Videre til indhold. | Videre til menunavigation

12.05.2011

Mystisk kritik fra EnergiMidt

Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen offentliggjort i Jyllands-Posten 12. maj 2011.

EnergiMidts bredbåndsdirektør, Martin Romvig, leverer i JP 8. maj en noget besynderlig kritik af den nationale hjemmearbejdsdag.

Fremhævet citat: It- og Telestyrelsens seneste opgørelse viser, at Sønderjylland har den største dækning med højhastighedsbredbånd i Danmark. I så fald kan EnergiMidt være med til at sikre samme positive udvikling inden for sit område

For det første er hans egen brancheorganisation, Dansk Energi, med i initiativet, så man må formode, at den synes, det er et fornuftigt initiativ.

Martin Romvig kritiserer endvidere initiativet, fordi der vil være mange, som ikke vil have mulighed for at arbejde hjemme, fordi deres bredbåndshastighed ikke er tilstrækkelig høj.

Fejlagtigt hævder han, at det betyder, at de personer, der bor i udkantsområderne, vil være de sidste til at få denne mulighed.

Jeg skal ikke afvise, at Martin Romvig forsøger at fiske efter statsstøtte til bredbåndsudrulning, hvilket jeg dog kan slå fast ikke kommer til at ske. I stedet kunne Romvig tale med sine kollegaer hos SydEnergi. It- og Telestyrelsens seneste opgørelse viser, at Sønderjylland har den største dækning med højhastighedsbredbånd i Danmark. I så fald kan EnergiMidt være med til at sikre samme positive udvikling inden for sit område.

Del