It som trækhest for velfærd
Indlæg af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen offentliggjort i Skive Folkeblad 25. maj 2011.
Viden, uddannelse og innovation skal få økonomien i omdrejninger og ruste danske virksomheder til øget global konkurrence.
Vi skal skabe nye arbejdspladser, vækst og i sidste ende velfærd ved at omsætte viden til nye produkter, services og øget markedsforståelse.
Regeringen lancerer derfor inden sommerferien en digitaliseringsstrategi, som skal se på alt fra robotter i hjemmeplejen til skoleelever brug af it.
Digitalisering er et af de områder, hvor potentialet for at udnytte viden er enormt. Virksomheder kan opnå større effektivitet og skabe bedre service for kunderne ved at udnytte mulighederne ved it. Brugen af it er simpelthen en forudsætning for, at Danmark kan bevare sin konkurrencekraft i en globaliseret verden.
I perioden 2004-2008 bidrog øgede investeringer i IKT som den eneste faktor positivt til arbejdsproduktiviteten i Danmark.
Vi skal som offentlig sektor gå forrest i at udnytte mulighederne i digitaliseringen.
Derfor lancerede jeg sidste sommer et digitalt arbejdsprogram "Digitale Veje til Vækst", som peger på en række områder, hvor it kan være med til at skabe vækst er store potentialer i it. En af måderne er at sætte offentlige data i spil. Den offentlige sektor har et væld af data, som virksomheder kan bruge som råstof til at skabe vækst og innovation.
Jeg har derfor afholdt en Data Camp, hvor it-nørder på en dag omsatte tørre tal til brugbare løsninger, for eksempel en applikation til mobiltelefonen eller gps'en, som kan finde nærmeste parkeringsplads.
Øget brug af it åbner kan også gøre den offentlige sektor mere borgernær og borgervenlig. For det er jo en fordel for alle, at det offentlige holder åbent på nettet 24 timer i døgnet og ikke kun fra 9-16 i hverdagen. Samtidig løser digitaliseringen nogle af de demografiske udfordringer, som vi står over for, når vi bliver færre erhvervsaktive og flere ældre. For ved at bruge digitalisering, kan vi effektivisere den offentlige sektor. Alternativet er at hæve skatterne, og det bliver vi alle sammen bare fattigere af.
Derfor skal vi tage digitaliseringen til os. Som borgere, som virksomheder og som offentlig sektor.





