sund samfundsøkonomi og et fleksibelt arbejdsmarked. Men der er også områder, der kræver en større indsats.
Det gælder områder som:
- Styrkelse af vores uddannelser
- Øget forskning og større udbytte af vores viden
- Flere vækstvirksomheder og dermed flere nye job
- Mere innovation på alle planer.
Globalisering og IKT
Også informations- og kommunikationsteknologien spiller en væsentlig rolle i globaliseringen. Danmark skal være blandt verdens førende videnøkonomier. Og det kommer ikke af sig selv.
Vi skal være i verdensklasse, når det gælder:
- opfindelser
- udvikling af ny viden og
- ny teknologi.
Men vi skal også være i verdensklasse, når det gælder om at anvende den nye teknologi. Og her spiller it-sikkerheden jo i høj grad en væsentlig rolle.
Anvendelsen af ITK er helt afgørende for, at vi kan blive en af verdens førende videnøkonomier. IKT udgør i mange henseender skinnerne for globaliseringens vej frem.
IKT er i dag en integreret del af samfundets infrastruktur. Men med de nye teknologier og tjenester følger nye sikkerhedsrisici.
Borgere og virksomheder skal trygt og med tillid kunne anvende it. Trusler mod tilliden og trygheden bliver desværre hele tiden mere avancerede og komplicerede at gennemskue.
Derfor er det en konstant udfordring at følge med i udviklingen og være på forkant. Kun på den måde kan vi sikre, at borgere og virksomheder fortsat har tillid til anvendelsen af it.
Vi forventer alle at kunne handle sikkert over internettet. Vi forventer at kunne blive betjent digitalt af det offentlige. Samtidig med, at det offentlige behandler vores personlige oplysninger sikkert og fortroligt.
Og vi forventer, at lønnen kommer rettidigt ind på kontoen. Og vi accepterer på ingen måde, at der sker fejl. Alt sammen rimelige forventninger og krav.
Men hvis it-sikkerheden ikke er på plads, kan vi ikke leve op til forventningerne og kravene.
Brugervenlighed
Brugervenlighed er et af nøgleordene, når vi skal have borgere og virksomheder til at anvende it. I den forbindelse skal it-sikkerhed gøres forståeligt og meningsfuldt for brugerne.
Ingen af os kunne jo drømme om at forlade vores hjem uden at låse døre og lukke vinduer. Men mange mennesker lader deres elektroniske døre og vinduer stå åbne.
De elektroniske døre og vinduer skal lukkes og låses med samme selvfølgelighed, som vi lukker og låser døre og vinduer i vores hjem.
It-status 2005 udkom for nylig. Det fremgår af den, at de mest udbredte it-sikkerhedsproblemer i befolkningen er:
- tab af information i forbindelse med vira
- ab af tid i
forbindelse med vira og
- spam.
Samtidig er der stadig 19 procent af alle brugere, der anvender it-sikkerhedsprodukter. Og kun 21 procent er blevet vejledt om it-sikkerhed ved anskaffelsen af it.
Det er ikke godt nok. Og det kan og skal gøres bedre.
Regeringens initiativer
Det er regeringens opfattelse, at der skal sættes ind med en målrettet og brugervenlig vejledning.
Det er nødvendigt at styrke it-sikkerhedskulturen. Derfor har regeringen bl.a. taget initiativ til at få udviklet en såkaldt sårbarhedstest. Brugerne vil på nettet kunne teste sikkerheden på deres egen computer.
I forbindelse med udløbet af IT-sikkerhedsrådets kommissorium har regeringen besluttet at styrke it-sikkerhedsarbejdet.
Det sker via en trebenet konstellation:
- Der er oprettet et it-sikkerhedspanel bestående af it-sikkerhedseksperter
- Der er indledt et samarbejde med Teknologirådet.
- Aktiviteterne i IT-sikkerhedskontoret i IT- og Telestyrelsen er blevet styrket.
IT-sikkerhedskontoret står bl.a. for dette års netsikker nu!-kampagne. Derudover arbejder regeringen til stadighed for udbredelsen af den digitale signatur.
Der udstedes i øjeblikket mere end 1000 signaturer om dagen. Og samtidig er den digitale signatur blevet global.
Afslutning
Vi, der er samlet her i dag, kan jo ikke blive uenige om, at it-sikkerhed er vigtigt. Men det er helt afgørende, at vi også får alle andre med.
Og det er jo ikke nok at erkende, at it-sikkerhed er vigtigt. Vi skal også have borgere og virksomheder til at gøre noget ved det. Og det er som sagt en fælles opgave at sikre dette.
Tak for ordet.





