Videre til indhold. | Videre til menunavigation

02.03.2006

Åbning af nanokonsortium mellem DTU og KU

Videnskabsminister Helge Sanders tale ved åbning af nanokonsortium mellem DTU og KU 2. marts 2006.

Det talte ord gælder.

Tak for ordet. Og tak for invitationen til at åbne det nye nanoteknologi-konsortium mellem DTU og Københavns Universitet.

Åbningen er startskuddet på en ny satsning på fremtidens teknologi. Det er startskuddet på et kraftcenter for forskning og uddannelse, der går på tværs af teknologi og naturvidenskab.

Den globale konkurrence betyder, at vi skal turde satse på de mest lovende forskningsmiljøer. At vi skal satse på eliten blandt forskere. Og at vi skal satse på eliten blandt de dygtigste studerende.

Samarbejdet mellem de stærke forskningsmiljøer inden for nanoteknologi på DTU og Københavns Universitet viser vejen frem.

Regeringen arbejder nu på en samlet strategi for Danmark i den globale økonomi. Globaliseringsrådet har drøftet behovet for at samle kræfterne.

Når danske forskningsmiljøer går sammen, så opstår der forskningscentre, som kan måle sig med de bedste i verden.

Det nye konsortium er et strålende eksempel på, hvordan Danmark skal takle udfordringerne i den skarpe globale konkurrence.

Regeringens globaliseringsstrategi

Globaliseringen handler først og fremmest om muligheder.

Der bliver alt for ofte fokuseret på truslerne ved globaliseringen. Men udviklingen er til vores fordel.

Vi har en af Europas stærkeste økonomier. Vi har overskud på betalingsbalancen og på statsfinanserne. Og vi har den laveste arbejdsløshed i mange år.

Det går godt i Danmark. Og regeringen vil gøre de gode tider langtidsholdbare.

Regeringen har sat fire ambitiøse mål for Danmark:

  1. Danmark skal have uddannelser i verdensklasse
  2. Vi skal være et førende vidensamfund
  3. Vi skal være et førende iværksættersamfund
  4. Og vi skal være et førende innovativt samfund.

Det vil kræve omfattende reformer at nå de fire mål.

Uddannelse og forskning

Regeringens første og andet mål kræver et markant løft af uddannelse og forskning.

Det er regeringens mål, at den offentlige forskning i 2010 skal nå 1 procent af bruttonationalproduktet. Og det mål når vi!

Hovedprincippet i reformen af offentlig forskning er et fokus på kvalitet. Kvalitet skal fremover være det absolut bærende princip for fordelingen af alle forskningsmidler.

Høj kvalitet skal belønnes. Dårlig kvalitet skal have konsekvenser. Det samme gælder universiteternes uddannelser.

Alle uddannelser skal fremover vurderes efter internationale kvalitetsstandarder. Kun uddannelser, der lever op til de fastsatte krav, kan få offentlige tilskud.

Regeringen ønsker også, at der udvikles elite-kandidatuddannelser for særligt dygtige studerende. Talentfulde unge skal have de bedste muligheder for at udnytte deres potentiale.

Iværksætteri og innovation

Det er regeringens tredje og fjerde mål at styrke iværksætteri og innovation i Danmark. Vi skal blive endnu bedre til at omsætte forskning til forretning.

Vi skal sætte os helt konkrete mål for videnspredning. For eksempel for salg af patenter. Eller for samarbejder med private virksomheder.

Og flere kandidater fra universiteterne skal have lysten til at starte nye højteknologiske virksomheder.

Nanokonsortiet – et kraftcenter

Med dannelsen af det nye nanokonsortium er DTU og Københavns Universitet med til at vise vejen frem.

Begge universiteter har været fremsynede:

I har udviklet nye uddannelser. I har været blandt de første i verden til at etablere nanoteknologiske kandidat- og ph.d.-uddannelser.

Nanoteknologi er en populær uddannelse hos de unge. Det er afgørende at styrke de unges interesse for de naturvidenskabelige og tekniske fag.

I har investeret store beløb i apparater og udstyr. Blandt andet Danmarks største "renrums"-facilitet.

I har ambitioner om forskning i verdensklasse. Og I har fremragende forskere, der kan indfri målene.

Sidst – men ikke mindst – er I gode til at omsætte forskning til værdi i erhvervslivet. Ellers ville A. P. Møller-fonden til almene formål ikke have skænket næsten 100 mio. kr. til DTU for nylig.

Det er danmarkshistoriens største private forskningsbevilling. Til udvikling af verdens kraftigste mikroskop.

Den flotte gave ruster jer yderligere som internationalt nano-kraftcenter. Og medvirker til at gøre København til en magnet for udenlandske nanoforskere.

Afslutning

Med etableringen af det nye nano-konsortium har Københavns Universitet og DTU taget et vigtigt skridt. Det er en god dag at være videnskabsminister!

Konsortiet vil styrke uddannelsen af de kandidater og unge forskere, der skal dække samfundets behov for kompetencer inden for højteknologi.

Konsortiet giver bedre muligheder for endnu flere iværksættere inden for nanoteknologi.

I har vist evnen til at skabe et slagkraftigt samarbejde på højt internationalt niveau. Et samarbejde der vil være en attraktiv partner for udenlandske universiteter.

Med disse ord vil jeg erklære det nye nanokonsortium mellem DTU og Københavns Universitet for åbnet!

Tillykke!

Del